Kører til Mongoliet i rød Skoda. Måske

Volgograd. Vi har købt en rød Skoda og hvis alt går som håbet, kører den os til Mongoliet. Den 1. juli kørte den os uden problemer i 30 graders varme til Berlin, og det var en problemfri begyndelse, der lugtede af eventyr langt væk hjemmefra. Vi købte bilen midt i april for 14.000 kr., og det syntes i første omgang ikke dyrt for en rød bil med originale alufælge og kun 95.000 km på tælleren. Siden da brugte vi yderligere cirka 14000 kr. på nødvendige reparationer og udstyr.

Fra Berlin kørte vi til Leipzig, hvor vi brugte en uges tid på at vente på vores pas. Disse syntes længe at være forsvundet et sted mellem Leipzig og Azerbaijans ambassade i London. Så uvis var pas-situationen, at vi prøvede at vænne os til tanken om helt at måtte droppe turen. Og det er en svær kamel at skulle sluge, efter mere end et halvt års intensive og dyre rejseforberedelser.

Men så en dag, ud af det blå, dukkede vores pas op. Sendt som aftalt fra Azerbaijans ambassade i London, men uden visum til Azerbaijan. Vi lagde derfor vores rute en smule om og vendte således straks næsen stik øst: mod først Polen og Ukraine.

Glimrende polske veje
Polakkernes massive indtog på blandt andet det danske arbejdsmarked kan forklares ad mange omveje. Men helt sikkert er det, at det polske vejnet holder med polakkernes vestligt orienterede udlængsel: Det polske vejnet er fremragende og ofte fuldt på højde med det tyske og danske. Man kan uden problemer kører fra Århus til Krakow i en hvilken som helst lavtliggende sportsvogn uden at bekymre sig over undervogns-ødelæggende huller i vejen. Så gør da endelig det.

Fartbøde i Ukraine
Det ukrainske vejnet derimod er en anden sag. Selv hvis man ikke skulle passere en langsommelig grænseovergang, ville man efter kun få kørte kilometer i Ukraine vide, at man var kommet til et helt andet land. Her er vejene flere og længere, men midlerne til vedligeholdelse er færre. De ukrainske veje er farligt hullede, og kørsel på dem kræver så dyb koncentration om vejen, at der levnes meget lidt opmærksomhed til trafikskilte. Derfor kørte vi på en ukrainsk motorvej pludseligt 55 km/t for hurtigt.

Nærmere bestemt kørte vi 105 km/t i en 50km zone oprettet af hensyn til konsekvent fraværende vejarbejdere. Vi bandede og svovlede over den næsten fartbøde-fremmende mangel på skiltning og vi frygtede for den bødeformular, som den unge politimand gav sig til at udfylde. Vi fiskede først 20 og dernæst 40 dollars op af lommen, men han rystede på hovedet og afkræftede således vores fordomme om ham og hans kollegers korruption. Alt syntes derfor ærgeligt, indtil det gik op for os, at bøden blev udstedt og sendt til "Mr. Århus". Sådan kan en sprogbarriere være både forvirrende, men også fordelagtige.

Kører ind i Kazakhstan
Siden da blev vi stoppet et utal af gange, dog ikke for at have kørt for hurtigt. Vi viser dem vores papirer og vrøvler lidt til hinanden på hvert vores sprog. Det er indtil videre gået fint og disse ofte lidt emsige herrer arbejder vel sagtens på akkord. Ihvertfald synes det ukrainske trafikpoliti i Ukraine at være årsag til mindst lige så mange trafikstop som landets lyskryds.

Mens vi skriver dette, befinder vi os i Volgograd, Rusland. Udenfor skinner solen, og temperaturen når om et par timer cirka 38 grader celcius. Vi har lejet os ind på et storsvedende hotelværelse. Airconditionsystemet larmer, men køler ikke. Køleskabet køler indadtil men varmer som en pejs udadtil. Vi gør hvad vi kan for at vænne os til og ikke brokke os for meget over varmen. Om lidt kører vi videre østpå og senere idag krydser vi grænsen til Kazakhstan.

Fortsættelse følger...

Tekst & foto Robin Skytte Jensen & Tue Kofoed-Enevoldsen