Stortest: Flådens nye fartøjer

Tekst & foto: Carsten Nymann

Skiltet med sikkerhedsbæltet slukkes, du krænger dig ud af det trange flysæde, kæmper dig ud af flyet, løber gennem transithallen i Kastrup Lufthavn, ud på P-pladsen, flår døren op til bilen og kaster dig ind på bagsædet af din Skoda Superb. Endelig kan du strække benene ud, læne dig tilbage og slappe helt af ...

Jeg slår øjnene op. Til denne måneds stortest har jeg udtænkt et lille rollespil. Jeg er en travl repræsentant for Aalborg Akvavit (nåja, man er vel nordjyde), som er på vej hjem fra en udlandsrejse. Men før jeg atter kan slå blikket ud over Limfjorden, skal jeg nå vigtige møder i Odense og Århus, så jeg har brug for en firmabil, der bringer mig sikkert og udhvilet i havn med en vis underholdning ­undervejs. Jeg sukker og kravler over, hvor jeg hører til - bag rattet. Ikke at der er det fjerneste i vejen med at sidde hér, men bagsædepladsen i Superb er nu engang ... ja, superb.

Testensemblet består desuden af forhåndsfavoritten Mazda 6, Opels roste Insignia samt Toyotas nye Avensis. Da økonomien også betyder noget for en seriøs forretningsmand, har jeg valgt beskedne varianter, der alle pånær Toyota’en er udstyret med de mindste og mest nøjsomme benzinmotorer.

Jeg forlader lufthavnen og sender Superb ud på motorvejen. På papiret er den velvoksne tjekke udstyret med en pjaltet motor på blot 1,4 liter, men takket være trykladning yder den ikke blot 125 hk, men også et solidt moment på 200 Nm, som er til stede ved allerede 1.500 o/min. TSI-motoren er simpelthen et lille smykke, der rasler rundt i en alt for stor æske, men det er imponerende, så godt det fungerer. Superb’en kan godt blive fornærmet og stampe lidt med forpoterne, hvis jeg sætter for abrupt i gang, men ellers administreres kræfterne forbilledligt, og især i mellemaccelerationerne er turbomotoren overlegen. Men det allerbedste er næsten, at den trods alle sine kræfter takket været motorens beskedne volumen præsterer et lavt brændstofforbrug.

I det hele taget er Superb en listig konstruktion. Udenpå ligner den en tung, ­godmodig Gorbatjov-limousine fra Østfronten, men køreegenskaberne har væsentligt mere til fælles med VW Golf end med GAZ-14. ­

Behersket krængning i svingene, relativ sen understyring, behageligt afstemt affjedring og et fornuftigt vægtet styretøj er blandt dyderne i Superb. Bilens platform er en variation af VW-koncernens fleksible A-platform, som debuterede i Audi A3 i 2003, men takket være en akselafstand på 276 cm (testens længste og fem cm længere end VW Passat) er langturs-komforten hævet flere niveauer. Superb er en fremragende flyder til de lange stræk. Selv en tur henover Storebæltsbroen i moderat sidevind slår den ikke ud af kurs.

Så altimens jeg sidder og nyder, hvor ubesværet og udramatisk min køretur forløber, kan jeg bruge min energi på at beundre den logisk layoutede kabine, som er udført i bløde materiale med en nidkær hensyntagen til detaljen. Det er slet og ret utroligt, at Superb fås fra under 300.000 kr.

2. Opel Insignia 1,8 Edition

Odense Marcipan står der med store røde bogstaver op mod en solbrændt himmel. Mit møde er overstået, jeg løsner slipset og betragter min næste firmabil. Opel Insignia er ualmindeligt smuk. I modsætning til forgængeren Vectra, der var tegnet ud fra devisen Funktion über Alles, har designerne haft friere tøjler denne gang. Indvendigt er stilen fra ydersiden ført elegant videre, og finish og materialer matcher generelt den aura af eksklusivitet, som Opel gerne vil udstråle.

Jeg får gang i motoren og bliver et øjeblik i tvivl om, hvorvidt jeg er kommet til at bestille en dieselversion. Basismotoren på det danske marked er den seneste 140 hk version af den 1,8-liters Ecotec-motor, der oprindeligt debuterede i Opel Astra i 1999. Motoren er umiddelbart en moderne sag med variabel ventilstyring, alligevel klaprer den i tomgang højlydt som 1980’ernes første 16-ventilede motorer, og under acceleration sendes resonanser op i rattet. De 140 heste er heller ikke rigtigt friske på en gallop-runde, hvilket vores målinger også viser.

Efter den positive oplevelse med ­Skoda er den tørstige og kradse motor i Insignia en skuffelse, især fordi resten af bilen virker moderne og gennemtænkt. Chassiset som Insigna er det første GM-produkt til at benytte, er fornemt afstemt mellem sport og komfort, styretøjet er let men direkte, og gearkassen arbejder præcist og uden knaster. Og så sidder jeg godt i førerstolen, som støtter alle de rigtige steder, og som - ligesom rattet - kan justeres rigeligt i alle retninger. Den aktive nakkestøtte kan også skydes helt frem, så jeg kan hvile hovedet på de lange stræk.

I modsætning til i Vectra kan jeg endda ­placere både kaffekrus, mobiltelefon, husnøgler og tegnebog rundt omkring mig uden at det hele rasler ned i bunden i første sving. Test­eksemplaret, den danske Edition-udgave, koster 10.000 kr mere end basisbilen, men inkluderer bl.a. to ekstra airbags, klimaanlæg, læderrat med fartpilot og større fælge. Herudover er ekstraudstyrslisten nærmest uhyggelig lang, men skal jeg anbefale én ting, er det Opels nye adaptive xenon-forlygter, der via et kamera i forruden justerer lyskeglen alt efter hvor hurtigt, man kører, og på hvilken type vej. Det er 14.900 kr., som er godt givet ud, når øjnene begynder at blive trætte.

3. Toyota Avensis 1,8 T2 Sedan 

Lygtetændingstiden nærmer sig, da jeg forlader Århus’ nye business-vartegn, ­kontorkomplekset Ellipsen. På p-pladsen venter Toyota Avensis, som på billeder ikke gør meget væsen af sig, men her i aftenskum­ringen ser moderne og dynamisk ud. Jeg kørte Avensis første gang i december, og det er et velkomment gensyn, da jeg sætter mig ind i det bløde forsæde.

Kabinen er ikke spændende udformet som i Insignia eller limousine-agtig som i Superb, men den er hvinende lækkert forarbejdet. Til gengæld har jeg efter den perfekte indretning i Insignia vanskeligt ved at finde mig til rette. Når jeg sidder optimalt i forhold til pedalerne, kan jeg ikke få rattet tæt nok på, og jeg sidder også ret højt i kabinen.

Avensis stiller her i T2-udstyrsvarianten med den nye 1,8-liters valvetronic-motor, der yder 147 hk. Bilen har bl.a. regnsensor, tågelygter, elruder bag og fartpilot som standard. Billigste Avensis har en 1,6’er med 132 hk, men den fås kun med T1-udstyr. Efter Insignia er motoren i Avensis en nydelse. Takket være bl.a. den nye variable ventilstyring med trinløs variabel ventilløftehøjde er den omdrejningsvillig og kraftfuld.

Motoren er samtidig afstemt til at trække flest mulige meter ud af hver liter brændstof, så den springer ikke af sted fra bunden af omdrejningstælleren. Her bliver jeg kun lige akkurat tildelt kræfter nok til at trille af sted i så højt et gear som muligt (dén del sørger gearskift-indikatoren på o-tælleren for at minde mig om). Skal der for alvor ske noget, så gælder det om at aktivere det letgående gearskifte og gå to trin ned, så nålen fiser op i nærheden af det røde felt ved knap 7.000 o/min. Her er der til gengæld også et overskud af en anden verden.

Toyota-motoren har næsten karakteristik af en gammeldags ­turbo­motor, men sammenlignet med ­Skodas moderne TSI-motor med lille ­turbo­lader mangler her bundtræk i ­mellem-accelerationerne. Avensis mangler også lidt vildskab. I forhold til forgængeren er undervognen sportsligt afstemt, og styretøjet præcist, men noget køremæssigt festfyrværkeri er der ikke tale om. Til gengæld ligger den helt og aldeles bomstille på vejen og kun voldsomme vindstød kræver lidt ekstra agtpågivenhed på rattet. For den langtursorienterede firmabilist er Avensis et rigtigt godt bud.

Mazda 6 1,8 Advance

“Du går kold når - du kommer til Aalb’år.” Den kendte strofe fra lokal-rapperen Johnny Hefty hænger tungt i aftenluften, da jeg triller ind på hovedkvarteret i Aalborg. Helt kold er jeg nu takket være de kompetente langturs-vogne ikke gået, og der er endnu en bil i vente. De fleste firmabil-førere bruger også vognen privat, og når man er stemplet ud, er det meningen, at man skal have det sjovt. Mazda 6 er testens akvavit: Lille og skarp, og redaktionens favorit. Med testens svageste motor ligner den en flad fisk, men Mazda har en trumf i ærmet. 6’eren vejer blot 1.355 kg - hele 215 kg mindre end Skoda Superb. Det mærkes.

Mazda 6 ligger i svingene som en sugemalle på afveje, motoren er frisk og veloplagt og har en god lyd, og når man sætter sig i sædet er det som om, man bliver koblet sammen med bilen. Rat og gearstang sidder i perfekt afstand, og jeg smiler uvilkårligt, hver gang vejen svinger. 6’eren stiller op i absolut billigste trim, som til gengæld er fuldt tilstrækkeligt med klima, fartpilot, elruder bag, cd-boks og meget andet. 1,8’eren har kun 5-trins gearkasse, men ved 130 km/t kører motoren med samme antal omdrejninger som testens øvrige biler med seks gear pånær Skoda Suberb. Så det er kun ved højere hastigheder, at du for alvor vil savne 2,0’erens 147 hk og seks gear.

Den letbenede Mazda indkasserer dog også minusser. I kabinen mærker man, at der er gjort alt for at spare vægt. Instrumentbordet er delt op i to dele med hårdere og tyndere plast omkring rat og speedometerbrønd, og sæderne er ikke så store og velpolstrede som i konkurrenterne. Der er masser af sidestøtte i selve hynden, men jeg savner mere støtte ved skuldrene, ligesom nakkestøtten er langt væk. Mazda 6 og Insignia virker lidt mere sidevindsfølsomme end Superb og Avensis.

Vi kører ikke decideret øko-kørsel, men bruger bilerne, som det er meningen, de skal bruges - og her kniber det for Mazda med brændstoføkonomien. Til gengæld lyser den langt mere op i trafikken end Superb og Avensis.

Men hvad tager du så?

Hvad vælger den ansvarsbevidste forretningsmand? Opel Insignia ser godt ud, og man befinder sig godt i kabinen. Men motoren lammer bilen, og medmindre du tager en diesel er alternativet, 2,0 turbo, hele 100.000 kr. dyrere. En 1,6 turbo med 180 hk er ganske vist på vej, men hvorfor GM ikke har introduceret Insignia med den længe ventede, nye 1,4-liters twinport med turbo er uforståeligt.

Toyota Avensis imponerer med en fin brændstoføkonomi fra den fornyede 1,8-liters motor, men det koster kræfter i bunden. På trods af mere sportslig opførsel, lægger den stadig ikke op til aktiv kørsel. Det gør til gengæld favoritten Mazda 6, der også i dette selskab er det mest køreglade indslag. Netop dét plejer at være nok til at løbe med sejren.

Men selv en Bil Magasinet-pseudo-forretningsmand må forholde sig til de mange point, som Skoda Superb haler i land. Den har den kraftigste motor, den er brændstoføkonomisk, billig i indkøb, kører godt, er komfortabelt, men dynamisk afstemt, og så er den nærmest ufatteligt rummelig. En vinder.