Uventet kåring: Opel Ampera er Årets Bil i Danmark 2012

Skrevet 12. okt 2011 af Steen Bachmann. Foto: Bil Magasinet

Vinder titlen på grund af sin revolutionerende hybridteknologi foran den velkørende BMW 1-serie

Motorjournalisterne Klub i Danmark, MKD, har netop kåret pluginhybriden Opel Ampera som Årets Bil i Danmark 2012. Den nye bilmodel vinder titlen på grund af sin evne til at kombinere det bedste fra elbilerne med en konventionel forbrændingsmotor.

Ampera er primært er en elbil, som man lader op om natten og kører på arbejde i om dagen. På længere ture træder en lille benzinturbomotor automatisk til og lader batteriet op, når der er ikke er mere strøm. Den officielle rækkevidde for ren eldrift er 83 km, hvilket er mere end den gennemsnitlige EU-bilist pendler om dagen.

"Det er usædvanligt at kåre en bil til 590.000 kr. som Årets Bil, for den er jo for dyr til de fleste almindelige familier. Men vi kårer den, fordi den repræsenterer fremtidens teknologi," siger formand for MKD og chefredaktør for Bil Magasinet, Mikkel Thomsager, der overrakte trofæet til Opel Danmarks repræsentant på FDM Jyllands-ringen, pressechef Erik Morsing.

Opel Ampera koster 325.000 kr. på gaden i Tyskland, men på grund af de høje danske bilafgifter er prisen 590.000 kr. herhjemme - en forskel på 265.000 kr.

Årets Bil i Danmark 2012
1. Opel Ampera 131 point
2. BMW 1-serie 88 point
3. Ford Focus 86 point
4. Kia Picanto 78 point
5. Opel Zafira 67 point

Køreglad BMW blev toer
På 2.-pladsen kom den nye BMW 1-serie:
"Personligt stemte jeg på 1-serie som vinder, fordi den er mere økonomisk overkommelig for de fleste af os, og byder på klassisk BMW-køreglæde med mere plads end i forgængeren," lyder det fra Mikkel Thomsager.

De to svage forhåndsfavoritter fra Kia nåede ikke toppen af kåringen. Den nye Picanto kom på 4.-pladsen, og Rio nåede ikke i finalen med fem biler.

Ærespris til Ford
Ford modtager MKD's ærespris 2012 for at have bragt seneste sikkerhedsteknologi ned i den lille mellemklasse. Ford Focus fås med en sikkerhedspakke med automatisk katastrofeopbremsning, vognbanealarm, alarm mod køretøjer i blinde vinkler, automatisk registrering af færdselsskilte, automatisk op/ned-blænding af lygter med mere. Pakken er ekstraudstyr til Focus til 21.600 kr.

Den uafhængige europæiske organisation for udvikling af sikkerhed i personbiler, EuroNCAP, hædrede tidligere på året Ford Focus med en lignende pris.

Læs kommentarer

Er det en elbil eller hvad?

Opel Ampera er grundlæggende en elbil med et 16 kWh stort batteri, der sikrer mellem 40 og 80 kilometers kørsel på batteristrøm. Når batteriet har nået sit minimums ladeniveau, starter en 1,4 liters benzinmotor automatisk med at producere strøm via en indbygget generator. På den måde kan bilen fortsætte sin elektriske kørsel, uden at bilens rækkevidde begrænses.

I praksis betyder det, at Opel Ampera kan anvendes på samme måde som en almindelig benzinbil og køres uden bekymringer for, om man kan nå frem til en stikkontakt for at oplade bilen igen, inden batteriet løber tør for strøm. Bilens batteri oplades fra en 220/240 volt stikkontakt med op til 16 ampere.

Se lige her!

Mest læste


Abonnér på BIL MAGASINET nu! Se alle tilbud