- Artikel
- Galleri (6 billeder)
Mitsubishi Outlander "Evo I"
Skrevet 17. apr 2009 af Carsten Nymann. Foto: Bilmagasinet.dk
Skruer front og teknik fra Lancer Evo på SUV'en Outlander
"Hmm nu hvor vi har haft så stor succes med at operere Lancer-fronten over på Mitsubishi Colt, hvorfor så ikke give Outlander samme omgang?"
Sådan synes en idé at være opstået på et bestyrelsesmøde et sted dybt inde i Mitsubishi-koncernen, og vupti, nu er Mitsubishi Outlander GT Concept klar til at indtage biludstillingen i New York.
Den såkaldt Jet Fighter-snude som i sig selv er markant nok på Lancer, der trods alt er født med den, indtager nu en hidtil uset størrelse på den pimpede Outlander GT.
Den store SUV har ud over fronten fået ny motorhjelm, tag i poleret aluminium, OZ fælge og et sæt skørter og spoilere for ligesom at understrege Gran Turismo navnetrækket.
For at trække en tydelig tråd til den heftige Mitsubishi Lancer Evolution er Outlanderen, som indtil videre blot er en konceptbil, blevet sænket, den har fået kraftigere krængningsstabilisatorer og Brembo-bremser.
Og så har den ikke mindst adopteret elementer af Lancer EVO's avancerede S-AWC-firehjulstræk med elektronisk spærredifferentiale på forakslen.
På motorsiden er Outlander GT udstyret med en 230 hk 3-liters benzin-V6'er med 290 Nm moment.
Gearkassen er en 6-trins automatisk, som lidt a la en gammel Saab-gearkasse går i frigear, når speederen slippes frem mod et lyskryds for at spare brændstof.