Århus-Mongoliet i rød Skoda III

Sent ud på eftermiddagen d. 2. august krydsede vi og vores røde bil stolte og køreglade grænsen ind til Mongoliet. Et lille afsidesliggende hus, en ensom grænsevagt og en tung jernport udgjorde på russisk side den grænse vi så længe havde set frem til at overskride.

Endnu paa asfalt, i 2000 meters hoejde og strid vaad vind kiggede vi mellem portens tremmer ind en jordvej og fritgaaende koeer. Graensevagten kontrollerede foerst vores pas og studerede dernaest lettere grinende vores bil. Selv den lille smule jordvej, der var synlig fra hans graensepost tog sig uoverkommeligt smattet og hullet ud for en forhjulstrukken lavtliggende lille bil som vores. Med disse tanker aabnede han porten for os og vi trillede ud ind i Mongoliet, medens koerne kiggede paa.

Efter kun få hundrede velkørte meter nåede vi til den Mongolske grænsestation. Vi gjorde holdt ved det første stopskilt og Robin stod ud og fremviste vores pas til to 10-årige drenge. Storsmilende, og hvis ikke grundigt så ihvertfald interesseret, kiggede de passene igennem og viste os dernæst hen til de mere voksne grænsevagter.

Strafafgift for gamle biler i Mongoliet
For enten at forhindre eller at tjene penge på, at selverklærede eventyrere kører til Mongoliet og efterlader deres nedkørte bilvrag der, indførte den mongolske stat for få år siden meget høje afgifter på import af udenlandske brugte biler. Særligt biler med mere end 10 år på bagen rammes hårdt, så da vi for de mere voksne grænsevagter nævnte vores plan om at efterlade vores 11 år gamle bil i Ulaanbaatar, bad de os straks om 3000 dollars i rede kontanter.

Vi kiggede i alle vore lommer og tasker men fandt som forventet intet, der så meget som nærmede sig dette beløb.

Og eftersom at klokken på det tidspunkt hastigt nærmede sig grænsevagternes fyraften, enedes vi om at udsætte det regelrette tovtrækkeri til den følgende dag. Da gjorde en grænsevagt os økonomisk klogt opmærksomme på nattens kommende kulde, hvorfor det var vores held, at han for en lille pris kunne arrangere et varmt sted til os at overnatte.

Overnattede i mongolsk jurde
Vi takkede ja, efterlod ZZ i en lukket garage, og traskede så ind i den lille by, der husede grænsevagternes familier og dyr. Først gjorde vi holdt hos grænsevagten selv. Med sin kone og to små sønner boede han mongolsk fint mellem skæve vægge, på trægulve af laminat, og ikke længe efter at de havde serveret the og kage for os, var grænsestationens tungt tågede regler helt forsvundet til fordel for hjemlig hygge og ærlig gæstfrihed.

Fra køkkenet kunne vi se ind til husets eneste andet rum, og antallet af senge pegede i retning af en nat på gulvet, men med de få engelske ord grænsvagtens kære kone kunne, gjorde hun os det klart, at det var familiens bedstemor, der havde de ekstra senge, som vi skulle sove i.

Dermed drak vi ud og blev fulgt til denne bedstemors jurde, en slags cirkustelt i lille størrelse, bestående af et skellet af træstænger og hegn beklædt med lærred, isoleret med uld. 40 procent, af ialt cirka 2,5 milioner mongoler, lever som nomader i jurder, og holder altså i deres dagligdag denne mere end tusind år gamle boformstradition i live på godt og ondt.

Sidste vinter bukkede 40 milioner stykker kvæg under for den koldeste kulde i mands minde. Her er ingen opvarmede haller at gemme sig for kulden i. Rundt omkring i landet flyder det stadig med døde dyr og deres knogler. Et frygteligt uheld for den forgangne vinters nu døde dyr og deres sultende ejere. Et herligt held for de overlevende dyr, der i det uindhegnede udendørs sommerhalvår græsser sig fede i flok, drevet ud og hjem af mætte mongoler til hest.

Alkoholholdig sur hestemælk
Omringet af børn og søde grænsevagter uden uniform serverede bedstemoderen først sur ost og the med smeltet smør. Derefter kogt dej og får og så drattede vi også trætte og især mætte om i bløde senge. Og her bør det apropos mad (og som en usmagelig advarsel) nævnes, at den mongolske drive-in-kultur udgøres af småbørns ivrige salg af alkoholdigt mavesur hestemælk. Som forsvar, og for at give de kære unger en fornemmelse af et ligende kulinarisk fremmehad, kan den procedure anbefales: at lugte til drikken, ryste smilende på hovedet og så stikke dem et stykke 100 procent rent dansk lakrids. Sådan en hentydning forstår de skam fint.

Besøg ikke Mongoliet for at opleve det traditionelle mongolske køkken.

Besøg Mongoliet for at opleve de mongolske landskaber og dette ad jordveje i et tempo, der tillader dig at give landskaberne den opmærksomhed de så afgjort er værd.

Firehjulstræk burde være lovpligtigt
De europæiske miljøaktivisters forkælede trend med at skære dækkene op på store firhjulstrækkere findes så vidt vi ved ikke i Mongoliet. Tværtimod går der måske rygter om, at de mongolske miljøaktivister skærer dækkende op på biler uden firehjulstræk. For især disse biler kalder på en asfaltering af de mongolske jordveje som især firhjulstrækkere kører fint ad.

For disse måske fiktive mongolske miljøaktivister ville det forsøgt formidlede budskab da være det, at forbifarten på asfalt ville blive så høj, at den mongolske natur glemtes i den. Men findes disse folk, så taler vores bil imod deres hærværk og frygt for asfaltering. Mongoliet kan næsten sagtens gennemkøres uden firhjulstræk, og bliver det dagligt af de mongoler der ikke har råd til firhjulkstræk og har for travlt til at ride til hest. Men det er en kunst, der stiller store krav til kører og passagerers tålmodighed og hel. For medens de Kazakhstanske huller er slemme for dækkene er de mongolske jordvejes ujævnheder frygteligt farlige for en lavtliggende bils undervogn.

7 tidszoner hjemover
Nu er vi i Dubai lufthavn, netop ankommet via Mongoliets hovedstad Ulaanbaatar og dernæst Beijing. Om få timer flyver vi videre mod Danmark via London. 7 tidszoner fra Danmark er det vi frygter mest ved vores hjemrejse ikke et uundåeligt jet lag, men derimod det man med en forsøgt fagterm kunne kalde "distance lag". Med fly nås Danmark her fra på godt og vel 10 timer, en afstand som det har taget os to måneder at tilbagelægge i bil. Sådan transporterer transportteknologier os forskelligt. Men med fly glemmer man let, at der findes en også vigtigt verden mellem de steder man rejser. Med bil fortjener man i forhold til fly på en helt særlig måde den tilbagelagte afstand og de steder, der forbinder den. Men sådan kan vel også cyklisten lidt langhåret kritisere bilisten, og den gående cyklisten. Så nok om det.

Skodaen fandt et nyt hjem
Vi ankom til Ulaanbaatar for ikke så mange dage side og kørte, som tak for turen, straks ZZ til en vaskehal, hvis rutinerede hænder og højtryksspulere vaskede ZZ så rød og flot, at vi hurtigt omringedes af købeglade mongolske mænd. Vi orkede ingen overbudsrunder og gav derfor hånd på en handel med den første der ville: en forsigtig men interesseret mongolsk familiefar. Igår aftes var vi på besøg hos ham og hans familie, og vi spiste og overnattede der for at afslutte handelen med manér og nye venner.

Det synes måske fjollet, men en vis sørgmodighed er krøbet ind på os over at skulle af med den bil, uden hvilken rejsen næppe var gået så smertefrit fint. Den overståede tur findes nu i os som minder, som vi nok skal få alverdens nostalgi og glæde ud af at finde frem, når studier og hverdage igen lukker sig om os. Det er et gennemgående minde, at de fleste folk derude er venlige. At de fleste veje derude er hullede. At de fleste steder derude er smukke.

Vi anbefaler rejsen til alle, der tror på det.

Mvh.

Robin Skytte Jensen & Tue Kofoed-Enevoldsen