Peugeot 5008 2,0 HDI

Skrevet 31. mar 2010 af Søren Juul. Foto: Bilmagasinet.dk

Alpe-ekspressen er som skabt til at køre på skiferie i

Se mere om: peugeot
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Peugeot univers. Peugeot


Normalt er det journalisten med den største børneflok, der får nøglerne til test­garagens Multi Purpose Vehicles, men da redaktør Thomsager allerede ved den indledende test i Paris døbte den 7-sæders Peugeot 5008 “Familieoverhovedet”, tager vi den i stedet med på en 2.500 km stroppetur til de østrigske alper og tilbage igen med fuld oppakning for at se, om den også slår til som rejsevogn.

Med tredje sæderække nedfældet smider man hurtigt tre mands kufferter, skistøvler, snekæder og en sneskovl i det 823 liter store bagagerum. Og skiene? De ligger trygt inde i bilen, hvis du nedfælder en enkelt af de tre stole på anden sæderække. Så tagboksen kan blive hjemme.

Vi kører den foreløbige topmodel 2,0 HDi Premium med 150 hk og 320 Nm (2,0 HDi med 163 hk er lige på trapperne, men kun med automatgear). På turen ned gennem Tyskland viser den sig som et fremragende match til bilen. Næsten helt upåvirket af den tunge last træder den sejt i pedalerne, når omdrejningstælleren passerer 1.500 o/min uanset gear. Den knurren, du hører under acceleration, elimineres totalt, når hastigheden bliver konstant. En god motor med et enkelt minus: Den bliver hængende oppe i omdrejninger, når du slipper speederen. En detalje vi også bemærkede ved test af en Peugeot 3008 med samme motor.

Vi skal op i 6. gear
Autobahn, op på 160 km/t. Her er 5008’eren i sit es. Med kun en antydning af vindstøj cruiser du afslappet over Kassel-bakkerne. Retningsstabiliteten er god uanset hastighed. ­Topfarten er opnåelig, men tungt læsset og på vinterdæk bliver testbilen så løs i styretøjet, at vi lader være. Så vi kører næsten 13,5 km/l i snit. Med Premium-udstyr får du blandt andet fartpilot og magelige kaptajnstole med armlæn foran. Udstyr, som du vil værdsætte på langturen.

Førerpladsen er i det hele taget meget vellykket, for selv om 5008’eren vitterligt er en stor skude, giver den omfavnende cockpit-instrumentering dig fornemmelsen af at køre en mindre bil. På bagsædet har du en klar fornemmelse af MPV; chaufføren sidder langt væk, og du har fred og ro til at tage en lur.

Sæderne er lidt mindre og knap så behagelige som dem foran, men der er god plads til benene selv for voksne. Et oplagt sted at lægge hovedet tilbage og se Alperne stryge forbi gennem panorama­glastaget. Det er ekstraudstyr til 12.000 kr., men det giver dine bagsædepassagerer en mere spændende tur. Brug 9.500 kr. på parkeringshjælp og parkeringssensorer for og bag først, for uden det udstyr kommer du til at lave ­parkeringsskrammer.

Så facit efter 2.500 km: 5008 er ikke kun ­familieoverhovedet - det er også en kompetent alpe-ekspres, hvis du gerne vil have en stor, behagelig, lydløs og meget fransk MPV til en særdeles ­fornuftig pris.

6 nr. af Bil Magasinet + elektronisk p-skive 248,00 kr. SPAR: 579,70 kr. BESTIL

Peugeot 5008 2,0 HDI Premium

Motor
R4, 1.997 cm³, 16V, turbodiesel

Ydelse
150 hk ved 3.750 o/min
340 Nm ved 2.000 o/min (overboost)

Topfart
195 km/t 

0-100 km/t
10,0 sek.

EU-miks
17,2 km/l

Årlige afgifter
4.500 kr.

Mål (L/B/H)
453/184/163 cm

Vægt/last/påhæng
1.668/642/1.200 kg

Bagagerum
579-1.754 liter

Dæk
215/55R16

Reservedelsprisindeks
131

Privatleasing Easyfleet
Udbetaling: 35.000 kr.
Ydelse/mdr.: 5.475 kr.

Pris
384.990 kr.

Kommentarer

  • Finn Det er kun den lille 1.6 diesel der kun kan trække 1200kg. Den lille benzin kan trække 1400kg, og den lækre Turbo benzin kan trække 1500kg, ligesom 2.0 diesel maskinerne. Selv den lille 1.6 diesel kører godt, men den bedste er Turbo benzin motoren, som har stabilisatorer ligesom 2.0 dieselmotor versionen. Fordelen for Turbo benzinen er at den meget lettere motor der gør at den klarer sving bedre end 2.0 diesel versionen. 2.0 Dieseln har også en væsentlig større venderadius end de andre modeller, sandsynligvis fordi den er mere næsetung. Jeg vil derfor anbefale 1.6 Turbo benzin motoren med automatgear, som passer godt til en bil af denne type. Denne motor har kraft næsten som den store diesel samtidigt som den væsentligt bedre motorlyd næsten gør 5008 til en luksus bil. Det økonomiske valg er 1.6 diesel motoren med semi+auto boks. Den krænger og understyrer noget mere i hurtige sving, ligesom forsinkelsen og næsedykket ved gearskift i den semi auto gearkassen tager noget af køreglæden. Men den lille diesel med semi gearboks er den billigste i drift. Se video af 5008 på Youtube: http://www.youtube.com/watch?v=Mioa0Mdj6Ws&feature=channel http://www.youtube.com/watch?v=-fgtB8fcD4g&feature=related http://www.youtube.com/watch?v=k3uaDElrvhw&feature=related http://www.youtube.com/watch?v=773iMan0_SQ&feature=related http://www.youtube.com/watch?v=PCZFsDrxjrk&feature=related Engelske skrevne tests af 5008: http://mp.channel4.com/4car/rt/peugeot/5008/33360/5 http://www.buyacar.co.uk/cars/peugeot/peugeot_5008/review_peugeot_5008_1_6_thp_4135.jhtml http://www.businesscar.co.uk/story.asp?storycode=5233§ioncode=2 http://www.autozine.co.uk/text/792.html http://www.thesun.co.uk/sol/homepage/motors/ken_gibson/2727197/Road-Test-Peugeot-5008.html http://www.honestjohn.co.uk/news/road-tests/peugeot/peugeot-5008-road-test http://www.girlracer.co.uk/motoring/road-tests/3044-new-peugeot-5008-first-drive.html http://cars.ie.msn.com/NewCars/Articles.aspx?articleid=1218 http://www.whatcar.com/car-reviews/peugeot/5008-mpv/full-review/25920-7 http://www.independent.co.uk/life-style/motoring/road-tests/peugeot-5008-1804608.html http://www.autocar.co.uk/CarReviews/RoadTestsOnTheRoad/Peugeot-5008-1.6-HDi-110-Exclusive/246969/ http://www.roadtestreports.co.uk/full-road-test-report/Peugeot/5008/ http://www.rte.ie/motors/2009/1222/peugeot5008.html
  • Jesper K Den må KUN!!! trække 1.200kg ???? Ikke den kønneste bil, men tilsyneladende masser af plads til rimelige kr. - og så må den KUN trække 1.200 :( Ufattelig med sådan en Diesel motor :O

Skriv kommentar

Glemt password?
Facebook Login

Seneste

Mest læste


Abonnér på BILMAGASINET.DK Se alle tilbud