Pagani Zonda F: Uhyret fra Modena
Pagani Zonda er sjælden, kostbar og morderligt hurtig. Bil Magasinet får æren af at give den nogle tæsk
Noget gult kan svagt anes i det diskrete showroom, der vender ud mod vejen. Klokken er 23 en mørk torsdag efterårsaften. Carsten Nymann og jeg står med ansigterne presset ind mellem tremmerne i hegnet til Pagani Automobili S.p.A. i det øde industrikvarter i San Cesario sul Panaro, der ligger udenfor superbilmekkaet Modena. Vi prøver at få et glimt af bilen, der flåede Walther Röhrls og Porsche Carrera GT’s rekord i stumper og stykker på Nürburgrings ubarmhjertige asfalt med omgangstiden 7:27,82.
Vi har en aftale med pressechef Catia Pramazzoni om en test mandag af en Pagani Zonda F, men da vi alligevel lige er i området kan vi ikke dy os for lige at få et glimt af bilen, der kun fremstilles i 25 eksemplarer til cirka fem millioner kroner stykket ekskl. danske afgifter.
“Buena sera!” lyder det pludseligt, men roligt fra en gråsprængt herre med briller, der stikker hovedet ud fra en lille låge i hegnet. Havde jeg en bil til fem millioner kroner holdende, og to lapsede suspekte typer, en mørk aften i et øde kvarter, lurede, ville jeg prompte alarmere det nærmeste Carabinieri. Men grundlæggeren af Pagani Automobili, Horacio Pagani, er heldigvis vant til at spotte et par bilnørder og snakker lystigt videre til os på italiensk.
Vi fatter mindre end Manuel fra Halløj på Badehotellet, hvorfor det er som en velsignelse, da en nydelig dame dukker op og begynder at tolke på engelsk. Fabriksrundvisning i morgen? Jeg får fremstammet, at vi er de danske journalister, der skal teste en Zonda F den følgende mandag.
“Bare kom i morgen. Vi finder en bil til jer. Ciao!”
Horacio og kvinden, som viser sig at være hans kone Christina, lukker lågen og går ind i fabrikken, som også er deres hjem.
Pagani Zonda F
Motor
V12, 7.291 cm³, 48V
Ydelse
602 hk ved 6.150 o/min
760 Nm ved 4.000 o/min
0-100 km/t
3,6 sek.
Topfart
+345 km/t
Forbrug EU-miks
4,5 km/l
Årlige afgifter
17.460 kr.
Mål (L/B/H)
444/206/114 cm
Egenvægt
1.230kg
Bagagerum
to bagagebokse
Dæk for/bag
255/35R19 – 335/30R20
Pris på dk-plader 2008
Ca. 15 mio. kr. (udsolgt)
Afsnit:
- 1. Kan vi låne en bil?
- 2. Skriggul Zonda F
- 3. Tryk på startknappen
- 4. Kraatsjh. Shit!
- 5. Fuld gaz!
- 6. Tak for lån

2 kommentarer
cool at I er begyndt også at lægge test af superbile på nettet. Og fede billeder! Men artiklen er fra 2008 - hvad med test af Ferrari 458 og Mercedes SLS?
De store features og første test af de nyeste biler illustreret af Danmarks bedste bilfotografer finder du stadig i Bil Magasinet. Det er jo det, der får butikken til at løbe rundt, og intet slår et friskt magasin lige fra trykkeriet. Ferrari 458 og SLS dukker også op her på hjemmesiden, men ikke lige med det samme - vil du have historierne om dem, så køb Bil Magasinet (3 blade for 89 kr., det er billigt!):
https://www.benjamin.dk/abonnement/bilmagasinet/1144?page=bilmagasinet
Skriv en kommentar