Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Alfa-romeo univers.
Den har et smukt ydre, men under overfladen lurer kedsomhed og støj
Af Anders Richter
En Alfa Romeo har altid været noget specielt. De smukke linjer, lyden, når nålen passerer 6.000 omdrejninger, og køreglæden. Men dén her er noget andet. En stor, grov dieselmotor, der lyder som en 20 år gammel Hamborg-taxa og et automatgear, som selv en amerikaner ville forbande. På papiret står beskrevet, hvordan kraftværket pumper hele 200 hk ud gennem forhjulene, men det føles mest af alt, som om halvdelen af krikkerne er gået på pension.
Den lille turbomåler fiser ellers lystigt op, når speederen ryger i gulvet, men krafteksplosionen udebliver. Mellemaccelerationer er heller ingen fornøjelse. Automatgearet laver en ordentlig nedgearing, men det har glemt, at de 400 Nm ikke ligger gemt i det røde felt. Det kan heldigvis omgås ved at sætte gearet i ‘manuel’, hvorefter du kan bruge skiftepalerne (ekstra til 1.339 kr.) bag rattet. Dejligt, lige indtil en advarselslyd plinger i kabinen. For Alfa’en vil ikke skifte op i gear før efter 2.200 omdrejninger. En smule irriterende, når man er vant til at pludre af sted i forhøjet tomgang. At bilen heller ikke går meget over 10 kilometer på literen, gør ikke sagen bedre, og diskvalificerer den til erhvervsbrug.
Resten af bilen er der bestemt ikke noget i vejen med. Undervognen er sat op til narrestreger, men motor og gearkasse passer slet ikke ind i billedet. Så vil du have en rigtig Alfa Romeo, så tag den 3,2-liters benziner med manuelt gear. Sværger du til diesel, er den mindre 1,9 JTDM mere end rigeligt.
Alfa Romeo 159 2,4 JTDM S-van
Motor R5, 2.387 cm³, 20V, turbodiesel
Ydelse 200 hk ved 4.000 o/min
400 Nm ved 1.500 o/min
Topfar t 223 km/t 0-100 km/t 8,6 sek.
EU-miks 12,5 km/l Årlige afgifter 5.780 kr.
Mål (L/B/H) 466/183/145 cm
Vægt/last/påhæng 1.782/423/1.500 kg
Bagagerum 1.235 liter
Dæk 225/50R17W
Reservedelsprisindeks 163
Værditab/3 år ca. 190.000 kr. (52 pct.)
Pris inkl. moms 366.476 kr.
VI SYNES…
Alfa Romeo 159 er en af de smukkeste biler i klassen, men motor og gearkasse passer slet ikke ind i billedet hér

