VW Golf 2,0 TDI GTD DSG vs. Alfa Romeo Giulietta 2,0 JTDM

Skrevet 13. apr 2011 af Thomas W. Brixen. Foto: bilmagasinet.dk

Indrømmet, du vil helst køre GTI, men din samvittighed (eller din chef) dikterer diesel! Er der en genvej?

Se mere om: vw, golf, alfa, Giulietta

Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Vw univers.

VW

Et af de absolut bedste kompromisser mellem en sjov og en praktisk bil er uden tvivl VW Golf GTI, som i nyeste udklædning er en topspiller i klassen, som den selv har lagt navn til.

En af de nye udfordrere er den varmblodede og smukke Alfa Romeo Giulietta. Ahhr, bare at sige navnet bringer smilet frem. Men hvad nu hvis du har besluttet, eller det er blevet besluttet for dig, at du skal køre dieselbil?

Volkswagen har beredvilligt klonet sin GTI og genoplivet GTD-navnetrækket. Jeg sætter den i stævne med Alfa Romeo's svar på en power-diesel, Giulietta 2.0 JTDm Distinctive. Begge duellanter medbringer 170 dieselheste fra 2-liters motorer, men kan de to ”hot hatches” leve op til deres sporty udseende - eller er det bare show og no go?

Barske hot hatches
Golf GTD ligner den ægte GTI på en prik! Eller det vil sige, det ville den have gjort, var det ikke for, at et af de vigtigste kendetegn ved GTI'en mangler: Den røde stribe i grillen. Det skærer næsten i øjnene, når nu alt andet skriger GTI. Men det stopper ikke her, kigger du indenfor, mangler de røde syninger på læderrattet også ligesom de røde tern på indtrækket. Mønsteret er ellers det samme, bare i en grå nuance.

Nuvel, slægtskabet fornægter sig ikke på trods af manglerne. Du er ikke i tvivl om, at du har med en særlig bil at gøre.

Ved siden af Golf'en står den smukke Giulietta. Linierne er så italienske som en Pizza Margherita, og du kan gå flere runder om bilen og stadig finde smukke detaljer. Inde i cockpittet fortsætter det italienske modeshow, men selv om finishen er rigtig fin, når de italienske indretningsarkitekter ikke samme niveau som de gæve tyskere.

Golf'en er blevet forfinet generation efter generation. Rør ved greb og kontakter, og du vil give mig ret. Sæderne i begge biler ser fede og sporty ud. Men sæt dig ind bag rattet, og forskellen vil være som en træstol og en sækkestol. Giulietta's sæder i dellæder er super-smukke, men de er for korte og støtter ikke ligeså godt som GTI-sæderne i Golf.

Her føler du dig virkelig spændt fast, som sad du i et Recaro-sæde med 5-punktssele. Gejl! Jeg nøjes med at spænde standardselen og drejer nøglen. Af en diesel lyder GTD’en slet ikke dårlig, men man havde jo næsten bildt sig ind, at det var en ægte GTI, man sad i.

Golf'en har DSG-transmission (dobbeltkobling), så ned i D med vælgeren og afsted. Testpalernes skiftepaler er placeret bag rattet, og jeg må sige, at DSG i din GTD er absolut anbefalesværdig. Den føles kvik, og når du vil lege, gør palerne et så godt job, at du ikke savner kobling og gearstang. Men igen, du skal nok ikke have prøvekørt en GTI, inden du tager en prøvetur i en GTD. De to ser måske ens ud, men det er som at sammeligne en maratonløber og en 100 meter-sprinter. GTD mangler naturligvis lyden, og allerede ved 4.500 o/min er festen slut. Undervogn, styretøj - hele følingen med bilen er dog en fornøjelse. På motorvejen ligger den, ikke overraskende, klippestabilt, men tag den ud på de små sogneveje, og du vil mærke præcis de samme mekanismer, der får smilet frem hos folk, der kører Golf GTI. Styreegenskaberne, samspillet mellem styretøj og undervogn, er ganske enkelt spitze! Det mærkes, at de tyske ingeniører har forfinet mekanikken i årtier.

Lækker kabine i Alfa
Jeg gør holdt ved en parkeringsplads, og kort efter svinger den rappe italiener ind bag mig. I bakspejlet ser den mere moderne ud end Golf'en, selv om folkevognen om noget er tidløs. Jeg hopper ind og mærker straks forskellen.

Det er vanskeligt at finde en optimal kørestilling, primært fordi læderrattet ikke kan trækkes langt nok ud. Til gengæld har det de røde syninger, jeg savnede i Golf'en, og generelt løfter de små detaljer humøret. Drejekontakterne til klimaanlægget er gennemførte og klassiske, den store ”alu-look” kugle på gearstangen er elegant og sportslig på én og samme tid.

Desværre er det som om, italienerne ikke rigtig kan holde koncentrationen. Prøv f.eks. at indstille dit ryglæn efter at have spændt sikkerhedsselen - det er nærmest umuligt. Knappen til sædevarmen er også placeret på mit hadested, nemlig på siden af sædet.

Hva´ det - traktorlyd i en Alfa??
Jeg drejer den velformede nøgle og... fy for pyffer! En lyd af John Deere fylder mine stakkels ører. Jeg tvivler meget stærkt på, at nogen Alfister vil synes om det! Da slet ikke hvis de er vokset om med de tidligere tiders boxer-motorer eller twin spark-maskiner.

Motoren er den samme, du finder i bl.a. Fiat Bravo, Opel Astra/Insignia og Saab 9-5, og de har desværre alle den skavank, at de lyder forfærdeligt. Skal du bruge diesel, men kan du undvære kræfterne, bør du måske overveje den lille 1,6-liters diesel med 105 hk. Denne motor er både mere omdrejningsvillig og støjsvag.

I mine øjne skal du dog virkelig have en helt særlig grund til at vælge en diesel-Giulietta. Én af dem kunne være et kørselsbehov på mere end 30.000 km pr. år - en anden, at du hovedsagelig kører motorvejskørsel (de to følges jo ofte ad).

Her udmærker JTDm 170 så også med overlegen retningsstabilitet og power nok til at følge med de fleste. Alfa's nye dobbeltkoblingsgearkasse kommer lige straks på markedet, men kan du ikke vente, skal du ikke være alt for ked af det, for med Giulietta'ens voldsomme moment behøver du næsten aldrig skifte gear.

Alfa'en understyrer
Jeg begynder dog ikke på motorvejen, men derimod på en lille snørklet vej i de nordsjællandske bakker. Alfas DNA-kontakt er naturligvis i Dynamic. Normall og All Weather (til glat føre) er niks pille. Giulietta'en ser nok fræk og frejdig ud, men mod GTD'en har den ikke en chance, når det kommer til sportslige køreegenskaber (på trods af det opstrammede styretøj i Dynamic).

Den er en hel del blødere affjedret, og styretøjet byder trods tung vægtning ganske enkelt ikke på samme feedback, som i Golf'en. Understyring er på menuen, når du kommer for hurtig ind i kurverne.

Med et let speederløft kureres dette dog nemt, men det er tydeligt, at Alfa'ens undervogn ikke er spændt lige så hårdt op som Golf'ens. Til gengæld virker bremserne i Alfa'en lidt bedre end dem, der sidder på vores GTD.

På vej tilbage mod København svinger jeg ud på motorvejen. Også i Alfa'en slutter festen ved 4.500 o/min - lige der, hvor du er ved at finde smilet frem.

Snart nærmer GTD'en sig bagfra, og vi tester mellemaccelerationerne. Golf'ens DSG-transmission er verdammt schnell, men Alfa'en er alligevel noget af en mundfuld. Golf'en skal virkelig lægge sig i selen for at hænge på. Over 120 km/t stikker tyskeren dog snuden frem - og den gør det igen og igen.

Det bliver en arbejdssejr, men Golf'en er et mulehår foran Giulietta på motorvejen og et hestehovede foran ude på de snoede sogneveje.

KONKLUSION

# 1 VW Golf
Du skal op i de helt store diesel(luksus)vogne for at have det lige så sjovt som i GTD'en. Den føles lige så stram som GTI-legenden, men er knap så hidsig. Hele bilen er gedigen, og helhedsindtrykket signalerer kvalitet og gennemprøvet design og finesse.

#2 Alfa Romeo Giulietta
Smuk og dejlig. Det er Giulietta uden tvivl. Den store dieselmotor er bomstærk, men lyd og gangkultur passer ikke til en delikat Alfa Romeo, dertil er den simpelthen for grov. Til din Giulietta skal du i stedet vælge en af de sjove Multiair-benzinmotorer. Det ville en ægte Alfist gøre.

Læs kommentarer

VW Golf 2,0 TDI GTD DSG 5d

Motor
R4, 1.968 cm3, 16V, turbodiesel

Motor
170 hk ved 4.200 o/min
350 Nm ved 1.750 o/min

0-100 km/t
8,1 sek.

Topfart
220 km/t

Mål L/B/H
420/178/151 cm

Køreklar vægt/last/påhæng
1.516/394/1.500 kg

Bagagerum
350-1.305 liter

Dæk (vinterdæk)
225/45R17

Forbrug EU-miks
18,5 km/l

Garanti mekanik/lak/rust
2/3/12 år

Reservedelsprisindeks
110

Privatleasing
ikke oplyst

Årlige afgifter
3.860 kr.

Pris
495.200 kr.

__________________________________________


Alfa Romeo Giulietta 2,0 JTDm Distinctive

Motor
R4, 1.956 cm3, 16V, turbodiesel

Ydelse
170 hk ved 4.000 o/min
350 Nm ved 1.750 o/min

0-100 km/t
8,0 sek.

Topfart
218 km/t

Mål L/B/H
435/180/146 cm

Køreklar vægt/last/påhæng
1.445/380/1.300 kg

Bagagerum
350 liter

Dæk (vinterdæk)
205/55R16

Forbrug EU-miks
21,3 km/l

Garanti mekanik/lak/rust
2/3/8 år

Reservedelsprisindeks
117

Privatleasing 3 år/45.000 km, Alfa
Udbetaling 30.000 kr.
Månedlig ydelse 4.595 kr.

Årlige afgifter
2.600 kr.

Pris
445.700 kr.

Mest læste


Abonnér på BIL MAGASINET nu! Se alle tilbud