Opel Insignia OPC

Da Opel for 10 år siden satte hjul under sportsdivisionen Opel Performance Center, OPC, var missionen klar. Efter en lang periode med et ry som skrantende producent af kedelige familiebiler med graverende kvalitetsproblemer skulle der andre muller i kødsuppen. Blitzens ære skulle genoprettes og koryfæer som Ascona i400 og Lotus Omega huskes. Le Mans-vinder og fabrikskører Manuel Reuter (som vandt DTM-mesterskabet for Opel i 1996) blev indkaldt, en Opel Astra skyndsomst tunet til 160 hk, og OPC var født.

Opel Insignia, Årets Bil i Europa 2009, er seneste installation fra OPC-afdelingen, og under den internationale præsentation i Frankfurt står det klart, at den store familiebil markerer endnu et skridt fremad. Hvor modeller som Opel Astra OPC, Merriva OPC og ikke mindst Vectra OPC nok har været skræmmende hurtige ud af en lige vej, har det knebet med de dynamiske kvaliteter og finesser i snævre manøvrer.

Sportssæderne i OPC leveres af Recaro og er godkendt af Tysklands organisation for sunde rygge AGR, der normalt godkender stole på arbejdspladser.

Insignia OPC skal bevise, at tyskerne magter at bygge en komplet køremaskine, der ikke mindst kan køre lige op med ærkekonkurrenten VW Passat R36. På papiret tager Opelen første stik, 325 hk og hele 435 Nm er mere end nok til at sætte folkevognen på plads. Men potentielt også nok til at sætte Insigniaens eget chassis ud af spillet. Derfor har OPC-versionen fået en lang række modifikationer.

Blandt andet er forhjulsophængene nyudviklede, så det f.eks. kun er selve forhjulet og ikke hele fjederbenet, der drejer, når føreren hiver i rattet. Det øger responsen og sikrer greb. Bremserne er større og næsten fire kg lettere en standardbilens, undervognen er sænket 10 mm og endelig er opsætning af styretøj, firehjulstræk og den justerbare undervogn tilpasset den kraftige motor.

Braldrende udstødning
En 6-trins manuel gearkasse er standard, automat-entusiaster må nøjes med den komfortable, civile Insignia V6. De mange kneb virker. Insignia er i modsætning til forgængeren Vectra i fuld balance og magter sagtens de mange kræfter. Faktisk gør den det så godt, at føreren let undervurderer, hvor hurtigt det rent faktisk går. En åbenmundet, braldrende udstødning med frit blæsende turbo tillader dog ikke, at man glemmer, at det er en helt særlig Opel, man sidder i.

Et sted, hvor den gamle Vectra OPC absolut ikke brød sig om at være, var på en racerbane. Også her er det nye tider med Insignia. Bilen vejer ganske vist op mod to tons, så hvis chaufføren er for ivrigt på rattet og drejer for kraftigt i svingene, så er det stadig uundgåeligt, at vognen skrider over forhjulene og taber sekunder. Det er her, Insigniaens avancerede firehjulstræk skrider ind. Med et elektronisk styret limited slip differentiale på bagakslen sørger bilen selv for at forskyde kraftoverførslen til det hjul eller den aksel, der har bedst fat i svingene. Derfor, små udslag på rattet, stol på mekanikken, og så brager den voluminøse luksus-Opel gennem svingene som en anden GTI.

Der er dog stadig svagheder, bevares, gearskiftet er for knoklet og langsomt at bruge, når den hurtigtsnurrende V6'er får fuld gas, og styretøjet lever trods en opstramning ikke helt op til det bedste fra de tyske prestige-haller Omvendt så koster en Insignia OPC fra kun 649.900 kr. Det er altså 155.100 kr mindre end prisen for en firehjulstrukket BMW 335i med 306 hk, og det er mere end 90.000 kr. billigere end en VW Passat R36.

Alt i alt ligner Insignia OPC endnu en succeshistorie for Opel.