Brabus bygger udgave af E-klasse Cabriolet med 800 hk og 0-100-tid som Ferrari FF
Tuneren Brabus har tidligere lagt en V12-motor fra Mercedes-Benz S600 i sedan- og coupé-udgaven af den mindre E-klasse, og nu kommer turen til E-klasse Cabriolet.
Brabus angiver topfarten til 370 km/t, hvilket gør bilen til verdens hurtigste 4-sæders cabriolet i produktion. Læs kommentarer
Den kraftigste motor i Brabus modelprogram er baseret på den 5,5-liters V12-motor fra Mercedes S600 med tre ventiler pr. cylinder og to turboladere.
Hos Brabus kan de godt lide hestekræfter, så de lægger deres egen krumtakaksel i og monterer større stempler med længere vandring. Slagvolumen bores op fra 5,5 til 6,3 liter, og der foretages ændringer på topstykke og forbrændingskamre.
Brabus monterer sine egne udstødningsmanifolder, og ikke mindre end to ladeluftkølere på hver turbolader, så der er fire ialt. Den ekstra køling er nødvendig på grund af motorens høje maksimale ydelse - to turboer på en V12-motor bliver rasende varme. Udstødningssystemet i rustfrit stål med fire afgangsrør bygger Brabus specifikt til den åbne E-klasse, ligesom også indsugningen er specialkonstrueret med elementer i kulfiber.
Til sidst omprogrammerer de motorstyringen, så ydelsen rammer det ønskede niveau.
Brabus angiver ydelsen til 800 hk ved 5.500 o/min, mens det maksimale moment er 1.420 Nm ved 1.900 o/min. For ikke at splitte transmission og bagaksel ad er momentet dog elektronisk begrænset til 1.100 Nm.
Brabus monterer sit eget differentialespærre, der kan låse baghjulene sammen op til 40 pct. for at give yderligere greb i asfalten.
Den officielle 0-100-tid er 3,7 sekunder.
0-200 km/t tager 9,9 sekunder.
0-300 km/t er overstået på 23,9 sekunder.
Topfarten er som udgangspunkt 370 km/t, men den kan sænkes eller hæves med en ændret udveksling i gearkassen, hvis køber ønsker det.