- Artikel
- Galleri (3 billeder)
Alfa Romeo Mito 1,4 Multiair Turbo
Formidabel ny og sparsommelig benzinmotor i MiTo
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Alfa-romeo univers.
Det var Fiat-koncernen, der i Alfa Romeo 156 modnede og udbredte commonrail-diesel-indsprøjtning og gjorde den til en succes. Nu forsøger de at gøre glansnummeret efter med en elektrohydraulisk ventilstyring kaldet Multiair, som lanceres i den lille Alfa Romeo Mito.
Italienerne vil gerne understrege både bilens og teknologiens sportslige slægt, så præsentationen holdes på Alfa's gamle testcenter i Balocco uden for Milano.
Multiair kommer i første omgang i tre motorstørrelser, 1,4 med 105 hk, 1,4 turbo med 135 hk (afløser den 120-hestes version) og så i en ny topmodel, QV, med 170 hk og justérbar undervogn.
I stedet for at have to overliggende knastaksler - én til indsugnings- og én til udstødningsventilerne - har Mito Multiair kun den sidstnævnte. På indsugningssiden sidder i stedet et system, som skubber til indsugningsventilerne udelukkende ved hjælp af olie under tryk, og som er direkte forbundet til motorstyringen. Knasterne på udstødningssiden sender impulser til Multiair-delen via en mekanisk forbindelse, men her ud over er der fuldstændig frit spil på indsugningssiden. Hvor længe ventilerne skal være åbne, hvor meget de åbner og hvornår de åbner, kan varieres, der er mulighed for at åbne to gange i løbet af et kompressions-slag.
Den 1,4-liters motor kan køre på mager blanding - så kaldt lean burn - helt op til 150 km/t. Fordi der ikke er vippe-arme eller ventilløftere som i en almindelig bil, er der ingen grænse for, hvor hurtigt eller hvornår, systemet agerer. Hvis resten af motoren kunne følge med, fungerer Multiair fint op 9.000 o/min.
Teknologi direkte fra formel 1
Hvorfor vi skal tro på det? Jo, Ferrari har kørt med teknologien på sine Formel 1-biler i årevis.
Den lille Mito får med andre ord den optimale blanding under alle vilkår. Den har mere moment ved lave omdrejninger, er mere omdrejningsvillig og kører 10 pct længere på literen. Det svarer til, at bilen har tre-fire forskellige typer knastaksler på en gang - bortset fra, at der ikke er en masse bevægelige dele, som kan gå i stykker.
Vi har kørt de to kraftigste versioner af den nye motor, og der kan vist ikke levnes megen tvivl om, at Fiat-koncernen har gjort det igen. Bragt sig helt foran hvad angår motorteknologi.
Den mellemstore 1,4 turbo med 135 hk opleves i realiteten lige så kraftig som den større 155 hk T-Jet uden Multiair, der har været på markedet i et års tid. Den mest mærkbare forskel er en forbedret respons fra motoren og en lidt dybere klang fra udstødningen. Den nye motor går omkring 2,0 km/l længere på literen end den gamle. Godt klaret.
I den nye topmodel QV med 170 hk går tingene op i en højere enhed. Med sportsudstødning, nyudviklet 6-trins gearkasse og justerbar undervogn er der tale om en semi-GTI, der er så pågående og direkte i sin opførsel, at den - næsten - får os til at glemme, at Alfa-folkene har udsat lanceringen af den lovede GTA-version.
Her på Balocco-banen er der i hvert fald ingen tvivl. Mito har fået den motor og den vildskab, som den fortjener.
Alfa Romeo Mito 1,4 Multiair Turbo
Motor
R4, 1.398 cm3, 16V, turbo
Ydelse
135 hk ved 5.000 o/min
206 Nm ved 1.750 o/min
0-100 km/t
8,4 sek.
Topfart
207 km/t
Forbrug EU-miks
17,9 km/l
Mål L/B/H
406/172/144 cm
Køreklar vægt/last/påhæng
1.279/426/1.000 kg
Bagagerum
270-950 liter
Dæk
195/55R16
Årlige afgifter
1.520 kr.
Pris
ca. 265.000 kr.
Andre varianter
1,4 Multiair, 105 hk ca. 230.000 kr.
1,4 Multiair Turbo QV 170 hk ca. 330.000 kr.

Skriv en kommentar