Aston Martin oplyser, at mikrobilen Cygnet - en luksusbybil for to personer - går i produktion i 2011 på mærkets fabrik i Gaydon, Warwickshire.
Cygnet har to formål: Den skal være en kompakt bil nummer to til ejere af Aston Martin-biler, og den skal bringe mærkets gennemsnitlige CO2-udslip ned.
"Tiden er inde til at tænke nyt. Når vi bygger performancebiler, gør vi det ordentligt, og vi downsizer ikke vores sportsvogne. Cygnet er skabt for indfri andre formål, nemlig at opfylde efterspørgslen efter lav emission og kompakte biler. Vore kunder har brug for en lille bil til bybrug, og de vil downsize uden at gå på kompromis," siger Aston Martin CEO, Dr Ulrich Bez.
Cygnet er baseret på Toyota iQ og er tre meter lang. Den vil kunne specificeres efter en næsten uendelig udstyrsliste med farver, materialer og tekstiler, og i praksis forventer fabrikken, at hver eneste bil bliver unik.
Priser og forventet introduktionsdato følger i 2011.

Skrevet 15. okt 2010 af Steen Bachmann.
Foto: bilmagasinet.dk