En Focus RS er aldrig diskret. Det var den ikke, første gang jeg fik nøglerne til et grønt eksemplar og endte med at blive jagtet gennem Nørrebro af suspekte typer, og det er den nye RS500 heller ikke.

Jeg står på en ellers uskyldig tankstation på Fyn og bliver nedstirret af 45 HA-rockere samt 10 AK81’ere på hver side af bilen, alle på vej til Jønkes fødselsdag. Ikke den ­bedste dag at teste den mest grusomme Focus nogensinde, for den her bil taler virkelig til folk, som elsker store spoilere, matte lakeringer og masser af lir.

Frontkofangeren er nærmest overdimensioneret til bilen, hækvingen ligner noget, der er hevet ned fra hylden i T. Hansen, og sideskørterne får den til at se ud, som om den er strandet på bugen.

Nu begynder rygmærkerne at bevæge sig med hastige skridt og et savlende zombieudtryk i ansigterne hen mod bilen. Jeg glemmer det røde tanksymbol og krudter i stedet op under turboen. Ladetryksnålen rejser sig, forhjulene finder overraskende greb i den tørre asfalt, og med et knald fra udstødningen serverer jeg næste udveksling gennem den lille gearstang.

Se den første trailer for RS500, hvor den får tæsk på en belgisk landevej midt om natten

Let begrænset effekt i 1. og 2. gear
Accelerationen i første og andet gear føles ikke meget anderledes end i den normale, selv om der i RS500 er skåret 0,3 ­sekunder af 0-100-tiden. For at kræfterne ikke skal tage magten fra dig, er effekten begrænset i de to første gear, men i tredje er der greb nok til, at turboen får frie tøjler, og her kan du begynde at mærke forskellen på en normal RS og en RS500. Accelerationen og ikke mindst bundtrækket er hårdere.

Det mest imponerende er næsten, ­hvordan du kan smide den i sjette ved 110 km/t, lægge tyngde i højrefoden og derefter se speedometeret trække sig selv op i et tempo, hvor en normal GTI-bil ville kræve en voldsom nedgearing. Og det kan en RS500, fordi der er skruet på knapperne i maskinrummet.

Grundkonstruktionen af den 5-cylindrede Volvo-motor er den samme, men der er blevet fiflet lidt med detaljerne: Intercooleren er større, luftfilterkassen er vokset, benzinpumpen er opgraderet, forrøret på udstødningen er tykkere, og sidst men ikke mindst er motorstyringen blevet omprogrammeret. Alt det betyder, at motoren nu yder 15 pct. mere, ­hvilket får effekten til at lande på 350 hk.

Udenpå ser den markant anderledes ud, hvilket den egentlig ikke er, for det meste skyldes den matsorte farve. På båndet bliver de alle givet en Panther Black metallicfarve, og når bilerne er samlet færdig, ryger de direkte til 3M’s fabrik i Frankfurt. Yep, det er dem, der laver post-it’s. Her starter den møjsommelige proces med at pålægge en tynd, mat plastfolie. Udover dét har Ford brugt penge på ét af de steder, hvor den normale virkelig ser tarvelig ud, nemlig bremsecaliprene.

Normalt står de uden nogen form for lakering, og efter bare få tusinde kilometer ser de grimme, kedelige og ikke særligt sportsvognsagtige ud. Men på RS500 har de fået en fræk, Ferrari-rød lakering sammen med et par smagfulde emblemer. Og apropos emblemer: Eftersom der kun bliver lavet 500 styk, får de alle sammen en lille platte på midterkonsollen, der viser, hvilket nummer i ­rækken den er.