Aston Martin Rapide

Skrevet 1. jun 2010 af Mikkel Thomsager. Foto: bilmagasinet.dk

Bil Magasinet indtager bagsædet og førersædet af verdens smukkeste 4-personers bil

Se mere om: aston, martin, rapide


Klokken er næsten halv ni en tirsdag aften i Valencia på den spanske østkyst. I nederste dæk af en kold parkeringskælder har designchef Marek Reichman netop fuldendt sit ­omfattende indslag om designet af den nye Aston Martin Rapide. Endnu har vi end ikke siddet i den nye, 5-dørs Aston Martin med V12-motor, men blot betragtet en enkelt elegant, vinrød bil omgivet af sorte gardiner.

Fint nok, men det er koldt, og det kan godt være, at halv ni er almindelig spisetid i Spanien, men jeg er sulten, og jeg ved, at jeg ikke kommer bag rattet af Mareks designbedrift før i morgen. Men netop som han siger ”...så kan vi fortsætte til middagen...”, lyder der et brag på den anden side af de sorte gardiner. En dyb ­buldren fulgt af højlydte smæld, som stod vi midt i Smith & Wessons testhal.

De sorte gardiner bliver trukket til side, og en kæmpe parkeringskælder fyldt med 12 funklende Aston Martin Rapide i alle ­farver dukker op badet i projektørlys.

Smith & Wesson-­symfonien kommer fra den nærmeste Rapide, som netop er startet. Chaufføren gasser op, og Aston Martins V12-motor fylder betonkælderen med en lyd, som selv ikke det standardmonterede B&O-anlæg kan hamle op med.

Bagsædet ikke for høje skandinaver
Jeg åbner højre bagdør, der går 12 grader i vejret, og glider ned i det skålformede sæde. Jeg sidder lavt og med kraftigt bøjede knæ, men mit hoved har to cm fri luft til loftet, og mine knæ støder ikke mod forsædet. Da jeg smækker døren, føles det, som om kabinen slutter helt tæt om mig.

Chaufføren sætter af og kører ud i Valencias aftengader, mens jeg ser mig omkring. ­Oplevelsen er nærmest som at sidde på bagsædet af en Mazda RX-8: Der er kun lige nøjagtig plads til mine 183 cm, og de små sideruder gør oplevelsen en anelse klaustrofobisk. Den første tur på bagsædet af en Rapide går fra parkeringskælderen og få kilometer til den længe ventede middagsrestaurant, og tak for det. Dels er jeg nu rigtig sulten, dels er bagsædet nok en Aston Martin værdig, men det er ikke tiltænkt voksne ­mennesker på lange stræk.

Ikke desto mindre har Aston Martin gjort sig store anstrengelser for at gøre livet behageligt for bagsædepassagererne. Sæderne støtter godt, og på den høje midterkonsol mellem de to separate siddepladser findes separat styring af både luftstrøm og retning, temperatur, sædevarme og sædekøling. Bagsæderne har egen zone med individuel aircondition-forsyning og naturligvis kopholdere, og som ekstraudstyr fås 6” integrerede LCD-skærme i ryggen af forsæderne. Den omklamrende oplevelse i bagsæderne ­reduceres en smule af en plads bag bagsæderne. Den er en del af bagagerummet, men en opretstående væg adskiller pladsen fra det rigtige bagagerum. Væggen kan dog lægges ned, hvorved rummet går helt igennem til kabinen.

Læs kommentarer
Næste afsnit »

Aston Martin Rapide

Motor
V12, 5.934 cm³, 48V

Ydelse
477 hk ved 6.000 o/min
600 Nm ved 5.000 o/min

0-100 km/t
5,2 sek.

Topfart
296 km/t

Forbrug EU-miks
ikke oplyst

Mål (L/B/H)
502/188/136 cm

Vægt
2.025 kg

Bagagerum
301 liter

Dæk for/bag
245/35ZR20-295/30ZR20

Pris
3.600.000 kr.

Mest læste


Abonnér på BIL MAGASINET nu! Se alle tilbud