Hvis du skulle vinde 30 mio. i Lotto

Pagani Zonda R Pagani Zonda R
Skrevet 20. maj 2010 af Steen Bachmann. Foto: bilmagasinet.dk

Pagani offentliggør 2010-priser. De begynder ved 1,2 mio. euro (29 mio. kr. på danske plader)

Se mere om: pagani


Priser på hyperbiler - de allerhurtigste og mest eksklusive superbiler - er normalt kun et anliggende mellem køber og sælger. Men ikke hos den norditalienske bilbygger, Horacio Pagani.

Her foreligger en officiel prisliste, og da efterspørgslen langt overstiger den meget begrænsede produktion, er priserne ikke et forhandlingoplæg. Bilerne koster det, der står på prislisten.

Billigste model til 1,2 mio. euro er desværre udsolgt. Pagani Zonda Cinque (Cinque betyder "fem" på italiensk) angiver, at bilen kun bygges i fem eksemplarer. Den kom til verden i 2008 efter at Paganis forhandler i Hong Kong havde spurgt, om de kunne bygge en sådan bil. Modellen med det uhyre kostbare karrosseri i titanium og kulfiber menes at danne basis for kommende Pagani-modeller.

I 2009 byggede Pagani så fem topløse udgave af Cinque, som også blev solgt inden, første bil var bygget. Listeprisen for Roadster er 1,3 mio. euro ligeud.

Læs om Pagani Cinque Roadster.

Zonda Tricolore


Til Genéve-udstillingen 2010 byggede Pagani en specialudgave af Cinque med navnet Tricolore. Den har farver som i det italienske flag for at fejre en berømt jagereskadrille, Frecce Tricolori, der fylder 50 år i år. Bilen er navy blue med gule fælge og lyseblå læder- og kulfiberkabine. Prisen er 1,3 mio. euro for den lukkede og 1,5 mio. euro for roadster-udgaven.

Se den danskejede Tricolore, der pludselig dukkede op til Gumball 3000 midt i København i maj 2010, og hvis ejer vi stadig venter at høre fra.

Zonda R


Femte og sidste variant på prislisten er den bindegale trackdayudgave med navnet Zonda R. Den blev første gang vist på Genève-udstillingen i 2009 og er tænkt som en kompromisløs baneracer a la Ferrari FXX. Den bliver bygget i 10 eksemplarer til en pris af 1,465 mio. euro.

Selv om bilen i princippet bygger på Pagani Zonda, har den ikke meget at gøre med de øvrige Zonda-modeller. Motoren er ikke den vanlige 7,3-liters V12'er fra AMG, men  en 6-liters V12 fra Mercedes' racerbil CLK-GTR. Den yder 750 hk.

Bilen er bygget helt i kulfiber, er 55 mm længere og akselafstanden er vokset en smule i forhold til Zonda F. Takket være omfattende brug af letvægtsmaterialer, så som magnesium, titanium og kulfiber, er egenvægten blot 1.070 kg.

Det skulle give en 0-100-tid på under 3,0 sek. og en topfart på 350 km/t.

Se den flotte pr-film for Pagani Zonda R.

Der er tre årsager til de høje priser: Bilerne bygges i meget små serier, alle komponenter og detaljer er designet og fremstillet i hånden, og for det tredje anvendes kun avancerede materialer. Titanium er for eksempel både stærkere og lettere end kulfiber, men har også en astronomisk kilopris.

Det giver ingen mening at sammenligne en Pagani med en almindelig masseproduceret bil - det er mere relevant at sammenligne den med et kunstværk.

Bil Magasinets Søren Juul har som en af de eneste danskere været bag rattet af en Pagani Zonda. Læs testen her.

Læs kommentarer

Hvem er Pagani?

Argentinske Horacio Pagani er grundlægger af Pagani Automobili. Som ung konstruerede han egenhændigt en Formel-racer med Renault motor, som imponerende den femdobbelte F1-verdensmester Juan Manuel Fangio så meget, at de indledte et venskab. Fangio anbefaler ham hos Enzo Ferrari, da Horacio i 1982 flytter til Italien for at lære at bygge “verdens smukkeste biler”. Han begynder dog som arbejdsdreng hos Lamborghini og arbejder sig hurtig op, og ender som chefdesigner i komposit-afdelingen.

Pagani designer bl.a. Countach Evoluzione. Ved et middagsselskab hos Fangio i 1988 opfordrer en gæst Pagani til at bygge en supersportsvogn og opkalde den efter Fangio. Fangio var med på idéen – bare bilen fik en Mercedes-motor. Fangio dør i 1995, så han når aldrig at se Horacios færdige supersportsvogn på Genéve-udstillingen i 1999. I respekt for sin afdøde ven opkaldes den efter en argentinsk luftstrøm. Siden er Zonda’en blevet forfinet – og med F-modellen refereres der til Fangio. Han må være stolt...

'Hvem forhandler Pagani?

Den skandinaviske importør af Pagani er von Braun Sports Cars i Sverige. De har desværre ingen demobiler på lager, men arrangerer gerne fabriksbesøg og test af biler for potentielle kunder.

 

Mest læste


Abonnér på BIL MAGASINET nu! Se alle tilbud