Lamborghini: I kan få en lillebitte smule at vide

Skrevet 10. jan 2011 af Steen Bachmann. Foto: Lamborghini Club of Los Angeles/Facebook

Fortæller mere detaljeret om Murcielagos efterfølger, der pludselig har fået et nyt arbejdsnavn

Se mere om: lamborghini

Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Lamborghini univers.

Lamborghini

For os, der savler over Lamborghini i en grad, så vi medbringer et frottéhåndklæde på de store biludstillinger, er det både en fryd og en pine at opleve mærkets drillerier. Ikke ét eneste officielt billede af sin kommende topmodel har den lille norditalienske bilbygger givet fra sig, men vi kan få små bidder af information serveret, når det passer bossen, Dr. Stephan Winkelmann.

På amerikansk bilindustris traditionelle årlige udstillingsvindue for hjemmemarkedet og resten af verden, North American International Auto Show (NAIAS) i Detroit, lykkes det som altid Lamborghini at mase sig ind i rampelyset. Lamborghini Automobili har ikke engang en stand på udstillingen, men nøjes med et uformelt pressemøde uden for messeområdet.

Her fortalte Stephan Winkelmann og designchef Maurizio Reggiani i overskriftsform om Murciélagos efterfølger, der til de tilstedeværendes forbløffelse nu ikke længere betegnes som Aventador, men blot "Lamborghini 834".

Opbygning
Lamborghini 834 vil have de traditionelle kendetegn for mærkets topmodel: Firehjulstræk, saksedøre og prominente luftindtag. Den vil revolutionere superbilen og præge det kommende årti inden for sportsvogne, den vil være genkendelig og den vil være inspireret af militært design (som Reventon-udgaven af Murciélago fra 2009, der var inspireret af stealth-jagerfly).

Chassis
"Stivhed og lethed er ord, der er værd at bemærke," fortæller Winkelmann, og følger dermed op på Lamborghinis nye målsætning om at gå efter vægt/effekt-forholdet i stedet for bevidstløst at bygge biler med højere og højere ydelse. Hvordan han forklarer den nye models arbejdstitel "834", og om tallet eventuelt refererer til modellens ydelse i hestekræfter - melder historien intet om (sidste udgave af Murciélago havde 670 hk). En læser af Bil Magasinet påpeger, at den interne forhandlermanual til den nye Lamborghini allerede findes på nettet, og kan læses her (pdf-fil). I manualen er ydelsen angivet til 700 hk.

Winkelmann præsenterede eksperimentalbilen Sesto Elemento på et storslået show for hele VW-koncernen aftenen før åbningen af Paris Motor Show 2010. Den var med en tørvægt på bare 999 kg stjernen på udstillingen i Paris i oktober og nåede blandt andet forsiden af Bil Magasinet (specialisterne hos Singen Autosalon i det sydlige Tyskland har Sesto Elemento på lagerlisten, og er du interesseret, kan vi oplyse, at den står med et prisskilt på 1,9 mio. euro u/afgifter (14,2 mio. kr.)... de har dog endnu ikke bilen i butikken, og prisen må derfor anses for at være et bud -  se annoncen her).

Selve chassiset i Lamborghini 834 vejer 229 kg, og har en såkaldt strukturel stivhed på 35.000 Newtonmeter. Monocouqen - den centrale del af konstruktionen, hvorpå motor og transmission er monteret - er fremstillet i det ultralette og dyre kulfiber. Der er tale om en patenteret ny legering, der er udviklet i samarbejde med Boeing og University of Washington.

Motor
Motoren er en ny konstruktion med 12 cylindre og en slagvolumen på 6,5 liter. Den har 18 pct. højere ydelse end forgængeren, men 20 pct. lavere CO2-udslip; 398 g/km. Ydelsen er angivet til 700 hk ved 8.450 o/min, og selv om slagvolumen er identisk med forgængeren, skal et ændret forhold mellem boring og slaglængde give en mere elastisk og harmonisk motorgang i langsom trafik og bykørsel.

Transmission
Gearkassen er en 7-trins enkeltpladet kobling udviklet og patenteret som ISR (Independent Shifting Rod) og bygget hos underleverandøren Graziano. En enkeltpladet kobling er valgt frem for en dobbeltkobling, fordi den er 20 kg lettere. Independent Shifting Rod (uafhængig skifteaksel) fungerer med flere aksler, hvilket gør, at følgende gear kan være næsten helt forbundet til de trækkende hjul, når indeværende gear er på vej ud. Det skulle reducere skiftehastigheden til 50 millisekunder i hurtigste køreprogram, hvilket er 10 millisekunder hurtigere end gearskiftet i Ferrari 599 GTO og kun 10 millisekunder langsommere end i en Formel 1.

"Der skal være et fald i momentet og kraftudviklingen, så du kan føle, at du skifter gear, og dermed kan føle bilen," fortæller designer Reggiani. Der vil være fem skifteprogrammer: Auto, Auto Strada (komfort), Strada, Sport og Corsa. Skiftehastigheden bliver 150 ms i Sport, og 300 ms i Auto Strada.

Bremser
Her vil være 400 mm kulfiberskiver fortil og 380 mm bag, og elektronisk parkeringsbremse bliver standard.

Sikkerhed
Fronten vil have passiv fodgængersikkerhed, og her vil være fire airbags fortil og to i siderne.

Før jul var et lille team fra Lamborghini med Winkelmann og Reggiani i spidsen på en rundtur i Asien for at præsentere den nye model for nuværende ejere af mærkets biler og potentielle nye kunder. Det fik mere end 50 købere til at indbetale depositum alene i Singapore. Læs om den overvældende interesse her.

Som altid, når vi taler Lamborghini, skal oplysningernes tages med forbehold. Navnet,  motorens ydelse og vægten kan nå at ændre sig inden debuten (der måske sker i Genéve til marts), for intet er sikkert før vi ser den endelige bil. Fortsættelse følger.

Skriv en kommentar

Lamborghini LP700-4

Opbygning
2-dørs, 2-personers sportsvogn med langsliggende centermotor, firehjulstræk, 7-trins gearkasse, chassis og bremser i kulifber

Motor
V12, 6.498 cm3, 48V

Ydelse
700 hk ved 8.250 o/min
690 Nm ved 5.500 o/min

0-100 km/t
2,9 sek.

Topfart
350 km/t

Forbrug EU-miks
5,8 km/l

C02-udslip
398 g/km

Tankkapacitet
90 liter

Mål L/B/H
478/202/114 cm

Dæk for/bag
255/35R19 - 335/30R20

Bremser for/bag
400 x 38 mm kulifber, 6 calipre
380 x 38 mm kulfiber, 4 calipre

Vægt tør
1.575 kg

Forventet introduktion
Genève Salon International de l'automobile 1. marts 2011

Mest læste

11 skæve Porsche 911'ere
Gallerier 23. nov 2014

I mere end 50 år har Porsche udviklet sin 911 på alle tænkelige måder. Vi har været i arkiverne for at finde de sjoveste, mærkeligste og vildeste modeller.

Kommentarer

En gave, der holder!

Seneste

Et super tilbud


Abonnér på BIL MAGASINET nu! Se alle tilbud