Jeg elsker succeshistorier, og jeg har kæmpestor respekt for, at Hyundai ikke bare accepterer sin rolle som lavpristilbud. Derfor var jeg også rigtig godt gammeldags spændt, da jeg et par dage før påske samlede den nye ix35 op for at drage på langtur til de norske fjelde. Vi ved allesammen godt, hvad især den vellykkede i30 har gjort for Hyundai, og ix’eren skulle være bygget på samme komponenter.

Desværre må jeg efter en uge og cirka 1.300 km i bilen konstatere, at Hyundai kun ­kommer halvvejs i mål. I hvert fald, når det gælder denne topmodel til næsten en halv million kr.

Men før jeg forklarer hvorfor, så lad os lige få slået fast, hvilken type bil en ix35 er. Mens amerikanerne kalder den for en hatchback, holder Hyundai i Danmark fornuftigt nok fast i, at ix35 er en SUV. Og den er jeg med på. For selv om bilen er meget mere personbilagtig end sin forgænger Tucson, har den stadig de karakteristika, der tegner en Sport Utility Vehicle. På ondt og godt. På den gode side tæller, at den har en relativt høj frihøjde og (i hvert fald fortil) et kort, opadskrånende udhæng. Ix35 fås desuden som testbilen med firehjulstræk, og der er endda en hill descent control-funktion, der sikrer forsvarlig nedkørsel på stejle bakker. Og trods sit dynamiske, europæiske design er Hyundaien mere rummelig end konkurrenter som VW Tiguan og Ford Kuga. Altså er det en bil, der kan bruges til noget.

På den knap så gode side har ix35 arvet en gammeldags SUV’s affjedring. På jævn asfalt ­vugger den udramatisk ud over stepperne, men huller, kanter og bump hamrer gennem hjulophængene som i en ældre Land Cruiser. Det er en skuffelse, når jeg ved, hvor fint afstemt f.eks. en i30 er.

På positivsiden har ix35 et letgående, men ganske præcist styretøj, og bortset fra lidt snurren fra de store hjul (18”-­alufælge er standard på Premium) er støjkilder holdt effektivt ude af ­kabinen. Selv den muskuløse motor på 184 hk knurrer kun stilfærdigt ved marchfart. Det er en smidig maskine, dog vil jeg sige, at bortset fra det faktum, at du er tvunget op i den for at få automatgear i kombination med diesel, kan du sagtens nøjes med mindre. Er du indstilllet på at bruge alle 485.000 kr., skal det dog siges, at den 6-trins autoboks skifter intuitivt og gnidningsløst. Det er ikke her, du føler, at du ikke får valuta nok for pengene. Nej, det er snarere, hvis du kigger lidt i den ellers flot designede kabine.

Plastmaterialerne er nemlig knaldhårde, og pianolak, “alu”-paneler og de højblå displays ligner desværre ikke noget, der hører hjemme i en så dyr bil. Jeg ville enten vælge en ix-variant nederst i programmet eller gå til konkurrenterne, hvis luksus var målet.