Nissan Juke 1,6 DIG-T

Skrevet 14. aug 2010 af Mikkel Thomsager. Foto: Bilmagasinet.dk

Nissan Juke er sjov at køre, men designet - eller måske hele bilens idé - bærer på mange kompromisser

Se mere om: nissan, juke
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Nissan univers. Nissan


Forestil dig en sommerfest i Nissans design-afdeling. De holder festen i det flotte, hvide designstudie, der til lejligheden er dækket op til fest og ballade med kulørte lamper, balloner og sjove papirshatte. Der er fri bar, og der bliver gået til den. Midt på aftenen råber den halvsnalrede designchef: ”Nu er der stemning, lad os tegne en rigtigt sjov bil”. Alle designerne råber ”Jaahhh” i munden på hinanden, de rydder tegnebordene for ­flasker og kaster sig over opgaven.

Resultatet bliver helt vildt, synes de alle sammen. Det var jo bare en fest, men på mirakuløs vis fik de sat bilen i produktion. Nogle troede, det var en joke, så det kaldte de bilen - bare med ”u”. Og her den så: Nissan Juke, som introduceres i Danmark til oktober.

Den kom givet vis ikke til verden som beskrevet herover, men sådan ser den ud. Når du ser det færdige resultatet, ved du ikke, om du skal grine eller græde. Ikke at du behøver at grine i foragt eller ærgrelse, for der noget fantastisk over, at designernes sommerfestdesign slap igennem.

Grin af glæde - eller grin fordi resultatet vitterligt er sjovt at se på. Men græd over det indlysende spørgsmål: Hvem er det, der har brug for denne bil? For svaret er: Få.

Krydsning mellem SUV og lille hatchback
Ifølge Nissan er Juke den tredje og hidtil ­mindste krydsningsmodel i Nissan-­programmet. Den første var den store og i Danmark næsten usynlig Murano, og den anden var Qashqai. I tilfældet Juke er bilen en krydsning mellem en SUV og en lille, sporty hatchback.

Den er højbenet med store hjul (17” er standard) og store skærmudbygninger som en SUV, men den har størrelse og brugbarhed som en minibil, og den kører forbavsende friskt. Nissan opregner selv eneste konkurrent til at være den endnu ikke præsenterede Mini Countryman, men det er rimeligt at tage Toyota Urban Cruiser og Kia Soul med i det felt.

Teknisk set er Juke bygget på det, Nissan kalder sin V-platform. Det vil sige samme teknik som den udgående Nissan Micra og den nuværende Renault Clio.

Det kunne lyde som et middelmådigt udgangspunkt, men den første test af Juke i og omkring Frankfurt afslørede en overraskende køreglad bil. Styretøjet er ikke en fryd i sig selv. Det har den ventede tendens til understyring, men hjulophænget har godt styr på de store hjul. En del af den dynamiske gevinst skyldes ganske enkelt, at affjedringen er stram. Det betyder, at bilen gør, hvad du beder den om, og retningsstabiliteten er fornem. Til gengæld føles den hård i affjedringen. Desuden er der en del hjulstøj, især når affjedringen er på overarbejde.

En del af de funky-detaljer går igen i kabinen. Eksempelvis er den store elipseformede kasse omkring gearstangen designet med udgangspunkt i tanken på en motorcykel. Førerpositionen er høj, både fordi bilen er høj, og fordi førersædet er monteret højt.

Jeg savnede lændestøtte i de bløde sæder, og rattet kan kun justeres op og ned, hvilket gør førerstillingen til et kompromis i mit tilfælde.

Der er god plads og fin aflæggeplads omkring førerpladsen, men bagsæderne har mindre plads end en VW Polo, og bagagerummet er på beskedne 251 liter.

I Danmark fra 244.490 kr.
Motormæssigt starter programmet med den kendte 1,6-liters motor på 117 hk og den lige så kendte 1,5-liters diesel-motor på 110 hk. Ny er en 1,6-liters turbomotor med direkte indsprøjtning på 190 hk. Første oplevelse af den er en jævn, ikke voldsom effektudvikling efter en overraskende turbotøven, der holder igen på løjerne til 2.500 o/min.

Ved præsentationen var ikke lejlighed til at prøve den mindste version, som introduceres i Danmark til 244.990 kr. Dieselmodellen starter ved 271.990 kr., og versionen med den nye turbomotor starter ved 299.990 kr. Kun denne fås med firehjulstræk, med hvilket der følger kontinuerligt variabelt automatgear fra 379.990 kr.

I andre lande og ikke mindst i USA er der angiveligt et voksende marked for biler som Nissan Juke. Selv er jeg mere i tvivl. Det er fest, at designerne har fået lov til at slå sig løs, og Juke kører godt. Men den ville køre bedre, hvis den ikke var så høj, og designet koster flere andre steder, hvor man bare ærger sig over løsningen. Teknisk set føles den moderne og - indrømmet - det er faktisk lidt af en fest at køre den.

6 nr. af Bil Magasinet + elektronisk p-skive 248,00 kr. SPAR: 579,70 kr. BESTIL

Nissan Juke 1,6 DIG-T

Motor
R4, 1.598 cm³, 16V, turbo

Ydelse
190 hk ved 0.000 o/min
240 Nm ved 1.500 o/min

0-100 km/t
8,0 sek.

Topfart
215 km/t

Forbrug EU-miks
13,2 km/l

Årlige afgifter
3.500 kr.

Mål L/B/H
414/177/157 cm

Vægt/last
1.286/415 kg

Bagagerum
251-830 liter

Dæk
215/55R17V

Pris
299.990

Kommentarer

  • Jesper M\u00f8ller Jeg har netop erhveret mig en Nissan Juke 1.6 Acenta Pure Drive, og har bidt af den siden jeg så de første reklamer med den.. Den ligger rigtig godt på vejen, og det at den er en lidt høj bil, gør den meget behagelig at sætte sig ind i, og ikke ned i som med mange andre typiske personbiler.. Den er meget praktisk til en som mig da jeg bor et stykke ude på landet, og køre meget på grusveje og ujævnt terræn. Så alt i alt kan jeg kun stærkt anbefale bilen til dem der bor ude på landet, eller bare folk der ønsker en praktisk mindre bil, med go motorkraft..
  • Ricky Lyngsø Total fed bil - lækker design. Jeg må være målgruppen for denne bil og det bedste er da hvis den ikke henvender sig til så mange, så er de ikke over det hele, som mange andre biler. Har været ude at se den i dag, så mon ikke man er ejer om en lille mdr.
  • Jeppe Olsen Jeg var ude at prøvekøre topmodellen med manuel gearkasse i går, og jeg var positivt overrasket. Der er så godt som ingen kabinestøj, og udsynet bagud er bedre end forventet. Men den har så mange kræfter i Sport Mode, at hjulspin fra igangsætning mere er reglen end undtagelsen. Det bliver lidt irriterende i længden. Til gengæld kan den lave hurtige, sikre overhalinger i overlegen Saab-stil. Og så er den altså meget flot - på sin helt egen facon.
  • Claus Christensen man ser ikke mange af de trendsættere, som bilfirmaerne gerne vil have fingre i, køre i Kia Soul, Urban Cruiser eller Juke (når den kommer) osv. Derimod er køberen en lidt sat person, som nu endelig tager sig sammen til at bryde ud af hverdagens tristesse. Ikke at der er noget i vejen med det, overhovedet. Men det er ikke hvad Nissan, Toyota og Kia håbede på...De "smarte, unge mennesker" vil hellere have en Audi A1. For dem tæller prestige og ikke funky design. Og det er egentlig en skam.
  • Frank Kristiansen det kan godt være at juke er kommet til efter en fest, men den nye micra, ja det må godt nok have været en rigtig kedelig fest
  • Andre Tja personligt synes jeg ikke just den ser særlig køn ud men jeg er rørende enig i at der i stor grad trænger til fornyelse på marked. Mange bilfabrikanter laver den ene kedelige efterligning efter den anden så ja det er da forfriskende selvom denne så måske endte på den lidt uskønne side. Så kan jeg jo ikke undgå at kommentere ovenstående.. Civic for pensionister ??? Ja okay så er jeg en af de pensionister på 40 som giver dig baghjul.. Civien har netop et meget enovativt design så hvis det tiltaler pensionister kan man kun sige at der er flot, så siger det noget om hvor konservative de unge må være hvis de kun kan køre i Golf som ikke har udviklet deres design (ud over via Thansen blingbling) de sidste 20 år. Sidst jeg prøvede en cashkaj var jeg i tvivl om hvorvidt speederen virkede men det var nok den mindste model så jeg kan da kun anbefale den til pensionister med hang til billig plastik.
  • Søren J ...årets grimmeste bil! Hold nu kæft den er hæslig
  • Daniel B. Helt ærligt Lars, dine udtalelser står vist for egen regning. Jeg ser utallige unge børnefamilier, der kører både Kia Cee'd, Nissan Qashqai og Hyundai i30. Hvilket land bor du i - det kan næppe være Danmark?! De tre biler er temmelig populære i netop Danmark, og særligt Qashqai er da mega moderne, velkørende og meget høj kvalitet. Urban Cruiser er dog, som du selv nævner, måske ikke de unges valg. Men jeg tror ikke at jeg har set nogen over 50 år køre i den. Tværtimod, hvis vi snakker rumskibet Honda Civic, så ser jeg næsten udelukkende ældre mennesker køre den - hvilket i øvrigt var en af årsagerne til at jeg fravalgte den for tre år siden, da jeg var 24...
  • Morten Jeg er for så vidt ikke uenige med nogen af jer, jeg synes bare det er dejligt, at Nissan er så forfriskende. Det er dejligt at se, at man også kan være "ufornuftig". Der skal nok være et marked for Juke også (det håber jeg da).
  • Lasse Thomsen Er nød til lige at kommentere Lars indlæg. Kunne ikke være mere uenig. Nissan gennegår en stor forvandling i disse år, hvilket tydeligt ses på salgstallene, det går virkelig fremad, og der er enda ventetid på de mest efterspurgte modeller. Det er da fantastisk at Nissan igen tør vise vejen som de gjorde med Qashqai, hvis ikke man kan se linket trænger man da godt nok til briller ;-) Nissan tør det og gør det. Pensionist bil No way. Den bliver et hit for folk med en selvstændig mening og tankegang, vi kan jo ikke alle være får og gøre som naboen, der er også brug for hyrder :-)
  • Lars - Det bliver kort og godt et spørgsmål om hvorvidt forhandlerne kan overbevise de gamle herrer om at det er afløseren til deres gamle Corolla, eller Almera, de står og er ved at købe!
  • Lars Kunderne er nøjagtigt de samme som ville købe en Toyota Urban Cruiser eller en Kia Soul. Problemet er at det slet ikke er dem som de er henvendt til, der køber dem. For både Toyota, Kia og Nissan, gælder det at de er mærker som ingen unge gider at have noget med at gøre(Måske bortset fra en Skyline, eller Supra...), og det prøver bilfirmaerne at ændre, men det kan de ikke bare gøre sådan! Hver eneste Urban Cruiser jeg har set, har været med laveste udstyrsniveau, dvs. med bittesmå stålfælge, i grå, og med en 60-70-årig herre bag rattet... Ikke lige det Toyota havde øsnket sig, i pressematerialet med alufælge og lilla lakering! Nøjagtigt det samme gælder Kia Soul'en, og det samme kommer også til at gælde Juke'en..!

Skriv kommentar

Glemt password?
Facebook Login

Seneste

Mest læste


Abonnér på BILMAGASINET.DK Se alle tilbud