Bentley Continental GTC Speed

Tekst & foto Carsten Nymann

Bentley Continental GTC er en stor vogn. Det ligger ligesom i navnet Continental. Men så er den altså heller ikke større. Faktisk er den kortere end de fleste nye modeller i firmabilklassen.

Det er i hvert fald, hvad jeg minder mig selv om, mens jeg navigerer seneste skud i Bentley’s væksthus gennem den københavnske trafik. For sagen er jo, at nok er sådan en GTC ikke længere end en Mondeo, men følelsen af volumen svarer til, at jeg sad på bagsædet af Ford’en og forsøgte at skue ud over ­kølergrillen. Der er virkelig tilstede­værelse over den britiske bamse. Jeg får endda et venligt blink fra en chauffør i en gammel Rolls-Royce på min vej.

Det nye ved netop denne Bentley er selvfølgelig Speed-tilføjelsen til navnet, som GTC har arvet fra coupéen GT og sedanen Flying Spur. Med navnet følger også en opgradering af den biturbo-trykkede V12’er, en justering af den 4-trins luft­affjedring, et mere direkte styretøj, nye hjul og kraftigere dimensionerede bremser. For at dvæle lidt ved Mondeo-analogien betyder det, at du nu har hele 610 ­buldrende og brølende hestekræfter til at rive i rattet, når du sidder der omme på bagsædet og forsøger at overskue situationen.

GTC Speed går på papiret fra 0-100 km/t på blot 4,5 sek., og med hjælp fra det effektive firehjulstræk, monstermomentet på 750 Nm og automatgearkassen skulle det såmænd ikke undre mig, om det kan lade sig gøre.

Elegant bearbejdning af læder, aluminium og glas. I praksis aftales interiør og detaljer med hver enkelt køber i denne prisklasse

Og selv om en GTC Speed formentlig vil være mere malplaceret ved Danmarks Hurtigste Bil (DHB) end Mærsk Mc-Kinney Møller på en Christianiacykel, er det altså det, Bentley’en kan: Accelerere ubamhjertigt hurtigt fra stilstand og så ellers ligge og vugge på motorvejen med 200++ km/t time efter time.

6-liters W12-motor i aluminium og med to turboladere giver et knusende moment ved alle hastigheder. Filosofien er: Der skal være rigeligt med bøffer

Men fordi Continental-modellerne trods alt er kendt som de ungdommelige medlemmer af Bentley-familien, vælger jeg at svinge inden om nogle mindre veje, hvor det ikke blot er fartgrænserne, men også tyngdekraften, der er overdommer. Styretøjet, som i øvrigt skulle være blevet justeret på samtlige nye Continental-varianter, er altså stadig meget letgående. ­Præcisionen er dog rimelig ok, og med den justerbare luftaffjedring og firehjulstræk føler jeg mig ganske tryg bag rattet. Nogen større morskab er der dog ikke lagt op til. For eksempel forsøger jeg at anvende gearkassens sportsligt udseende skiftepaler ved rattet, men selv med transmissionen låst i manuel indstilling er skiftene så langsomme, at man skal have en endog særdeles veludviklet fantasi for at lege F1-kører.

Men skidt nu med det, for lyden af de tolv stempler, der sender dovne knald ud gennem udstødningen ved speederslip, er det hele værd.