Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Audi univers.
Audi er klar til at introducere den nye A6, og det bliver til stærke priser, der sætter konkurrenterne fra BMW og Mercedes under pres. Startprisen for mindste model (2,0 TDi, 177 hk, manuelt gear) bliver 590.000 kr., vel at mærke med rimeligt standardudstyr. Det omfatter blandt andet dæktrykskontrol, lyssensor med automatisk op/nedblænding, multifunktionslæderrat, forberedelse til anhængertræk, Audi drive select (m/effektivitetsprogram), splitbagsæde, varme i forsæder, MMI Radio plus med 6,5" skærm, fartpilot og mere.
Til sammenligning starter en BMW 520 med 4-cylindret dieselmotor på 184 hk ved 701.700 kr.
Fås med trådløst WiFi-net
Den nye A6 er et datamæssigt vidunder. Det er den første Audi, der benytter bredbåndsforbindelse internt i bilen, for at føre store mængder af data rundt mellem bilens mange forskellige systemer, hvoraf mange har med sikkerhed at gøre.
Men der er i øvrigt også bredbåndsforbindelse ud af bilen, idet MMi-systemet fås med integreret hotspot til Wi-Fi, så du kan surfe på din computer via bilen. Systemet er integreret i bilens navigationssystem, som fungerer sammen med Google søgning og Google Earth, så kort vises som billeder i stedet for de sædvanlige tegneseriekort.
Teknisk set er A6 en krympet Audi A8 med endnu mere teknologi integreret. Blandt de nye indslag er Lane Assist, som aktivt styrer bilen tilbage på midten af vejbanen, hvis du uforvarent kommer for tæt på vejlinjerne.

Audi A6 2011
