Ferrari F430 F1 Spider

Hvor sidder køreglædens sjæl? Dér, hvor fornøjelsen ved at køre ikke handler om transport, men om at udforske grænsen og udnytte chancen for at køre, fordi det, du kører, kan give dig en oplevelse, alene fordi du kører.

Ikke at det ikke kan være en oplevelse at køre med et mål for øje, men fordi det at køre for oplevelsens skyld, giver netop det: En helt ­særlig oplevelse, som kun lader sig beskrive med mange ord. Vi gør det hver måned i Bil Magasinet.

Men hvor sidder den - køreglædens sjæl? Er det bare mekanik, ­handler det om præstationer, eller skal der en god historie med?

Det var nær blevet korporligt, da redaktøren af MC-Revyen 2010, John Sørensen, og chefredaktør Mikkel Thomsager fik skåret svaret på det spørgsmål ned til forskellen mellem to eller fire hjul. Fra hvert deres ringhjørne i mødelokalet skød de hen over det sorte mødebord med skarpslebne bemærkninger, som endte i perfiditeter (hvordan kunne det ellers ende med de to?), inden velmenende kolleger råbte “break”, mest i irritation over kombattanternes skyttegravs-argumentation.

Så i stedet for at råbe op i et mødelokale besluttede vi os få at tage diskussionen ud på vejen. For hvad giver egentlig mest køreglæde - en Ducati eller en Ferrari?

Mikkel
Skal jeg vælge en bil, som i et og alt rummer køreglædens sjæl, bliver det en Ferrari F430 Spider. Indrømmet: Det er lidt af en bastard, for en Ferrari skal ikke være åben. Når man skærer taget af, bliver bilen mindre stiv, og det koster på dynamikken. Men den åbne bil intensiverer køreoplevelsen på en måde, som man ikke får i en lukket bil. ­Generelt er åbne biler stærkt undervurderede. Men der er ingen grund til at gå til yderligheder og skære to hjul af.

John
Men Mikkel, du kommer jo ikke til at vælge i virkeligheden. Det er jo som at høre på et barn, der leger med bilkort. Du skal jo aflevere den Ferrari igen til aften, ikke? Og du får aldrig råd til én selv. Mens jeg kan køre mc til mine dages ende og længere endnu - endda Ducati eller whatever. Og den tohjulede er åben hele tiden. Regner det, tager jeg konens Porsche.

Mikkel
Det giver sig selv, at god køre­dynamik med et præcist styretøj, en velafbalanceret undervogn og en vis motorkraft kræves. Det skal helst være en sensation hver gang, og det bliver det kun, hvis det hele ikke kommer af sig selv. Også bag rattet skal man yde noget ekstra, inden man får belønningen, det kan ikke være komfort det hele. For mig er det desuden vigtigt, at jeg føler mig tryg, også når jeg udfordrer mig selv og bilen. Det siger sig selv, at det ikke kan lade sig gøre på en motorcykel.

John
Fint nok, Mikkel. Du skal ­naturligvis ikke være bange. Men gå dog i terapi. Eller endnu bedre - lad mig hjælpe dig til få et ­mc-kørekort. Så skal du opleve, hvad virkelig acceleration og køredynamik er. At blive ét med maskinen. Så får du en belønning, som er af dimensioner, du aldrig har oplevet før.

Mikkel
F430 rummer mc-vildskab på en mere kultiveret måde. Man kan slappe af bag rattet og lade bilen køre selv, men man behøver kun stramme grebet om læderrattet for at vende situationen til en udfordring. Summen af en Ferrari-oplevelse rummer den eksklusivitet og mystik, som er en del af køreglædens sjæl. Det er ligesom de kongelige. I virkeligheden er de jo bare mennesker, men de er mere interessante, fordi de har en historie.

John
Vildskab? Joe, den larmer da godt nok, sådan en F430. Men kors, hvor den dog fylder på vejen, når jeg skal overhale det halvsløve bil-apparat. Og jeg slapper ikke af et eneste øjeblik. Mc-kørsel på Ducati-plan er med alle sanser spændte til bristepunktet. Og mine mc-historier fejler ikke det fjerneste. De har bare ikke noget med mærke-snobberi eller falden-på-halen for de kongelige at gøre.

Mikkel
Motorcykler er farlige, og man skal bruge kræfter på at holde fast, når man burde koncentrere sig om at styre kræet i den rigtige retning. Det bedste, man kan sige om motorcykler, er, at de ikke fylder så meget. Altså lige bortset fra den ene dag om året, hvor ­Bakken åbner. Så rotter mc-folket sig sammen i et forsøg på at demonstrere, hvor håbløst et projekt de har. Køreglæden ved at futte med 60 km/t fra Nørrebrogade til Bakken må kunne ligge i det bagagerum, en motorcykel ikke har.

John
En motorcykel styres med kroppen. Og mere koncentreret end ved små 300 km/t på to hjul bliver du aldrig. Så er det slut at snakke mobil og spise lakridskonfekt, det lover jeg dig. Vær bare misundelig på mc-folkets sociale ­fællesskab, der går på tværs af klasser og mærker. Sådan er det næppe i Ferrari-territoriet, hvor det nok mere handler om penge, prestige og at hegne sine værdier inde end om at åbne sig fordomsfrit mod nye mennesker og oplevelser. Et godt råd til sidst, Mikkel: Kom over til os. Du er jo dybest set et rart menneske, der hører til hos os, der kan holde balancen selv.

Fotos: Søren Juul
Repro: Michael L. Wilken
Kilde: Bil Magasinet nr. 212