Topkarakter i crashtest til ny Swift
Også fin sikkerhed i Citroën C4, Hyundai ix35 og Honda CR-Z
Der er ikke det store at komme efter i Euro NCAPs nyeste kollisionstest. Alle fire biler får de maksimale fem sikkerhedsstjerner. Det gælder minibilen Suzuki Swift og familiebilen Citroën C4 samt SUV’en Hyundai ix35 og hybridbilen Honda CR-Z. For Suzuki og Hyundai er det en fremgang fra fire stjerner fra den foregående model bedømt under nogle lidt andre regler.
”Den nye række crashtestresultater fra Euro NCAP viser en glædelig udvikling, hvor vi ser stadig flere biler opnå topkarakteren fem stjerner. Derfor skal resultatet ikke ses som et udtryk for, at kravene til nye biler er sejlet agterud, snarere at bilproducenterne nu har rettet ind efter de skrappe krav”, siger Søren W. Rasmussen, FDMs sikkerhedsrepræsentant i Euro NCAP-samarbejdet.
Resultaterne er dog ikke bedre, end at der stadig plads til forbedringer. Alle fire biler klarer frontalkollisionen i fin stil, mens resultatet ikke er imponerende i den barske pæletest. Beskyttelsen i brystområdet er kun middelmådig i Swift og ix35, mens den i C4 er direkte svag. C4 er også ene om at have en middelmådig piskesmældsbeskyttelse.
"Den særligt hårde pælestest afslører visse svagheder i sidebeskyttelsen, ligesom hovedstøtterne stadig konstrueres for lemfældigt som i f.eks. Citroën C4. Alle de fire testede biler har opnået en karakter, der udløser det særlige fradrag i registreringsafgiften på mellem 2.100 og 3.600 kr. afhængig af bilens pris”, siger Søren W. Rasmussen.
Barnesikkerheden er høj i alle fire biler, men når det gælder venlighed over for fodgængere er Citroën C4 temmelig dårlig med under halvdelen af de mulige point - dårligere end Hyundais høje SUV.
Hyundai ix35 er til gengæld ene om at have fejl i sikkerhedsudstyret under testen. I pæletesten foldede gardinairbaggen sig ikke ordentligt ud, da den blev fanget i beklædningen, og det trækker ned i både sidepåkørsel og pæletest.