Kia Ceed 1,6 CRDI ISG Active SW

Skrevet 4. nov 2009 af Jens Peter Lange. Foto: Bilmagasinet.dk

Ny front og bagende, ny diesel-motor og en ændret undervogn gør Kia's storsælger aktuel igen

Se mere om: kia, ceed
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Kia univers. Kia

Hvis man spørger Kia-organisationen om deres milesten i Europa, får man to modeller og to årstal som svar: I 2002 kom Sorento. En stor firkantet firehjulstrækker. Inden da havde Koreas andenstørste bilproducent ikke haft meget held til at overbevise europæerne om, at man vitterligt kan bygge biler. Sorento blev en succes. Over 180.000 solgte modeller i Europa. Prisen er rigtig, og med stigende efterspørgsel dengang af netop store SUV’er opnåede Kia hurtigt en markedsandel på 14 procent.

Til gengæld var personbilsprogrammet fra Kia ikke værd at skrive hjem om. En Kia personbil valgte man primært ud fra et fornuftssynspunkt. En brugsgenstand, men næppe en bilmodel, man vælger med hjertet, eller fordi man elsker at køre bil. Dette bringer os hurtig videre til den næste milesten hos Kia - året er 2007.

Kia kunne godt se, at hvis man ønskede succes i Europa, måtte man bygge biler, som europæerne gerne vil have dem. Biler til de europæiske veje. Det nytter ikke noget med en billig plastikbil, der hverken er charmende at se på - for slet ikke at tale om en bil, der kører langt dårligere end sine europæiske konkurrenter. Af denne grund valgte Kia at designe, udvikle og bygge en bil i Europa til Europa. Resultatet blev den velkendte Ceed.

Ceed har dog nu tabt pusten, og mens forbrugerne igen vælger de etablerede bilmodeller som Golf (1.237 i årets første syv måneder), Focus (1.139) og ikke mindst Peugeot 308 (1.432), er Ceed rykket ned på en 4.-plads i klassen med 907 solgte eksemplarer. Nu slår Kia tilbage med den nye version af Ceed, der kom til Danmark den 23. oktober. Klassekampen er begyndt.

Til trods for at der ”kun” er tale om et såkaldt facelift, så er der sket ting og sager. Det mest åbenlyse er selvfølgelig de designmæssige ændringer. Nye forlygter, ny motorhjelm, nye kofanger for og bag samt nye baglygter. Små ændringer, men med en effekt ikke mindst takket været en ny kølergrill, der afspejler den nye designfilosofi, som den tyske chef designer Peter Schreyer har stået i spidsen for.

Så langt så godt, men ikke noget usædvanligt.

I kabinen er midterkonsollen ny, ligesom et nyt rat bogstavelig talt skal vise den nye vej. Umiddelbart er det svært at se, at dette alene skulle give Ceed bedre kort på hånden. Men der er langt mere, der gør den interessant.

Alle motorer har nu automatisk start/stop-system. Vi tester her den nye 1,6-liters diesel-motor. U2 hedder barnet, og mens popgruppen med samme navn er kendt for mange decibel til koncerterne, så er den nye diesel i den modsatte grøft. Tyst som en benzinmotor. Det opdagede vi prompte på vores testkørsel til den internationale præsentation i Wien.

Er det nu også en diesel, der arbejder?

Det er dog ikke motorens skyld alene. Kia har også arbejdet med en forbedret støjdæmpning af bilen: Et andet panel mellem motorrummet og kabinen bidrager med en reducering af støj under accelerationer på mellem 2-3 dB, hvilket er en hel del. Også kraftigere støjdæmpning i bagagerummet bidrager til en langt mere behageligt ”klima” i kabinen.

1,6-liter med 115 hk og et moment på 255 Nm lyder allerede på papiret som en fornuftig cocktail til Ceed. Og vi blev heller ikke skuffet under testen. Masser af kraftoverskud ved overhalinger på landevejen, en letgående ny 6-trins gearkasse og et forbrug på 22,7 km/l runder hele pakken fornuftig af.

En del købere og journalister har kritiseret bilens forholdsvist hårde undervogn. Derfor har Kia-ingeniørerne ændret på en del af komponenterne i hjulophænget. Andre, blødere fjeder, andre bøsninger og nye lavfriktionsdæk. Det skal dog nævnes at disse ændringer kun følger med biler der er monteret med 15”- eller 16”-hjul fra fabrikken. Bestilles 17” ab fabrik er undervognen den samme som i dag, ud fra devisen, at så ønsker brugeren sandsynligvis en mere hård afstemt undervogn.

Forøgelsen af komforten ude på de østrigske landeveje er ikke til at overse, eller rettere vi nyder den. Dog har også mindre vind- og vejstøj en del af æren for dette bedre helhedsindtryk under kørslen.

Den danske pris på 230.000 kr. med 7 års mekanisk garanti/150.000 km - hvilken der måtte komme først - kan ingen klage over.

6 nr. af Bil Magasinet + elektronisk p-skive 248,00 kr. SPAR: 579,70 kr. BESTIL

Kia Ceed 1,6 CRDI ISG Active SW

Motor

R4, 1.582 cm3, 16V, turbodiesel

Ydelse
115 hk ved 4.000 o/min
255 Nm ved 1.900-2.750 o/min

0-100 km/t
11,5 sek.

Topfart
188 km/t

Forbrug EU-miks
22,7 km/l

Mål L/B/H
449/179/149 cm

Køreklar vægt/last/maks. påhæng
1.461/459/1.400 kg

Bagagerum
543-1.655 liter

Dæk
205/55 R 16

Årlige afgifter
1.960 kr.

Pris
229.990 kr.

Tallene bag
Med 2.319 stk. Ceed på danske plader i 2007 tog bilen danskerne med storm og lå endda foran klassens primus, VW Golf. Med introduktionen af Ceed SW – stationcar – der står for 70 procent af salget – kom der for alvor skub i salget, og de tørre facts fra statistikerne viser 3.973 solgte Ceed i 2008. Samme år blev der solgt 2.449 VW Golf. 

 

Kommentarer

  • Kurt B. larsen Hej John Hansen - Dret er først nu, at jeg ser din kommentar til KIA Ceed EU-norm 5. Jo, du kan tro at jeg havde ret. Motorerne var på det tidspunkt allerede produceret med EU-5 norm. Bilerne med EU-4 norm på lager skulle jo lige først sælges, og derfor holder man kæft indtil de er solgt. I dag ( 11/1-2011) er alle med EU-5 norm, og har været det længe. Jeg vidste bare ikke hvornår de kom på gaden, og hos KIA spillede man bare uvidende. - M.v.h K;urt.
  • john hansen Kurt. Du tager fejl. jeg har spurgt hos importøren, og her oplyser man at bilerne opfylder gældende lovkrav i relation til emmission og at dette pt. er Euro 4 !! Mvh John
  • Kurt B Larsen Hej Jens P. Lange, Har netop læst din anmeldelse af Kia cee'd. Jeg kunne godt tro at du også har læst Auto-News.de, og især FDM's MOTOR. Du har i hvert fald de fleste nyheder med, men mangler dog, at bilen nu er rykket op til EU 5 norm, og den har fået hill-holder (til at sætte igang på bakker o.lign.). God artikel, fint sprog og uden "netfolkets" mange stave- og sprogfejl. Men bevar mig vel: du kan da ikke mene at bilen har LAVFRIKTIONSDÆK!!!??? - Så er den jo dødsens farlig på vejene. FDM brugte den samme betegnelse, og den er helt gal. Næh hr. JPL, bilen har Michelin LETLØBSDÆK (=dæk med lav rullemodstand, Leichtlaufreifen på tysk), og det er noget ganske andet. - Med venlig hilsen, Kurt B Larsen.

Skriv kommentar

Glemt password?
Facebook Login

Seneste

Mest læste


Abonnér på BILMAGASINET.DK Se alle tilbud