Kører (måske) til Mongoliet i rød Skoda. Kapitel II

Mindre teknisk problem midt i natten i Kazakhstan

I slutningen af juli måned, i det østlige Kazakhstan, kørte vi få minutter efter solnedgang i et hul, der brutalt punkterede højre sides for- og bagdæk. Med et reservehjul i bagagerummet og 2 støvede dæk fastspændt på taget var vi velforberedte på punkteringer, om end helst én ad gangen.

I nu buldrende mørke monterede vi reservehjulet, og med dækskum og tokomponentlim ud over det hele forsøgte vi os dernæst optimistisk, men uden held, med en midlertidig lapning. Vi besluttede os derfor for at efterlade bilen for at genoptage blafferi og reparation næste morgen. Men mens vi var godt i færd med at tømme bilen for bilbatteri og andre biltyvsinteressante værdier holdt en lille grøn bil med lukket lad og to mandlige passagerer ind til siden.

Vi tegnede og fortalte og fik aftalt, at de for en "good price" skulle køre til den nærmeste landsbys mekaniker og få sat vores friske dæk på vores nu lidt hulramt skæve fælge, hvorefter de læssede hele molevitten oven på en bjerg af friskslagtet lam og kørte afsted.

2 timer senere vendte de tilbage med et dækjern og tegnsprog der fortalte, at den lokale mekaniker ligesom alle andre (os medregnet) foretrak at bruge sin nat på søvn, ikke arbejde. Endnu 2 timer senere (kl. 4 om natten) var vores nye dæk påmonteret. Det kostede os 5000 tenge (ca. 200dkk), en flaske vin, og slog igen fast for os, at hjælpsomhed her i landet først og fremmest findes mellem mennesker, ikke mellem mennesker og et velfærdssystems professionelle insitutioner. Dette på godt og ondt. Falck findes, så vidt vi er orienterede, ikke i Kazakhstan.

Opskrift på effektivt dækskifte med dækjern og en sjat benzin:

1. Lad det først blive helt mørkt.

2. Tag to svedige kazakhstanske slagtere. Bandende og med klar autoritet bestemmer den ene alt, mens den anden mumler og henter værktøj.

3. Først skal den mumlende hente en sløv kniv og med denne skæres det gamle dæk op, hvorefter det med møje og besvær fjernes fra fælgen.

4. Dernæst hentes benzin og dette hældes på det nymonterede dæk mellem dæk og fælg. Forsøg her eventuelt, af hensyn til spændingen, at være omgivet af et uendeligt stort areal knastør græsslette.

5. Benzin antændes og et måske uelegant men ihvertfald velplaceret spark plantes med højre fod på dæk og fælg. Hermed løber benzinen ned i dækket, hvor det antændes og eksploderer dækket endeligt på plads.

8.500 km tilbagelagt i fin stil
ZZ 34 056 har nu kørt 104.500km. Mellem Danmark og ZZ ligger nu 8.500 kørte kilometer. Det svarer til at vores venstre for- og bagdæk hver især siden vores afrejse har roteret godt og vel 4.823.600 omgange. Det er et stort tal, eller nærmere bestemt: meget bevægelse. Selv har vi blot siddet og set på, og sjældent har vi siddet så meget ned. Vi hører lydbøger og musik og spiser nødder og drikker vand og kaffe. Om morgenen spiser vi chokolade for allerede tidligt formiddag har solen omsmeltet det til noget uhåndterligt. Og man skal jo have sin chokolade.

Kazkhstan er verdens 9. største land og bebos af ca. 15 mio. ofte smilende og interesseret hjælsomme Kazakhstanere fordelt på flere befolkningsgrupper, religioner og sprog. På trods landets størrelse, er det så sikkert som de kasakhstanske huller i vejen, at der i Danmark findes flere kilometer asfalteret vej end her. Selv landets største byer er over lange stræk forbundet af jord- eller grusveje.

Sindssyge overhalinger
Allerede Ukraine vænnede os til kørsel på hullede veje og Kazakhstan bekæftede vores tanker om, at de ikke skal køres på i mørke. Men først i Kazkahstan har vi vænnet os til den trafikkultur, der synes at være reglen snarere end undtagelsen, når Europa forlades i bil. Vi har nu overværet utallige hasarderede men vellykkede overhalinger, der i Danmark kunne komme på forsiden af et hvilket som helst velanset formiddagsblad:

"Skrottet Lada overhaler lastvognstog i fuldt optrukket sving. Modkørende indlagt med PTS".

Men efterhånden går det op for en, at disse overhalingers vanvid, set fra en dansk chaufførs øjne, er vanvittige, fordi de er uventede. Når først man flere gange har bremset op for en modkørende, så er sådanne overhalinger pludseligt tilladte og ofte helt ufarlige. Med tiden foretager man endda selv sådanne overhalinger og lykkes med dem.

Internet? Det har vi ikke her
På vej mod grænsen inviterede en tankpasser os på the og lagkage i tankstationens baglokale. Dernæst kørte vi, med grønt flødeskum på tøjet, ud af Kazakhstan og ind i Rusland. Mens dette skrives befinder vi os i en by, der måske hedder Baifana. Denne uvished skyldes bogstavforvirring, ikke geografisk forvirring. Her bor ca. 700.000 russere og i byens udkant troner endnu et atomkraftværk, som våben mod egnens kolde vintre.

Byens unge ser amerikansk, men russisk dubbet, MTV. I Baifana hverken taler eller forstår man engelsk. Selv når man (ubarberet og ildelugtende) spørger efter "internet", rystes der uforstående på hovedet, og således arbejder de ansatte på byens eneste kaffebar måske på en kaffebar hvis navn "Viva la Coffee", de slet ikke forstår. Men deres betjening er smilende og kaffen er fin. På bordet ligger et kort over Mongoliet.

Læs Robin og Tues første rapport fra turen.

Fortsættelse følger..