Købere forventer, at en Audi på dét her niveau har materialer og forarbejdning på absolut højeste niveau. Der kan vælges mellem fem standardfarver i kabinen og tre nuancer af himmelen. Læderkabine kan tilvælges i forskellige pakker, ligesom alcantara- og aluminiums-pakker fås.
Forsæderne kan som standard justeres i 12 retninger. Komfortsæder, der er ekstraudstyr, kan justeres i 22 retninger, hvilket omfatter sidehynderne. der fås også sportssæder med diamantformede syninger, ligesom stolene kan leveres med kold/varm ventilation via små huller i læderet. Massage i forsæderne kan reguleres i fem programmer, hvoraf hver har tre hastigheder.
Som ekstraudstyr fås elektrisk justérbare sæder på de to yderste pladser på bagsædet, ligesom der følger hukommelse for personlige indstillinger med på alle fire stole. Sædevarme, ventilation, massage og elektriske solpaneler fås også, mens separat betjening af multimediaanlæg og klimaanlæg fra bagsædet er standard.