Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Peugeot univers.
Motorsporten skal være miljøvenlig. Derfor vil der for første gang optræde hybridbiler i feltet på Le Mans i 2009, men der er ikke tale om en sænket Toyota Prius: Peugeot har meldt sin ankomst med en hybridudgave af 908 HDi FAP-raceren, der udover V12-diesel vil have elmotor. Den opsamler energi fra nedbremsninger, og bruger det igen på vej ud af svinget eller til at sænke dieselforbruget. Den kan endda køre på el i pitten, så det er muligt at slukke motoren.
Hybridbilerne er inviteret til at deltage i 24-timers løbet uden for konkurrencen, men på samme vilkår som diesel- og benzinbilerne i den store prototypeklasse. Kravet er, at det er muligt at definere og måle kraftudviklingen fra bilens elmotor. Erfaringerne fra 2009 vil danne basis for de endelige regler for hybridbilerne, der kører med i konkurrencen fra 2010.
Ændringerne frem mod lavere brændstofforbrug og CO2-udslip, og færre omkostninger til motorer og dæk træder i kraft fra 2011, men fases gradvist ind fra næste år. Diesel- og benzinbiler bliver ligestillet i den store klasse, der bliver frit valg mellem åbne og lukkede biler, og som i Formel 1 bliver der krav om færre dækskift - det vil sige hårdere dæk og dermed langsommere tider - og mere holdbare motorer.
De store prototyper brød 3.30-minutters grænsen på Le Sarthe-banen i 2008, og arrangøren søger derfor at gøre dem langsommere. Motorerne får 10 pct. mindre luft, og turboernes ladetryk i dieselbilerne sænkes med 6,5 pct. Forvarmning af dæk som i Formel 1 bliver forbudt, og vindmodstanden øges.
Støjgrænsen sænkes fra 113 db (A) til 110 db (A), hvilket ikke betyder noget for dieselbilerne fra Audi og Peugeot, men bliver en alvorlig hindring for støjsendere som Panoz, Spyker og bilerne i den lille prototypeklasse.
-------------
KALENDEREN
31. maj - den officielle Le Mans 24-Hours testdag
Shakedown for de 55 biler, der er inviteret til at deltage i 24-timers løbet. Alle biler og kørere skal gennemføre et vist antal omgange på testdagen på den 13.629 meter lange for at få lov til at stille op til løbet 14 dage senere. Er du alligevel på de kanter, så gå ikke glip af oplevelsen. Det er billigt at komme ind, og der er fri adgang til alle tribuner i de syv timer, hvor der køres og testes. Der var mere end 30.000 tilskuere til testdagen i 2008.
13.-14. juni - Le Mans 24 Hours
Den 77. udgave af verdens største motorløb får i 2009 og 2010 gradvist indført et nyt reglement, der træder i fuld kraft fra 2011. Målet er at reducere omkostninger, hæve sikkerhed og sænke den generelle miljøbelastning fra motorsport. I 2008 slog publikumstallet rekord med 258.500 betalende tilskuere, hvoraf de ca. 30.000 kom fra Danmark.
Læs kommentarer

