Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores LamborghiniellerPorsche og Ferrari univers.
"Du skal ikke måle på min bil. Der er jo en fortælling, en myte om den, og den skal vi ikke pille ved,” siger Bo Jørgensen fra Silkeborg, mens vi triller i tomgang hen mod den bløde asfalt i begyndelsen af 402-meter-strippen på Vandel Flyveplads i hans lille gule og ekstreme Ultima Can Am. Den er blandt de store trækplastre til Sportscar Event, hvor danske ejere af superbiler sælger ture som codriver, og i dag er det Bil Magasinets tur.
Bo bremser og dapper på speederen for at give den 7-liters Corvette-motor et hint om, at vi skal afsted. Den lyder som en vred løve, der brøler fra bunden af en brønd, indtil den åbner de to bypass-ventiler i udstødningsrøret ved 5.000 o/min.
Jeg sidder skulder mod skulder med Bo i et skålformet racersæde og er spændt fast i en firepunktsele, mens jeg holder godt fast i GPS-udstyret. Det består af en lille antenne, en harddisk og et elektronisk display, og står i kontakt med minimum otte satellitter, hvilket giver en ekstremt nøjagtig måling af bilens position og dermed hastighed. Her på den forblæste flyveplads skal det vise sig, om den er lige så hurtig, som rygtet siger.
Min opgave er ganske enkel: Kør med som passager og fortæl, hvordan det er.
0-200-0 km/t på 16,7 sek.
Bo vil ikke have, at vi måler 0-100, for med den aktuelle gearing går den ikke mere end 65 km/t i 1. gear. Med en længere gearing, hvor den lige kysser 100 km/t i 1. gear, er vi realitisk under 3,0 sekunder, men nu har jeg jo GPS-udstyret i hånden, så vi måler alligevel. Displayet viser en 100-200 km/t på 6,8 sek. - og en 0-200-tid på 16,7 sek. Vel at mærke med start i 2. gear.
I de andre biler har vi aftalt, at jeg siger “150, 160, 170, 180, 190, 200... BREMS!” For en sikkerheds skyld tager vi bilen op på 205-210 km/t, og lægger så de nøjagtige tider fra 0-200 og 200-0 sammen for at få en præcis måling. Sådan går det ikke i Ultima.
Mens mit GPS-display har vist hastigheden med fem km mellemrum i de andre biler, er springene her større. Da vi når 150 km/t, råber jeg “150” med samme effekt som en loppe, der gør i en tom lade, og Bo hører heller ikke hverken “170” eller “190”, før omdrejningsbegrænseren stopper festen ved 7.000 o/min. Her viser mit display 279 km/t.
Der er nu vakuum i cockpittet og propper i ørerne, mens det føles som om, jeg har en kæmpe siddende på nakken, der reder mit hår med en lusekam. Det prikker i hovedbunden!
Efter 10-15 sek. slipper Bo speederen og lader luftmodstanden børste farten af, så vi tager højresvinget for enden af landingsbanen med godt 160 km/t, hvilket jeg kan hilse og sige, er en betragtelig hastighed for et 180 graders sving.
“Ja, den mangler ligesom to gear mere,” siger Bo som den første person i verdenshistorien, der forsøger at bortforklare en topfart på 279 km/t som et resultat af en uheldig gearing. Ifølge fabrikken har bilen en topfart på 350-375 km/t med normal gearing, men efter at have været passager i den tror jeg, at 500-600 km/t er mere realistisk.
“Skal vi tage én mere?,” spørger Bo, men nej tak, det må blive en anden gang. Det er ingen god afslutning på en artikel at brække sig ud over det hele.
Til Sportscar Event kan du komme ud at køre med Bo på Jylllandsringen og Sjællandsringen.
Læs kommentarer



