Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Vw univers.
Den tyske tuner Thorsten Wimmer har peppet Golf R op. Virksomheden i Solingen i sydtyskland tuner den 2-liters turbomotor fra standardudgavens 270 hk til 478 hk, mens momentet er hævet fra 350 til 610 Nm.
Det giver en vis forbedring af præstationerne og et vægt/effekt-forhold på 3,04 kg pr. hk. Af hensyn til dæk og transmission har det været nødvendigt at foretage en elektronisk begrænsning af topfarten, og den har hr. Wimmer sat til 291 km/t.
For at hente de ekstra hestekræfter ændrer Wimmer på turboladerens luftindtag, brændstofdyserne, plejlstænger og cylindrenes coating (det yderste lag i forbrændingskammeret). Her er også større ladeluftkøler, en ekstra oliekøler, modificeret luftindsugning og knastaksel, en kraftigere oliepumpe og et håndbygget 84 mm udstødningssystem med sportskatalysator.
Wimmer anbefaler kittet sammen med et sænkningssæt med hårdere dæmpere, og monterer også gerne forstærkede bremser.
Prisen for Golf Red Devil er ikke oplyst, men Wimmer kan chippe en Golf R fra 270 til 312 hk for beskedne 1.199 euro (8.900 kr.), oplyses det på hjemmesiden.

Skrevet 27. sep 2010 af Steen Bachmann.
Foto: bilmagasinet.dk
