Dansker klar til VM i Brasilien

Skrevet 24. feb 2010 af Steen Bachmann. Foto: bilmagasinet.dk

Michel Nykjær melder, at hans Seat er flyvende før WTCC-premieren

Se mere om: seat, nykjær

Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Seat univers.

Seat

 

To succesrige testdage i Spanien har gjort Michel Nykjær klar til at møde alle de store navne i verdensmesterskabet for standardbiler, WTCC-serien.

En række småfejl ved dæk og kobling forhindrede ham i at sætte toptider på andendagen på Circuit Valencia, men alligevel var hans nye, spanske team, SUNRED, mere end tilfredse med danskerens indsats:

"På våd vej er Michel allerede på niveau med de bedste, på tør vej mangler han et halvt sekund, fordi han skal omstille sig fra benzindreven til dieseldreven racerbil," forklarede chefingeniør Xavier Serra, som skal sætte danskerens bil op i hvert af de 12 dobbeltløb til verdensmesterskabet for standardbiler.

Selv var Michel Nykjær ikke helt tilfreds med andendagen:

"Jeg kom aldrig ud på helt friske dæk, og desuden var koblingen på min Seat Leon TDI efterhånden slidt op, efter at vi var fem kørere, der havde slidt hårdt på den i to dage. Med nye dæk havde jeg kørt lige op med teamets hurtigste kører, verdensmesteren Gabriele Tarquini," vurderede den regerende DTC-mester, der føler sig helt klar til første WTCC-løb, som køres søndag den 7. marts i Brasilien.

 

For Michel Nykjær startede testen med noget af en overraskelse. Da Nykjær mødte op i pitten, stod ingen ringere end sidste års verdensmester i standardbiler, den tidligere Formel 1-kører italieneren Gabriele Tarquini, klar til at modtage ham.

Tarquini ser ud til at blive SUNREDs førstekører i årets WTCC-serie, men på spørgsmålet, om han havde underskrevet en kontrakt, svarede den smilende italiener blot: "Not yet."

Herefter kørte Tarquini de første omgange på den fire kilometer lange, stadig våde racerbane for at sikre, at Nykjærs racerbil var ok, og så overtog danskeren rattet for herefter at køre stærkere og stærke de næste tre timer.

Da formiddagens regnskab var gjort op, havde Michel Nykjær kørt over et sekund hurtigere end vinderen af privatkørernes cup i 2009, Tom Coronel, og var kun et halvt sekund langsommere end Tarquini.

"At slå Coronel er mit første mål, med Tarquini tager det lidt længere tid," sagde en meget tilfreds Michel Nykjær.

 

Læs kommentarer

Mest læste


Abonnér på BIL MAGASINET nu! Se alle tilbud