- Artikel
- Galleri (4 billeder)
Kia chokerer med Aston Martin-agtig bil
Første baghjulstrukne Kia nogensinde får folk til at vende sig om
Kias showroom ligger centralt i Frankfurt, og den fænomenalt smukke GT konceptbil er en pryd for bygningen. Chefdesigner Peter Schreyer afslørede den muskuløse 4-dørs sportssedan, der er den første Kia nogensinde med baghjulstræk.
"Efter min mening er denne konceptbil et stærkt signal fra KIA om, at vi er klar til hurtigt at åbne et nyt kapitel i vores historie," sagde Schreyer. Konceptbilen har frontmotor og baghjulstræk, hvilket giver anderledes proportioner i forhold til en forhjulstrukket bil. Målet har været at udforske nye stylingformer - den forlængede motorhjelm, forhjulene, der er placeret helt forrest på bilen, kabinens bagudhældende udseende med kraftfulde skuldre og en kort bagende.
Motoren er en 3,3-liters turboladet V6'er med direkte benzinindsprøjtning, 395 hk og 534 Nm. Kraften overføres til baghjulene via en 8-trins automatisk gearkasse. Fordørene og bagdørene, der er hængslet bagtil, åbner i en let opadgående vinkel, så der er nem adgang til kabinen. Her er der ifølge Kia god plads til fire personer takket være akselafstanden på 286 cm. Bilen er 138 cm høj.
Under vejledning af Schreyer var det målet for KIAs europæiske designteam at designe en konceptbil, der var smuk, atletisk og selvsikker, men uden at den var aggressiv eller arrogant.