Ford C-Max vs. Renault Scénic
C-Max kører og styrer lige så godt som forventet, men Scénic er en hård kombattant med de nye, lave priser
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores <a href="/brand/ford" title="Alt Ford indhold på ét sted">Ford</a> og <a href="/brand/renault" title="Alt Renault indhold på ét sted">Renault</a> univers.Kåringen af Ford C-Max som Årets Bil i Danmark 2011 kom som lidt en overraskelse. For året før trak en MPV i samme størrelse, Renault Scénic, en femteplads trods fine køreegenskaber og danskervenlige priser fra 235.400 kr. C-Max koster fra 265.900 kr. og er alt andet lige mindre sexet at se og køre end Alfa Romeo Giulietta, Audi A1 og Volvo S60, der gjorde sig til i finalefeltet.
Så hvad var den udløsende faktor? Forhåbentlig ikke udseendet. C-Max ligner en stor MPV mast ned mellem de smalle aksler på en normal personbil. C-Max bygger på samme platform som den kommende Focus. Renault’en er heller ingen skønhed, men den ser mindre anspændt ud med sin fem cm længere akselafstand.
C-Max indleder sin charmeoffensiv
Jeg tager plads i testbilen med 115 hk 1,6-liters TDCi-commonrail-dieselmotor, 6-trins manuelt gear - og det dyre Titanium-udstyr, som hæver prisen fra basisversionen Trends 298.900 kr. til 318.900 kr. Merprisen giver bl.a. automatisk 2-zone-klima, 16” alufælge, regnsensor, opvarmet forrude og flyborde bagude.
Siddepositionen er MPV-høj og overskuelig, men der er et usædvanligt sportsligt islæt over de velstøttende sæder. Speedometer og omdrejningstæller lyser op med kølige, isblå visere og rammes ind af kantede instrumenthuse. Der er en lovende ”POWER”-knap (standard i Titanium) til at starte motoren, og midterkonsollen med et blanksort Sony anlæg (ekstraudstyr til 7.400 kr) breder sig videre ned mellem forsæderne og gør stemningen cockpit-agtig. Anlægget styres via knapper på rattet eller et stort, iPod-agtigt drejehjul på midterkonsollen. Smart ser det ud, men det er svært at bruge, når du kører, for øjnene skal følge med på en lille skærm oppe ved forruden.
Omme på bagsædet er der tre brugbare pladser - de yderste med flyborde. En 180 cm voksen kan godt være der. Det er som at sidde i en Ford Focus stationcar. Hver stol kan nedfældes eller pilles helt ud. Det fungerer godt, selv om vi havde lidt problemer med at få afmonteret stolene helt. Det firskårne bagparti gemmer på et stort, kvadratisk bagagerum med en stor åbning og plads til 434 liter bagage. Rumfanget kan udvides til 1.684 liter.
Radikalt anderledes stil i Scénic
Scénic tager imod passagererne som en mere familievenlig, rummelig og afdæmpet mini-MPV. Testbilen er en 1,5 dCi commonrail-diesel med 110 hk og 6 trins manuelt gear til kun 275.400 kr. Og så er det endda midterste udstyrsniveau Expression, der topper basisudstyr Authentique (263.400 kr) op med særlige, justerbare antipiskesmældsnakkestøtter, automatisk parkeringsbremse, 2-zone klima, elruder bag, elsidespejle med varme, flyborde på bagsæderne, indfarvede sidespejle og dørhåndtag og sammenklappelig ryg på passagerstolen foran, så du kan smide et par ski ind i kabinen.
Jeg sidder højt og godt bag rattet, og kabinen føles mere rummelig og mindre omklamrende, omend ikke voldsomt inspirerende. En startknap skal du ikke snydes for, men der skal først monteret et Smart Card i slidsen foran gearstangen, før motoren kan startes, med mindre du vælger Hands free-optionen fra ekstraudstyrslisten. Prisen er 12.000 kr., men så får du også parkeringssensorer for- og bag med i købet. Nøglefri start i C-Max koster 7.400 kr, mens p-sensor bagpå sammen med automatisk parkeringssystem og el-foldespejle koster 7.500 kr. i en udstyrspakke.
Ben- og hovedpladsen på bagsædet føles identisk med C-Max, altså godkendt til en voksen på 180 cm, men det føles som om, at der lidt mere skulderplads. En fiks detalje: I Scénic kan hver stol forskydes i længden. Foldemekanismen virker som i C-Max ved, at du nedfælder ryggen med et enkelt greb, vipper hynden for mere plads - og evt. piller sædet helt ud. Sidstnævnte er nemmest i Renault. Bagagerummet er nogle liter større, og det er også lidt nemmere at læsse, da bagagen glider lige ind i stedet for at dumpe ned over en ti cm kant.
Så rent praktisk kommer Renault’en bedst fra land. Efter prøvesidning af bilerne og fotografering forlader vi p-pladsen på taget af Fisketorvet i København for at teste bilernes dynamiske evner.
Ford C-Max 1,6 TDCI Titanium
Motor
R4, 1.560 cm³, 8V, turbodiesel
Ydelse
115 hk ved 3.600 o/min
270 Nm ved 1.750 o/min
0-100 km/t
11,3 sek. (målt: 11.5 sek.)
Topfart
184 km/t
Forbrug EU-miks
21,7 km/l
Årlige afgifter
2.600 kr.
Mål L/B/H
438/183/163 cm
Køreklar vægt/last/påhæng
1.390/525/1.200 kg
Bagagerum
432-1.684 liter
Dæk
215/55R16H
Reservedelsprisindeks
130
Privatleasing 3 år/45.000 km, Easyfleet
Udbetaling 25.000 kr.
Ydelse/mdr. 4.450 kr.
Pris
318.900 kr.
_________________________________________
Renault Scénic 1,5 dCi Expression
Motor
R4, 1.461 cm³, 8V, turbodiesel
Ydelse
110 hk ved 4.000 o/min
240 Nm ved 1.750 o/min
0-100 km/t
12,3 sek. (målt: 13,0 sek.)
Topfart
180 km/t
Forbrug EU-miks
20,4 km/l
Årlige afgifter
3.220 kr.
Mål L/B/H
434/185/164 cm
Køreklar vægt/last/påhæng
1.460/484/1.300 kg
Bagagerum
437-1.837 liter
Dæk
205/60R16H
Reservedelsprisindeks
ikke oplyst
Privatleasing 3 år/45.000 km, Renault
Udbetaling 15.900 kr.
Ydelse/mdr. 3.599 kr.
Pris
247.400 kr.
(testbilen er faldet 28.000 kr. i pris siden testen blev gennemført. Under testen var prisen 275.400 kr., se note nederst i testen).
Afsnit:
- 1. Testbilerne
- 2. På motorvejen
- 3. De lange versioner
Kommentar
-
Karsten Buranaphim Jeg kører i denne ferie en Grand Scenic dCi, og jeg har sådan set kun et ankepunkt intil vídere, og det er at førersædet godt måtte kune køres et hak eller 2 længere tilbage (jeg er 1,82m) jeg er overrasket over de gode køreegenskaber og den er utrolig retningsstabil selv med det volsomme blæsevejr vi har haft de sidste par dage, motorens styrke og villighed er også positiv, 50km/t 1100 o/min i 5 gear og trækker rent fra ca 1050 o/min imponerende. Jeg er spændt på hvordan den opfører sig på langtur til nord Sverige i uge 7, også hvordan den handler sne og is på vejene, jeg er også spændt på brændstof forbrug.