BMW M5

”Power”-knappen slået til (507 i stedet for 400 hk). Check!

”M”-knappen trykket ind. Check!

Antispin slået fra. Check!

Hurtigste gearskifteprogram slået til. Check!

EDC-støddæmpere på knaldhård. Check!

Første gear lagt ind. Check!

Ready for take off!

5,4,3,2,1…Yeeehaaa!

De 10 cylindre brøler, skriger og vræler, mens bagdækkene få greb, men giver op, og tegner to fede sorte striber på asfalten. Omdrejningstælleren rammer 8.250 o/min, headup-displayet blinker og jeg vipper med gearvælgeren en enkelt gang.

Slam!

Andet gear serveres med samme blidhed som en kæberyster fra Mike Tyson, og de 10 cylindre banker igennem, så bagdækkene atter kapitulerer. I en symfoni af dækhvin spurter vi gennem andet gear, til displayet blinker igen.

Slam!

Tredje gear. Bagdækkene slipper lidt, men får så fat, så mit hoved smækkes ind i nakkestøtten. Nu omsættes samtlige 507 hk til ansigtsforvrængende acceleration, og speedometernålen flyver forbi de 200 km/t efter blot 14,4 sekunder. Accelerationen er stadig lige så forrykt som op til de 100 km/t. V10-motorens demonstration fortsætter op gennem femte og sjette gear, og først da den får syvende, og headup-displayet viser 268 km/t, træder den elektroniske fartbegrænser blødt til. Havde vi haft et par kilometer længere landingsbane og ingen hastighedsbegrænser, ville M5 løbe speedometret ud, og det sidste tal hedder 330 km/t. Jo tak, BMW M5 er tilbage, og nu skal jeg lige have noget af min blodtryksnedsættende medicin og tørre sveden af hænderne.