Mens der på bilbranchens egen fagmesse, SEMA i Las Vegas, står masser af kendte biler pakket med alle de nyeste produkter fra branchen, er GM gået anderledes til værks.
Fordi Chevrolets nye muskelbil Camaro endnu ikke er på gaden i USA, har koncernen følt sig nødsaget til selv at forsyne messen med fire ombyggede biler.
Custom-Camaroerne, som bærer betegnelsen Concept, er delvist udstyret med GM's egne eftermarkedsprodukter.
Den første er Camaro LS7 Concept, som er inspireret af en særlig heftig version af Camaro fra slut-tresserne, der bar navnet COPO.
Den orangerøde kreation er, som navnet antyder, udstyret med GM's LS7-V8-motor med 550 hk, koblet til en 6-trins Tremec manuel gearkasse.
Til at få hold på raseriet er bremser fra Brembo i kombination med 20 tommer special-hjul.
I en anden katagori finder vi Camaro Dale Earnhardt Jr. Concept, som er en Camaro SS ombygget til ethanol (E85).
Her er bilen farvelagt med en retro-agtig tofarvet grå-hvid lakering, den står på 21 tommer hjul og er monteret med diverse originalt ekstraudstyr såsom hækspoileren.
For racerløbs-fans er der den blågule Camaro GS Racecar Concept, som er en moderne fortolkning af den originale Trans Am Series Camaro.
Her har Camaro hjelm, bagklap, døre og kofangere i kulfiber for at holde vægten nede.
I motorrummet ligger produktionsbilens LS3 V8-motor med Tremec-transmission,
mens udstødningen er en 3-tommers sag med sportsdæmpere.
En kølergrill i aluminium og oliekøler er også blandt sportsudstyret.
Den sidste, men absolut mest bistert udseende af kvartetten, er paradoksalt nok den svageste, nemlig Camaro Black Concept, som har GM's 300 hk 3,6-liters V6'er.
Hele bilen er holdt i sorte nuancer både ude og inde, ruderne er tonede og bilen har særlige HID lygter med "Halo"-ringe, samt mørke 21 tommer hjul.
Læs kommentarer

Camaro LS7 Concept.