Lamborghini: Her er Balbonis drenge

Den brede, flade perlemorsgule Lamborghini ligger foran og kredser hen over midterstriben kun holdt tilbage af en forankørende ­lastbil. Jeg kan høre dens åbne racerudstødning helt tydeligt. Et par Fiat Pandaer må smide det ene ­hjulsæt i grøften for at ­passere den gule kæmpe, som fylder 204 centimeter fra sidespejl til sidespejl. Eller lige præcis 20 cm mere end hvad en typisk italiensk vejbane måler.

I den afdæmpede kabine kan jeg høre skriget. Ud af ­forruden kan jeg se de gigantiske ­baghjul, der lige pludselig ruller noget hurtigere end dem foran. Lige der bliver asfalten knastør, sommerdækkene får bid, og den skyder af sted så hurtigt, at mit hoved ikke kan følge med.

Jeg klikker to gange på min venstre E-gears-pal, lægger mig på italiensk manér halvt ud, og så nagler jeg speederen fast til gulvtæppet. Den 5,2-liters V10-motor presser 550 Sant’ Agata tyrekalve ind i ryggen på mig.

Lyden er lys, men på ingen måde mild. Nærmere hård og inciterende. Den råber til verden, at her kommer noget helt specielt, og at de gerne må sende deres egen vogn i grøften, så jeg kan få noget plads.

Min tunge speederfod bliver, hvor den skal, nemlig helt nede i gulvtæppet. Omdrejningsnålen krydser det røde felt, mens bagvognen begynder at danse, og ESC-knappen ­blinker febrilsk for at advare mig imod at sende 3,7 millioner ­kroner ud i de snedækkede olivenmarker. Inden længe er jeg igen oppe ved ham, der kører foran mig. Den levende legende Valentino Balboni.

Tidligere på dagen er jeg ankommet til Lamborghinis fabrik i Sant’ Agata. Jeg er blevet lovet en testkørsel af den nye Gallardo LP550-2 og samtidig et lille vend i en klassisk Diablo.

Først skal jeg skrive under på en endeløs række af ansvars­pådragende papirer og kæmpe mig igennem de mange espressoer, jeg bliver budt på. Det er jeg villig til at gå igennem, da den nye baby-Lamborghini er ekstremt speciel. Og det er ikke de mærkelige striber, det hvide læder på midterkonsollen eller fælgene fra Superleggera-udgaven, jeg taler om. Nej, det virkeligt mærkværdige er, at den har baghjulstræk. Ikke siden tyskerne indhegnede fabriksområdet og tvang de gale ­italienere til at montere trækstænger til samtlige hjul, har fabrikken leveret den intensitet, som var engang. Men med Balboni er den intensitet tilbage.

Jeg når lige at få sat det sidste punktum på den formular, som slår fast, at det er ulovligt at medbringe børn i en lånt Lamborghini, og gør jeg det, så....

Vroummmmmm, brøler V12’eren gennem luften, mens hele glasfacaden dirrer. Alle i receptionen drejer hovedet. En Diablo kommer til syne, men den er ikke helt normal. Indsugningshullet i fronthjelmen, scoopet over motoren og O.Z-splitfælgene afslører, at det her er en Diablo GT. Med kun 83 producerede eksemplarer er det en af de mest sjældne Lamborghinier nogensinde og samtidig også den sidste baghjulstrukne gademodel fra fabrikken indtil i dag. Inden jeg når at samle kæben op fra asfalten, ankommer en hvid Gallardo LP550-2 Balboni, dugfrisk fra produktionslinjen.

Manden, der har trillet dem ud, går hen imod mig med begge sæt nøgler, og siger: ”Yours for the day”.

Selv om hans ruskindssko er gennemblødte af de fem centimeter sne, der er strøet ud over hele Posletten, og selv om Diabloen har 575 hk og er monteret med sommerdæk, mener han stadig, det er en god idé. Jeg tror ikke helt på det, før pressechefen kommer ud og fortæller, at nu da jeg er fra Danmark, er jeg jo vant til at køre i sne. Hmmm, jaja, i Danmark kører vi alle sammen i Lamborghini, og det sner året rundt.

Lige inden hun smutter igen, får hun lige indskudt: ”Oh yeah, and Valentino will be here in five minutes. Remember to give him lunch, or else he will get cranky”.

Du mener vel ikke? Jo, hun gør. Valentino Balboni, den legendariske testkører, der har brugt mere tid bag rattet af en Lamborghini end nogen anden her på kloden, skal ud at køre med mig. Eller rettere: Jeg skal ud at køre med ham, for i Sant’ Agata er han en slags gud. Og jeg melder mig med glæde til at være en af hans disciple.