Opel Insignia OPC aut. Unlimited

Skrevet 28. jun 2011 af Søren Juul. Foto: Søren Juul/Bil Magasinet

OPC indtager Autobahn uden topfartbegrænser. Det ka´ vi lide!

Se mere om: Insignia, opel, opc
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Opel univers. Opel

ABER DOCH!? Det tunge benarbejde med højre fod bærer frugt, og din Mercedes C63 AMG flader roligt ud, da begrænseren sætter ind ved 250 km/t. Men i stedet for læne dig tilbage og nyde førerpositionen i venstre spor, må du rykke til højre for et kuglelyn, der fylder op i dit bakspejl. Det samme logo, der sidder i snuden på din mors Agila, står pludselig skarpt, og det har pokkers travlt. Utopi?

Næ, men Opel Performance Center har efterkommet et ønske fra tyske kunder, som ønsker at udnytte deres bils fulde potentiale. Derfor fjernes nu topfartsbegrænseren på den 325 hk, firehjulstrukne Opel Insignia OPC i en særlig ”Unlimited” version. Så render den 270 km/t - eller 265 km/t, hvis du tager den med den nye, 6-trins automatgearkasse.

Jeg når kun 250 km/t på den travle Autobahn sydøst for Berlin, hvor Insignia’en ligger roligt og solidt på asfalten med ro i styretøjet og et lavt støjniveau i kabinen. Ved en tidligere lejlighed har jeg kørt en Insignia OPC uden begrænser hjem fra Frankfurt og kan forsikre dig, at det er noget, der virker ved 270 km/t. Den aktive Flexride-undervogn i den mest faste OPC-konfiguration, brede 19” hjul, firehjulstræk og effektive Brembo-bremser giver den fornødne stabilitet ved høje hastigheder.

Herligt automatgear
Dagens bedste nyhed er automatgearkassen, som er trimmet i forhold til den normale automatkasse til Insignia. Det betyder hurtigere skiftetider - og et mere aggressivt skiftemønster, når du aktiverer OPC-knappen på midterkonsollen. Det gør den vaksere til at lave kickdowns - den reagerer, blot du strejfer bremsen - og bliver hængende længere i gearene, når du giver gas.

I standardopsætning leverer den ustressende, smidige autoskift. Bevares, mekanikken føles ikke finpoleret som VW’s DSG-gearkasse. Men når alternativet er den tungt arbejdende 6-trins manuelle gearkasse med verdens længste vandringer, er det her en opgradering af den ellers så velllykkede Insignia OPC.

Det har sin pris: 35.690 i kroner - og 0,3 sekunder til 100 km/t, hvis du sammenligner med en tilsvarende Insignia OPC sedan med manuelt gear. Merprisen for “Unlimited” versionen er uvis i skrivende stund, men uanset hvad den bliver, vil den potentielle ydmygelse af Autobahns tunge drenge friste.

Kilde: Bil Magasinet nr. 237, der er i kioskerne nu - se indholdet her

6 nr. af Bil Magasinet + elektronisk p-skive 248,00 kr. SPAR: 579,70 kr. BESTIL

Opel Insignia OPC Unlimited 4d

Motor
V6, 2.792 cm3, 24V, turbo

Ydelse
325 hk ved 5.250 o/min
435 Nm ved 5.250 o/min

0-100 km/t
6,3 sek.

Topfart
270 km/t

Forbrug EU-miks
9,3 km/l

Årlige afgifter
6.480 kr.

Mål L/B/H
483/186/150 cm

Vægt/last/påhæng
1.860/480/1.600kg

Bagagerum
500 liter

Dæk
245/40R19

Pris
688.590 kr.

Skriv kommentar

Glemt password?
Facebook Login

Seneste

Mest læste


Abonnér på BILMAGASINET.DK Se alle tilbud