Dodge Challenger SRT8

Dodge Challenger er en amerikansk dinosaur, som ikke ved, at den er uddød. Derfor færdes den i trafikken med en overbærenhed, som når du ved, at du overgår de andre i klassen. Det gør Dodge Challenger ikke. I hvert fald ikke i traditionel, objektiv test-forstand, men som sagt, den ved det ikke, og det både klæder dén og smitter chaufføren.

Det er umuligt ikke at blive glad bag rattet af den nye Dodge Challenger, og det burde være, hvad biler handler om, præcis som da Dodge Challenger kom på markedet i 1970.

Dengang kørte Fords mega-succes med den lille Mustang på sjette år, så Dodge var sent ude med “Udfordreren” i muskelbil-klassen, der siden 1967 også havde talt Chevrolet Camaro. Alligevel lykkedes det: Allerede det første år fremstillede og solgte Dodge mere end 75.000 Challengers.

Fem meter lang og to meter bred old school-muskelbil. Et betagende syn

Med Challenger årgang 2009 forsøger Chrysler (der ejer Dodge) at gentage kunststykket fra dengang. Ford har skamredet retrobølgen i flere år med den genopfundne Mustang, og nu udfordrer Chrysler så med en ny Challenger, der spiller på præcis de samme strenge som Mustang. Uden udfaldet dog er givet forhånd, ser det igen ud til, at det vil lykkes. Det ligner manuskriptet til en bedre Hollywood-kriminalfilm om magt, ære og rivalisering, med USA’s store bilproducenter i hovedrollerne. Og det kan meget vel blive til en hel serie, for senere på året er Chevrolet klar med en ny Camaro, der ligesom Challenger og Mustang designmæssigt spiller på den oprindelige model.

Hvem er helten, og hvem er skurken i den krimi? Det handler i hvert fald ikke så meget om teknik og test som om holdninger og følelser, som så meget andet i amerikansk kultur og film.

Teknisk set bygger den nye Challenger på det, Chrysler kalder LX-platformen, som igen består af dele hentet hos Mercedes-Benz, der ejede Chrysler frem til årsskiftet. Forhjulsophængene er lånt fra den gamle Mercedes S-klasse (W220), mens baghjulsophænget er lånt fra den gamle Mercedes E-klasse (W210). Konstruktionen havde premiere i Chrysler 300C, men den bruges som grundlag for andre modeller, såsom Dodge Magnum, Charger og nu Challenger.

Ikke overraskende opfører en Chrysler 300C sig ganske som den gamle E-klasse, og det er ikke nogen hæder i denne sammenhæng, men overraskende nok kører den nye Challenger anderledes bedre.

Fornemmelsen af stor tung vogn kan Challenger ikke løbe fra.

Med sine 503 cm er det en stor bil, men den føles meget mere adræt, og endnu vigtigere, den styrer langt bedre. Styretøjet er meddelsomt og præcist grænsende til det underholdende. Den er rent faktisk en amerikansk bil, der kan lide at dreje!

Forklaringen er enkel og ret synlig. Fra 300C ved vi, at forskellen mellem 18" og 20" hjul er betydelig. Testbilens 22" hjul er ikke standard, men det virker som om, de kun gør det endnu bedre. Hertil kommer Bilstein-undervogn (med gule støddæmpere!) med tilhørende bøsninger, som har strammet underregionen op, mens Brembo sørger for at bremse det hele ned.

Den store V8-motor på 431 hk blæser kræfterne om til bagakslen, som kvitterer med hjulspind ved enhver given lejlighed. På grus er det umuligt at sætte i gang uden lidt jovial, henkastet stensprøjt, og på asfalt har den så let til dækhvin, at du umuligt kan køre Challenger uden at tænke på en koger. Prøv bare - et passende sted, naturligvis! Det er lettere, end du tror. Sæt automatgearet i første gear, træd let på bremsen og så på speederen, og baghjulene begynder at spinde uden, at bilen har rykket sig en cm. Efter få sekunder blæser tyk, grå dækrøg ud af begge hjulkasser, som var bilen sat op til både drift og dragrace.

Den klarer det skarpe sving mod Karlslunde langt bedre, end vi havde frygtet

Men inden det sker, har du fået en røffel. For når du træder på bremse og speeder samtidig, meddeler et display, at det er forbudt. Bliver du ved - og det er umuligt ikke at gøre - tænder den gule advarselslampe for forkert dæktryk, og den kan du ikke slukke igen, det kan kun værkstedet gøre. Det er i øvrigt i samme instrumentur, at der sidder et display, hvor du kan måle både din 402 m-tid og din 0-100 km/t-tid. Jow jow, så kender vi amerikanerne igen: Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt. Men så igen: Challenger giver sig aldrig ud for andet end at være amerikansk jern.

Trods sine 503 cm er Challenger ikke særligt rummelig. Der er ganske vist store, svulmende bagsæder, men benpladsen er ringe. Førerpladsen er rummelig nok, men bortset fra kopholderne er aflæggepladsen kun lige tilstrækkelig. Bagagerummet er faktisk stort, men læssekanten er ikke set større, siden Ford A havde svigermorbagsæde. På samme måde ligger motoren så langt bag kølergrillen, at mekanikerne nærmest skal have et stillads for at skifte tændrør.

Sportsstole med læder og kæmperat er standard

Der bliver ruttet med pladsen, som du forventer, at der bliver det i en amerikansk bil, og det er præcis dér, at Challenger begynder at give mening. For listen over tekniske uhyrligheder kan snildt blive længere, men det kan den, fordi Challenger er tro mod sit amerikanske overjeg, og det er den troskab, der tvinger smilet på dine læber, så snart du sætter dig bag rattet.

Amerikanerne har mange gange forsøgt at bygge praktiske, fornuftige, europæisk inspirerede biler. Men ser vi bort fra Cadillac CTS, så må vi bare konstatere, at det går ikke. De kan ikke finde ud af det. Til gengæld er der ingen, der kan tage det amerikanske ud af en rigtig amerikanerbil, hvad det så end er, og Challenger er amerikaner på den mest uforfalskede måde. En tur i Dodge Challenger er som at se Jurassic Park på storskærm. Når filmen er færdig, ved man godt, at det ikke er rigtigt alt sammen, men tænk hvis det var.

Den store V8-motor, der hedder Hemi, ligesom Chryslers tunede V8-motor gjorde det i 70'erne, buldrer som en utæmmet V8'er. Lidt mere poleret end i 1970 måske. Men du er ikke i tvivl om den magt og vælde, der gemmer sig under den store kølerhjelm med de falske luftindtag. Den teknisk set langt mere raffinerede BMW M5 ville køre hele det brede baglygtepanel af Challenger’en uden at sige en lyd, hvis den fik lov. Men det får den ikke, for Challenger har så megen attitude, at det er rimeligt at tro, at den ikke vil tage kampen mod en M5 op. Dodge’n er hævet over europæisk snilde og snusfornuft, fordi det at blive glad for at køre bil, ikke nødvendigvis handler om et rummeligt bagagerum og pæn finish på frontpanelet.

Det handler om ligne noget, og hvor gammeldags og politisk ukorrekt det end lyder, så fylder det at se ud stadig en masse i din hverdag. Måske er det befrielsen af at sidde i en bil, der står ved sig selv, der gør forskellen. Jeg ved det ikke, men det kunne der sikkert komme en rigtig god Hollywood-film ud af, mens Lars von Trier ville få det mokket sammen til en meget realistisk, men dødsyg helaftensfilm.

Og hvilken ville du så helst se?