- Artikel
- Galleri (3 billeder)
Volvo V70 Hybrid
Test: Prototype med diesel- og elmotor stiller med knusende moment og ufatteligt lavt forbrug
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Volvo univers.Først om to år er Volvo klar til at sende sit nye miljøflagskib på gaden, men svenskerne er åbenbart så sikre i deres sag, at de allerede nu ikke kunne nære sig for at vise den frem: Volvo V70 PHEV, der kan køre på ren batteridrift i nærtrafikken og samtidigt har en stor, stærk diesel til de lange ture.
Derfor sidder jeg her på Volvo’s egen testbane i Torslanda uden for Göteborg og kører i prototypen, der ifølge Volvo er meget lig den bil, der kommer på gaden. Ganske vist har jeg 100 hk på baghjulene i form af den aldeles tyste elmotor i stedet for de 70 hk, der kommer i produktionsmodellen, og jeg oplever heller ikke nogen form for interaktion mellem diesel- og elmotoren, som der naturligvis også bliver i seriebilen. En anden bagatel - som hvor den store og 150 kg tunge litium-ion batteripakke omme i bagagerummet skal endeligt placeres - er heller ikke på plads.
Men alligevel og for første gang: Det er faktisk en el/miljøbil, jeg kunne tænke mig at købe.
For konceptet er helt rigtigt. Du får en bil, der kan køre 50 km på ren batteridrift, den kan lades op via en almindelig stikkontakt på 4-6 timer, og du har til længere ture stadigvæk en kraftig 205-hestes Volvo-diesel ude foran. Via firehjulstrækket kan du med begge motorer i aktion sende op til 270 hk og 700 Nm ned i asfalten, så du kommer aldrig til at gå død for kræfter. Det er det bedste af to verdener.
Du kan rent faktisk køre fulltime eldrevet i byen, på arbejde og hjem igen, hvis du må lade V70’eren op i arbejdstiden, og skal du køre længere eller trække noget tungt, har du stadigvæk den almindelige dieselmotor. Har du så samtidigt (som i f.eks. Sverige) adgang til strøm, som kommer fra miljøneutral vand- eller vindkraft, kan regnskabet næsten ikke blive mere miljøoptimalt.
Snitforbruget i produktionsbilen bliver ifølge Volvo så lavt som 1,9 liter pr. 100 km eller over 50 km på literen! Et ambitiøst mål, hvor det bliver nødvendigt at kombinere eldriften med noget mindre voldsomt end Volvo’s største diesel, f.eks. den mindre tørstige 109-hestes 1,6D-maskine.
Men Volvo har med prototypen valgt at vise, hvor kraftig en miljøbil faktisk kan være.
Skal der volumen på salget, må Volvo imidlertid presse på for at få billigere batterier, for i svenske priser (u. afgift) regner de med en overpris i forhold til en almindelig brændstofbil på ca. 200.000 kr.
Og inden du griber knoglen til den nærmeste Volvo-forhandler skal du vide, at det ikke er sikkert, at den første PHEV-model bliver en V70. Det er mere sandsynligt, at det bliver i den kommende V60 med 160-hestes motor.
Volvo V70 PHEV (prototype)
Motor
R5, 2,4 liter, 16V, turbodiesel + elmotor
Ydelse
205 hk + ca. 100 hk fra elmotor
Moment
op til 700 Nm
0-100 km/t
8,9 sek.
0-100 km/t på el
15,0 sek.
52,6 km/l
Rækkevidde el/diesel
50/1.200 km
Ladetid
4-6 timer (230V/10 Amp.)
CO2-udslip
50 g/km
Prisgæt
Ca. 200.000 kr. dyrere fra fabrikken end dieseludgaven
Kommentar
-
joakim den er jo overdrevet fed. nok den ultimative hybrid