Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Renault univers.
AutoUpdate var på pletten, da Renaults nye luksusflyder, Laguna Coupé, fik tid på vejene for første gang. Det var vejene omkring Albufeira i Portugal, der måtte lægge ryg til. Og som rent førstehåndsindtryk skal det siges, at det er ikke helt tosset, det den underkendte franske producent har leveret.
Renault Laguna Coupé er designet til at konkurrere med coupéerne i de store klasser. Nærmeste konkurrent må siges at være den efterhånden noget bedagede Peugoet 407 Coupé, men også Passat CC giver det mening at putte i samme kasse, mens fantasien virkelig skal strækkes, hvis der skal være plads til at bunke BMW og Audis to-dørs i feltet. Alligevel er Søren Hyltoft ikke bekymret for konkurrencen.
”Vi er ret sikre på, at den nok skal sælge. Det bliver købere, der VIL have denne her bil”, siger Renault Pressechefen.
Spørgsmålet er så bare, hvor mange.
Renault Laguna byder ellers på masser af godter med et højt standard-udstyr og 2,0 liters benzin og dieselmotorer rammer godt ind i det danske marked. Benzin-udgaven kommer med 205 hestekræfter, går 0-100 på 7,8 sekunder og selvom topfarten er vel over de 200, så er benzinforbruget angivet til 12,2 km/l.
Dieseludgaven kan også sagtens være med, da der er 180 hk at trække med, og et moment på 400 nm. Alligevel holder Dieselforbruget sig på 15,1 km/l.
Men det mest markante ved Renault Laguna Coupé er nok, at den er udstyret med styr på alle fire hjul. Det giver muligheden for at mindske venderadiussen til 10,1 meter. Hvilket er imponerende for en bil, der er 4,64 meter. Samtidig vil styringen på baghjulene være med til at give mere sikkerhed i udskridningssituationer, som eksempelvis ved akvaplaning eller glat føre, hvor der er fare for at miste bagenden.
I alt et godt førstehåndsindstryk, hvis ellers man kan tilgive designerne for at have lånt lige vel meget fra Henrik Fiskers Aston Martin, da de skulle lave bagenden. Men hey… hvis det virker….
Renault Laguna Coupe kommer på det danske marked til februar, og da Renault Danmark stadig forhandler pris, er den endnu ukendt, men et gæt placerer bilen omkring 500.000 kr.
Læs kommentarer

Skrevet 30. okt 2008 af Bilmagasinet.dk.
Foto: bilmagasinet.dk
