Lamborghini Miura P400

Sker der noget, ta’r du bare de sidste fire millioner kroner med i hånden”, klukker Jørgen Strøjer, da jeg monterer Bil Magasinets ramponerede prøveplader på hans “mint condition” Lamborghini Miura. Én af i alt 764 stk. Anslået værdi: 6 mio. kr. Vores prøveskilte dækker 2,0 mio. kr., så gid uheldet bliver fatalt, hvis jeg vædrer et træ. En passende straf for at aflive hvad, der har været kåret som verdens smukkeste bil. Udfaldet er alligevel det samme, hvis jeg skal bede redaktøren om at udgive bladet på avispapir for at betale regningen.

Skønt Ferrucio Lamborghinis hjerte bankede for gadebiler,forhindrede det ikke hans ingeniører Dallara og Stanzani i at skabe en racerbil i civil. Opkaldt efter en tyreopdrætter med særligt aggressive tyre på CV’et og kraftigt inspireret af Le Mans-vinderen Ford GT40, chokerede Miura bilverdenen ved præsentationen på Genève-udstillingen i 1966:

En gadebil med monocoque-karrosseri, der kunne åbnes som muslingeskaller for og bag. Foran: Dobbelte wishbonehjulophæng, et reservehjul og benzintanken. I midten: Kabinen. Og bagtil: En kompakt, tværstillet V12-motor med integreret transmission placeret en håndsbredde bag føreren.

Motoren er en forstørret version af eks-Ferrari-konstruktørens Bizzarrinis 1,5-liters Formel 1-motor, og den sætter Ferrari’s 3,0-liters V12-motor til vægs teknologisk såvel som ydelsesmæssigt: Dobbelte overliggende knastaksler i stedet for én per cylinderrække, ultrakort slaglængde for omdrejningsvillighed og 350 hk ved 7.000 o/min. Den hurtigste SV-version præsterede hele 385 hk. Verden første superbil var født.

Den er lav som et sofabord
Dørene bittesmå, og med mindre du er en lille italiener, så stig ind et sted, hvor ingen kan se dig bugsere bagdelen på plads og møjsommeligt hive venstre ben op over den brede dørkarm. Du ligger nærmest ned og rækker ud efter rattet, der er langt væk, skønt dine knæ slikker instrumentpanelet. Nuvel, ergonomi havde ikke høj prioritet for 42 år siden.

Tjek Claus Møller og Carsten Nymanns videotest af Strøjers Miura

Jeg drejer nøglen, og efter et par sekunders fodslæbende vrrrrrrr vågner de tolv stempler med et knald, så jeg letter i sædet. Den stenhårde kobling har kun en on/off-funktion, så det er let at kværke monstret bag din ryg, men motoren er smidig og springer i gang igen med et grynt, hvis du er hurtig og kobler ud.

Der går ikke længe, før den hostende og harkende forlanger motion. Tomgangskørsel står ikke i dens jobbeskrivelse. De første Miura har ry for at bryde i brand, når uforbrændt benzin samlede sig ovenpå karburatorernes gasspjæld, så jeg lægger første gear ind og skynder mig at give gas.

Og nej, den kører ikke som en superbil i traditionel forstand.

Tung og træg ved lav fart
Det tunge styretøj løsner op, når ballonhjulene triller, men mangler selvoprettereffekt og bliver decideret let, når du accelererer hårdt. Girling-bremserne er underdimensionerede, og gearkassen føles som noget fra en udrangeret truck - indtil den bliver gennemvarm. Dét hjælper markant. Med fast hånd og nænsomhed kan jeg nu flytte gearstangen så kvikt, at det giver det herlige ”kling!” fra skiftekulissen, mens motoren er kommet i godt humør og brænder rent af speedermassagen.

Fra lave omdrejninger accelererer Miura, som du forventer det af en ældre, kraftig sportsvogn. Men når o-tælleren passerer 5.000 o/min, går den amok og trækker med en fandenivoldskhed som en præmietyr med kogalskab, der bliver viftet om snuden med en rød klud OG får pisk. Den brøler, så du får tårer i øjnene og tilgiver Miura alle dens synder udi dynamik og ergonomi.

Kør den ud i gearene op til 7.000 o/min og håb på, at du møder nogen, for med mindre de hedder Auken til efternavn, giver du dem en himmelsk oplevelse til ørerne. Omdrejningstælleren går helt op til 10.000 o/min, men hold den under 8.000 o/min. Ellers bliver det dyrt ...

Alderen trykker måske lidt rent køredynamisk, men sammenlign den med datidens sportsvogne og den må have ført sig frem i overhalingsbanen som en Formel 1 racer. Du nænner næsten ikke at køre den hårdt i dag, men dengang må den have været topmålet af køreglæde for enhver playboy. Den første V12-Lamborghini - men ikke den bedste.

Kilde: Bil Magasinet nr. 242