Lamborghini Countach 5000 QV

Countach afløste Miura i 1974, og Gandini-designet holdt hele vejen til 1989. Vælg en af de sidste årgange: Countach LP5000 QV (quattrovalvole) fra 1986 og frem. Dén med de udbyggede skærme, den store hækspoiler og den større 5,2-liters motor med de nye topstykker med fire ventiler per cylinder (heraf navnet). Den sparkede mindst 455 hk fra sig og trak gennem en ny, kraftigere ZF-gearkasse. Kombinationen var nok til at holde rivalen Ferrari stangen for en stund, for med 390 hk kunne Testarossa ikke følge med.

Bil Magasinet-læser Bo har en sort LP5000 QV og synet af den sender kæben sydpå, som da den hang på væggen i drengeværelset (bilen altså, ikke kæben). Den lave, brede og kantede kile må have været et visuelt syretrip for publikum, som da Stanley Kubrick viste Rumrejsen år 2001 i 1968.

Lancér den i dag, og den vil stadig ligne noget fra fremtiden. Gå en runde om Countach, og det står klart, at den har mere Diablo over sig end end Miura med sine lodret åbnende saksedøre og Bizzarinis V12’er på langs i et komplekst rørgitterchassis.

Gearkassen bliver varm som et oliefyr
V12’eren er koblet til en 5-trins ZF-gearkasse, der rager ind i kabinen mellem forsæderne. Gearstangen er således placeret centralt og går direkte ned i transmissionen til gavn for præcisionen. Ulempe: Der er ikke meget plads, og du har et oliefyr i kabinen, når transmissionen har fået varmen. Gearkassen går trægt, indtil varmen indfinder sig, hvorefter den arbejder overraskende smidigt.

Mens et lille korpus er en fordel i en Miura, skal du tillige være hypermobil for at stige elegant ned i Countach: Stik den ene fod ind over den massive dørkarm, hold saksedøren (der er træt i gasdæmperen), sving bagdelen ind, mens du vinkler hovedet for ikke at dunke det ind i taget. Smæk døren, og du finder dig selv liggende med benene strakt for at nå pedalerne. Forruden er et smalt skydeskår ude foran dig, men der er nul udsyn over skuldrene eller i bakspejlet, som domineres af hækspoileren.

Sveden hagler af mig, for den 5,2-liters V12’er og gearkassen har forvandlet kabinen til en sauna. Aircondition-anlægget er designet til at køre på et drivmiddel, der i dag er i ulovligt, så den eneste køling, jeg får, er gennem den smalle åbning i sideruden. De to babes fra ”Ude at køre med de skøre” MÅ have haft stuntkører til at køre bilen, for styretøjet er så tungt, at selv den simpleste manøvre føles som at wrestle med Asbjørn Riis, mens du ligger nederst.

Så kører vi
Første gear - slip koblingen, der har trænet min lægmuskel effektivt, og Countach springer fremad med et brøl, når speederkablet via et hårdt tråd aktiverer alle gasspjæld. Så snart hjulene ruller, bliver styretøjet til at have med at gøre - og der er rent faktisk overraskende gode signaler at spore fra det lille rat:

Det hurtige styretøj sender omgående snuden i den retning, jeg udstikker. Krængning eksisterer ikke, men det bedste er accelerationen: Countach’en høvler fremad med et brøl, der må kunne høres flere kilometer væk, når den virkelig får kniven. Som i Miura opfører den sig nogenlunde civiliseret under 4.000-5.000 o/min, men helvede bryder løs, når de de seks vertikale, dobbelte Weber 44-karburatorer fodrer cylindrene med benzin. Det er mand mod maskine: En ret anstrengende, men sanseberusende oplevelse, når de olietøndebrede bagdæk sætter i og skyder bilen fremad.

Jeg beder en stille bøn for, at rødderne bagude i den gamle Golf II med mobiltelefonkameraerne fremme flytter sig, når jeg skifter vognbane, for der er nærmest intet udsyn bagtil.

Bremserne stammer fra datidens BMW M5 og er end ikke i nærheden af at præstere, hvad nutidens sportsvogne kan, så det er med en vis ærefrygt, at du kører til i en Countach. Det kan meget vel være, at hun er en genstridig kælling med primadonnanøkker, men Countach leverer supersportsvognens kernekompetencer i forhold til at se godt ud, styre og accelerere hårdt.

Men er det den bedste V12-Lambo nogensinde?

Kilde: Bil Magasinet nr. 242