Toyota iQ 1,4 D4-D

Der lugter af fisk. Ikke på den der næh-hvor-får-jeg-lyst-til-en-økologisk-opdrættet-norsk-vildmarks-stør-fra-Irma-måde. Nøp, vi snakker om henrådnende skidtfisk, der har ligget og stegt i solen i et udrullet trawler-garn en hel uge. På havnen i Thyborøn er livsstil noget, der fordrer en blå kedeldragt og et sæt waders. Den ser da også ud til at være en smule trykket ved situationen, den lille sart-hvide Toyota iQ, der står ved min side. Ja, det vil sige, trykket ser den jo sådan set altid ud med sine 299 cm. Hvis jeg lagde mig ned ved siden af den, ville jeg næsten kunne give den et kram fra for- til baglygte.

Det tager omtrent 10 minutter at konstatere, at Toyota’s nye iQ er en genial bybil, der kan alt det, som Mercedes’ banebrydende Smart kan - plus en hel masse mere. IQ er 29 cm længere end en Smart, den er væsentligt bredere og en smule lavere, og den har et lavere tyngdepunkt. De “enorme” proportioner er udnyttet til sidste millimeter, så der er blevet plads til to små bagsæder, der kan foldes ned og dermed give plads til 238 liter bagage. Alt sammen uden at gå på kompromis med præmissen om, at iQ skal være en mikro-bybil.

Det er alt sammen godt nok. Men det store minus ved Smart er jo sådan set ikke så meget manglen på bagsæder, men snarere at den kører som en højt gearet havetraktor, og at du bliver dømt sindssyg i gerningsøjeblikket, hvis du vover dig uden for bygrænsen. Det, vi vil vide, er derfor: Er iQ i modsætning til Smart mere end et alternativ til en busbillet? For at få svar på dét spørgsmål beslutter vi at tage iQ med på langtur. Og fordi iQ er bedårende nok til, at de fleste iPod-bærende københavnere sagtens kunne finde på at betale 200.000 kr. for den, uanset hvordan den opfører sig, beslutter vi at køre et sted hen, hvor penge og følelser aldrig har noget med hinanden at gøre. Vi kører til Thyborøn.