Hyundai i40 med lav beskatningsværdi

Hyundai i40 1,7 CRDi Wagon Hyundai i40 1,7 CRDi Wagon
Skrevet 17. nov 2011 af Bil Magasinet. Foto: Bil Magasinet

Skal du have ny firmabil? Så tjek den nye Hyundai i40 med en beskatningsværdi fra 215.000 kr.

Se mere om: hyundai, i40
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Hyundai univers. Hyundai

De 65 danske Hyundai-forhandlere har haft mange kunder, der har spurgt til muligheden for at få den nye i40 som firmabil, og Hyundai er nu klar med priser på erhvervsleasing.

Beskatningsværdien - den kunstige forhøjelse af din indtægt, du bliver pålagt af Skat til gengæld for at have fri bil til rådighed - begynder ved 215.000 kr. for billigste variant af i40, mens leasingprisen begynder ved 2.995 kr./mdr. eksklusive moms.

Tjek Bil Magasinets videoindslag med Hyundai i40

I stortesten i Bil Magasinet november 2011 møder Hyundai i40 de etablerede konkurrenter i klassen for store stationcars, og her skriver Mikkel Thomsager:

Vil du give 420.000 kr. for en Hyundai-mellemklassebil? “Nej” råber du så højt, at der nu er spyt og galde på det ellers så flotte blad, du sidder med i hånden. Begrebet “masser af bil for pengene” klæber sig til utallige Hyundai Sonata-modeller, og det lyder jo godt, men bil-entusiaster ved, at “masser af bil for pengene” i virkeligheden betyder “læder er standard, men den er træls at køre”. Til 420.000 kr. for den nye Hyundai i40 må selv “masser af bil for pengene” bortfalde, og hvad er der så tilbage?

Med Premium-udstyret er læderindtræk standard i Hyundai i40. Uha, tænker du med “meget bil for pengene” i baghovedet. Men du behøver end ikke starte bilen for at konstatere, at denne Hyundai skubber til fordommene. Kast to blik på i40, og du er klar over, at der har været stillet skarpt på Toyota Avensis i udviklingen af i40. Men kabinen kan måle sig med Skoda Superb’s.

Førerpladsen er lige så lækker og indbydende, og udstyrsniveauet er endnu højere. Her er ikke bare læder, forsæderne har både varme og kølende ventilation. Førerpladsen er velskabt, der er kun to anker: Kørestillingen er besynderligt høj, og der er mindre aflæggeplads end i Superb. Men på bagsædet slår i40 til igen. Her er næsten lige så meget knæplads som i Superb, og de to yderste siddepladser har varme i to niveauer.

Motormæssigt nøjes Hyundai med en 1,7-liters, mens konkurrenterne stiller med 2,0 liter. Det mærkes ikke. Med 17,9 km/l i EU-miks forbrug er i40 umiddelbart den, der kører næstkortest på literen. Men dette skyldes udelukkende automatgearet, for med manuelt gear går den klasseledende 21,7 km/l.

Motoren har en umiskendelig, hakkende diesellyd, men i kabinen bakkes den flotte finish og indretning op af en forbilledlig lyddæmpning, som gør dieselmotoren næsten uhørlig. I karakter minder den om Skodas TDI-motor (fra VW). Den giver masser af punch, men klinger hurtig af.

Skoda Superb vinder igen
Vinderen af stortesten er Skoda Superb 2,0 TDI Combi, og Superb har dermed fortsat vundet samtlige test i magasinet, den har deltaget i. Men der er roser til den nye Hyundai, der kommer på 2.-pladsen: 

I 20 års stortest er Ford, Peugeot, VW, Opel, Mazda og Toyota stærkt repræsenteret, mens Hyundai Sonata alle dage har indtaget pladsen som bænkevarmer. I Bil Magasinet november 2002 hed det om den dengang nye Sonata: “Hyundai har god komfort og fin retningsstabilitet. Men dynamikken er for folk, der ikke holder af at køre bil. Den krænger i sving og hopper, når den presses.”

Den test blev vundet af den dengang nye Mazda 6, skarp forfulgt af Ford Mondeo. I dag kan det koreanske mærke bryste sig af en velfortjent andeplads. Men førstepladsen indtages (igen) af en bil fra Tjekkiet.

Bluetooth er standard
Standardudstyr i i40 omfatter ratbetjening af fartpilot, radio og Bluetooth, multijusterbart læderrat, USB- og AUX-stik, aut. start/stop og komfortblink. i40 er kåret af de danske sælgere som Årets Businessbil 2012 på grund af blandt andet komfort og gode sæder.

Beskatningsværdien på 215.000 kr. gælder ved erhvervsleasing via Hyundai Finans af Hyundai i40 1.6 Comfort eller i40 1.7 CRDi Comfort over 36 mdr. med 15.000 km/år.

6 nr. af Bil Magasinet + elektronisk p-skive 248,00 kr. SPAR: 579,70 kr. BESTIL

Skriv kommentar

Glemt password?
Facebook Login

Seneste

Mest læste


Abonnér på BILMAGASINET.DK Se alle tilbud