I standby-mode er skærmen til MMI-systemet roteret 180 grader, så den er usynlig og der kun ses et panel. Når motoren startes, ruller den 8-tommers og helt flade skærm frem. Dens display er delt i tre informationszoner, og alle emner præsenteres i en nydesignet 3D-grafik. Her er vi i gang med at justere lændestøtten.
Med ambient light-pakke skabes LED-belysning, der får midterkonsollen til at se ud, som om den flyder. Via MMI-systemet kan man vælge mellem tre farver belysning: elfenben som her, polarblå og rubinrød.
Som ekstraudstyr fås knapper og håndtag med overflade i aluminium, og Audi lover, at alle betjeningsgreb fungerer med delikate klik som et urværk. High gloss black anvendes mange steder, og her er ny overfladebehandling, der skal gøre slidflader resistente mod ridser og skrammer.
Centerkonsollen er konstrueret, så føreren kan nå alle knapper uden at anstrenge sig. Den omfatter konsol for betjening af klimaanlæg, Audi's såkaldte MMI-system, hvor man styrer bilens computer, og betjening af musik- og multimedieanlæg.