Autobahnens tre spor er fri, og nu må X6 M stå sin prøve. Jeg sætter bilen i Sport, trykker på M-knappen og klikker et par gear ned med den venstre pal. Da speederen rammer det bløde, tykke tæppe i bunden, skyder bilen af sted som en tyrannosaurus rex, der har fået øje på en kvindelig artsfælle. Turboen spoler lynhurtigt op og pumper nu luft ind i motoren med 1,5 bars tryk. Den røde nål spunser af sted i instrumenthuset. Jeg har allerede krydset 200 km/t.

Jeg sidder i det nyeste skud på BMW’s M-stamme. En stamme, der tidligere har været præget af sugemotorer, baghjulstræk, manuelt eller semiautomatisk gear og en karrosse, der ikke stikker meget op over jorden. Alle de ting har M-afdelingen valgt at skrotte i det her projekt. En 2,4 ton pukkelrygget kæmpe er ­blevet filet, skåret, hakket, ­hugget og modelleret til noget, som kun en overvægtig amerikaner vil kalde en sportsvogn. Det er ­heldigvis også pointen, for X-serien har altid været rettet mod amerikanerne.

Turbo - ufine metoder?
Forventer du samme omdrejningsvillighed som fra M5’erens V10-motor eller lyden fra M3’erens skrigende V8, er du galt på den. Det røde felt starter "allerede" ved 7.000 omdrejninger, og lyden får aldrig helt gåsehuden frem på armene. Men det glemmer du hurtigt, for når den rammer det røde felt, presser den 555 hestekræfter ned i asfalten. Det gør det her til den kraftigste M-bil nogensinde, hvis man altså ser bort fra den heftige V12’er, BMW leverede til McLaren F1. Set i forhold til dén er det nye maskineri på alle måder anderledes.

I stedet for at bruge den hidtidige tyske opskrift med at presse så meget ren energi ud af motoren som muligt er M GmbH gået over til at bruge ufine metoder - med andre ord: Turbo. Nu er det ikke første gang, de bayerske ingeniører har leget med den slags teknik, men sidste gang de gjorde, gik det galt. Den første, 2002 Turbo, var lille, let og ekstremt farlig. Bare en enkelt regndråbe på vejen blandet med et forkert tråd på speederen resulterede i en ufrivillig skovtur med krøllet metal på menuen.

Men det stoppede ikke BMW fra at prøve igen med deres topmodel fra 1980'erne, 745i. De smalle dæk, det langsomme automatgear og den bidske motor på 252 hk forvandlede den ellers lækre flyder til en kamikaze­raket. Det blev dødsstødet for de trykladede ­benzin-BMW’ere, indtil fabrikkens ingeniører endelig knækkede koden i det nye årtusinde med en 3-liters twinturbo, der er blevet monteret i stort set alle BMW’s modeller, og nu dén her.

Udstødningsmanifolden er støbt i ét, og sat sammen med to twin scroll-turboer får du en lynhurtig respons. Det gør så meget ved den her bil, at du ikke på noget tidspunkt mærker antydningen af turbolag, og samtidig får du et så kraftigt los i røven, at enhver sugemotor må hejse det hvide flag og overgive sig.