- Artikel
- Galleri (6 billeder)
Ford Fiesta 1,6 TDCi Econetic 3d
Vi kører til Østrig på én tankfuld diesel
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Ford univers.Af John Sørensen
![]()
"Til Wien på en tankfuld - og der bliver en sjat til overs.” Hmm, Ford’s nyeste reklameslogan for Fiesta EcoNetic lyder en anelse overdrevet. Jeg har det med at blive mere og mere skeptisk, jo flere gyldne løfter der udstedes. Ikke mindst nu, hvor øko-tallene er det hotteste konkurrenceparameter overhovedet.
Så jeg tog sagen i egen hånd og konfronterede Ford med udfordringen: Kan en Fiesta EcoNetic virkelig køre fra København til Wien på en tankfuld?
De var overraskende samarbejdsvillige hos Ford, på trods af at den danske importør ikke selv havde efterprøvet sagen, men såmænd bare regnet ud, at 40 liter diesel gange 27 km/l i gennemsnit giver 1.080 km - hvilket lige kulle være nok til at snige sig inden for Wiens bygrænse ved 1.028 km og således have den nu efterhånden berømte ”sjat” tilbage i tanken.
Omhyggelig tankning på Roskildevej kl. 8.59 plus reservedunk for alle tilfældes skyld og navi’en indstillet på Wien centrum.
Så af sted med os. Vi starter i en ren optur: Bilens kørecomputer lægger meget lovende ud med et tidligt snitforbrug på landevej under de fire liter pr. 100 km - det bliver en nem tur. Men ved nærmere eftertanke har vi kun lige snuset til motorvejen, og vi skal pinedød ned på et endnu lavere forbrug, for at jeg ikke bliver nødt til sende konen ud med reservedunken i nødsporet på Autobahn.
En anden tanke slår mig også: Det kunne faktisk gå hen at blive rasende kedeligt at køre over 1.000 km tværs gennem Europa i knallertfart. Så gæt lige, om det klør i speederfoden, da den bette Fiesta bliver landfast med tyskerne og den frie hastighed på motorvejen.
Men tålmodighed er en dyd for den seriøse tester, tænker jeg. Og overvejer bekymret, om det nu var klogt at tage konen og reservedunken med. De ekstra 90 kilo (plus dunken, naturligvis) kan jo forrykke hele resultatet. Sagen må klares med list og strømpefødder, der kælent kærtegner speederen i stedet for at trykke den i bund.
Jeg skifter gear, nærmest inden den lille grønne indikator-pil i instrumentbordet giver signal, og hastigheden holder jeg på 100-120 km/t, hvor den 90 hestes Ford-diesel tygger drøv på sit max-moment lige under 2.000 o/min. Dieseldråberne udnyttes på denne måde til det yderste, og i et udslag af ren fairness bestræber jeg mig på at kørende forudseende og flydende. Med slukket aircon af sparehensyn. Også selv om køling kunne være rart. Det virker en anelse provokerende på mig at blive blæst af vejen af enhver Skoda Fabia, der kommer hamrende med alt, hvad lortet kan rende.
John. Joohn. JOOOHN, hvad LAVER du?
Men så sker der noget: Efter 203 km har måleren bevæget sig! Og et tjek på kørecomputen lover mig ikke diesel til mere end 817 km. Med andre ord - vi er fucked. Hvis vi altså skal blive i den ungdommelige terminologi, som Ford Fiesta lægger op til. For resten, vidste du, at Fiesta’ens instrumentbord ligner en mobiltelefon, fordi det er designet til det kinesiske marked, hvor den slags ser sejt ud?
Sorry, ingen sidespring. Tilbage på sporet og nu med endnu lettere fod - jeg sænker ca. 10 km/t til 100 km/t, lægger mig i truckersporet og holder omdrejningerne så lave, at enhver Honda-motor ville gå grædende i seng. Men der er ingen nåde. Her ved 900 km er brændstofmåleren på kanten af det røde felt. Gennem Tjekkiet på listeføddder med en estimeret rest i tanken til 170 km.
Og jaee - kom så, dreje til højre ved Brno mod det første skilt mod Wien - tøffe, tøffe - nu skal det kunne lade sig gøre. Og dér er skiltet ”Wien” med EU-stjerner og hele pivtøjet! Måske er det ikke centrum, men dog en slags Wien, tænker jeg. Drejer dernæst promte fra ved første Tankstelle, hvor den tørstige Ford får sit fortjente foder efter 1.068 km. Det er så snært, som det kan blive. Tanken snupper 39.65 liter, så ”slatten” er på sølle 0,35 liter, hvilket er noget mindre end dén fadøl, jeg tænker at fejre sejren med. Men vi er fremme. Med en gennemsnitshastighed 82 km/t og 26,93 km/l i snit. Det er godkendt.
Så med god samvittighed kan vi køre hjem igen. Undervejs hævner vi de utallige smålige overhalinger, vi blev udsat for på vejen derned. Med 160-180 km/t er den lille rødglødende Ford-turbo på arbejde til en noget anden timeløn - nu snitter vi 98 km/t (ret dårligt, men hvis jeg ser bare ét vejarbejde til, så….) og kører bare 16,7 km/l, så en tankfuld nu kun rækker til 668 km.
Dit resultat i hverdagen med en Fiesta EcoNetic: Et eller andet midt i mellem 17 og 27 km/l - men den kan altså køre temmelig billigt, hvis du altså vil.

7 kommentarer
Jeg Vil bare lige tilføje at Jeg pendler dagligt ca. 250km i min (FIAT)Vectra 1,9JTD(CDTI) og holder et snitforbrug på 22,7km/L. dvs. at rent teoretisk kan jeg med mine 62 liter i tanken kan jeg køre fra min bopæl i Vissenbjerg og først tanke igen i Milano(1405km). Jokeren i denne bil er den høje gearing. Den er opgivet til 17,5km/l.
tak for en levende beskrivelse.........men sidder og undre mig i 1986 kørte jeg service i golf diesel fuldt læsset(elektriker) gik denne 20-22 km/l så undskyld hvis jeg ikke er imponeret udvikling på ca 23 år 4 km/l ja jeg ved godt de er tungere ......men alligevel
Jeg tror ikke en pind på de gode tal der skrives - specielt ikke dem fra 1986!. Jeg har selv haft en octavia 1,9 diesel fra 2007. Og den gik i gns. 16.5 km/l ved mest motorvejskørsel. Jeg tror ikke på, at man kan holde et snitforbrug på 22,7 km/l hvis der er blandet motorvej ind - og det må der være hvis der køres 250 km/dag!.
Thomas lading.. fiat vectra????
Tillykke til Ford! Først og fremmest fordi de nu er ved at forstå at det er miljøvenlige biler der er vejen frem, og derefter fordi at det i praktisk lykkes at leve op til den præstation som de opgiver. (27km/l)
Jeg skriver dette indlæg fordi denne artikel gav mig inspiration til at gøre forsøget efter.
Som sagt så gjort 12/8 pakkede min kæreste og jeg bilen med oppakning til en uge, og så gik turen sydpå, vi kørte via Gedser - Rostock over Prag og videre sydpå, vi valgte en lille by ved navn Cesky Krumlov i det sydlige Tjekkiet som første stop, flot by iøvrigt (950 km fra dk.) En distance der er ca. 120 km kortere end til Wien.
100 km syd for prag da brændstof måleren begyndte at lyse gik det op for os at det ikke ville lykkes, godt nok ville vi ifølge beregningerne kunne nå frem på de 6 liter reservetanken bilen er forsynet med , men det havde vi ikke nerver til. Tænk hvis vi havde regnet forkert og vi lige pludselig holdt i ukendt land.
Efter 855 km måtte vi kapitulere og køre ind på en tank, resultatet viste sig at være ganske godt for en 10 år gammel bil, fyldt med køletaske, computer 2 personer og oppakning. vi tankede 29,2 L.
Det svare til at bilen har kørt imponerende 29 km/l Havde vi altså fortsat til Wien ville vi altså have kunne nøjes med at bruge 35 L
Vi fortsatte rejsen sydpå gennem Østrig, Slovenien, og til Kroatien og så hjem igen via Prag.
På hjemturen fulgte jeg John Sørensens eksempel og gav den gas det vil sige vi overholdt næsten alle fartgrænser men i tyskland hvor der var fri hastighed kørte vi 150-160 det resulteret i et forbrug på 26,8 km/l
Efter 3146 km er resultatet at vi har brugt 108,8 Liter Diesel hvilke svare til et forbrug 28,9 km/L til en samlet pris på ca. 850 kr.
Ja jeg se sikker på at der er nogle der spørger sig selv hvilken 10 år gammel bil der kan op nå en sådan præstation, svaret er en WV Lupo 1,2 tdi 3L bilen er fra 2000 og har kørt 190.000 km uden problemer.
Bilen kostede ca. 175.000 fra ny. og brugt prisen er i dag efter 10 år og 190.000 km mellem 50.000,- og 80.000,-
Jeg er klar til at skifte, men endnu efter 10 år er der ingen der har lavet et alternativ. Ford og Seat er godt påvej. men helt ærligt! Det er 10 år for sent til at prale af 27 km. pr/l.
Jeg har lige kørt 1500 km i en bil magen til den John kørte i. Jeg kan afsløre at med tung fod og hovedsageligt motorvej kørte den ikke mere end 15-16 km/l hvilket jeg ikke var specielt imponeret over da jeg i min gamle benzin Polo 1,4 fra '98 med samme kørestil kører 13-14 km/l.
Det kan da ikke passe at man skal køre morfar-kørsel for at få den over 20 km/l eller hva?
Jeg kører ca. 60 km hver vej på job, og har efterhånden kørt små 20.000 km i en Fiesta Eco, holder et gennemsnit på mellem 22,5 - 23,5 km/l , kører mellem 85 km/t og 120 km/t........ Er MEGET tilfreds med min Fiesta Eco.....
Skriv en kommentar