Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Vw univers.
Mindre praktik end originalen, men flottere - og billigere
![]()
For seks år siden mente Volkswagen - eller i hvert fald den magtfulde chef Ferdinand Piëch - at det folkelige mærke sagtens kunne bære en bil i den store luksusklasse frem til succes. Phaeton var - og det er den stadig - en innovativ og meget raffineret bil, men den koster det hvide ud af øjnene at fremstille, og så er den sværere at sælge, end Piëch nogensinde kan have frygtet. Han lurer stadig i krogene, den navnkundige efterkommer af Porsche-faderen, og mærkets trang til at sigte mod mere prestige er igen trængt ud gennem væggene på direktionsgangen i Wolfsburg. Passat ComfortCoupé, eller bare Passat CC, hedder vidunderet denne gang. Den er langt mere tilgængelig for folket og nede på jorden end Phaeton, selv når der er tale om cremen af cremen, topmodellen 3,6 V6 4Motion med DSG-gear. Det er ikke lige denne udgave, der skal få Audi- og BMW-kunder til at storme ind i butikken, det skal de mindre modeller med 1,8-liters turbo-benziner med 160 hk og dieselmotoren på to liter med 140 hk sørge for. 300 hk er alligevel et teknisk virkemiddel, der kan få os til at kigge den efter i sømmene. Er det bare en Passat med lavere taglinie og et sæde for lidt, eller kan den lokke nogle til fra de rigtige prestigemærker?
PASSAT CC VIRKER både mere moderne og elegant end sit ophav, og formen tiltrækker mere end blot enkelte nysgerrige blikke. Det er mere eller mindre ligegyldigt, om den kaldes den eneste coupé med fire døre på markedet udover Mercedes' CLS - den er en smuk bil med fire døre, som aldrig bliver så almindelig i gadebilledet som Audi A4 og BMW 3-serie. Og selvfølgelig meget mere sjælden end den velkendte Passat. Alene det er et plus i min bog.
De glidende linier og det lave tag gør ikke som frygtet noget dårligt ved bilens praktiske evner og køreegenskaber, blot kunne jeg ønske mig lidt mere plads mellem hoved og loft for de to på bagsædet. Linierne i kabinen er kun ændret lidt i transformationen fra Passat til Passat CC, dog løfter nye materialer, nye knapper, nye ure og nyt klimaanlæg fornemmelsen af kvaliteten betragteligt.
5,6 sek. til 100 km/t behøver ingen forklaring, og den korte tur klares uden asfaltslip takket være firehjulstræk og det overbevisende DSG-gear. Køreegenskaberne kan justeres ved hjælp af den adaptive undervogn; i "Comfort" glider man lydløst af sted, i "Sport" reagerer støddæmperne med mere modtand i vandringen og styretøjet er en tand skarpere. Med V6-motor er CC 70.600 kr. billigere end Passat R36 med samme motor, så det er næsten et slagtilbud. Med 160 benzin-heste er CC 57.100 kr. dyrere end Passat (der har mindre udstyr). Det virker fornuftigt, så måske Piëch får ret denne gang.
VW Passat CC 3,6 4Motion DSG
Motor V6, 3.597 cm³, 24V
Ydelse 300 hk ved 6.600 o/min
350 Nm ved 2.400 o/min
Topfart 250 km/t 0-100 km/t 5,6 sek.
EU-miks 9,9 km/l Årlige afgifter 6.480 kr.
Mål (L/B/H) 480/186/142 cm
Vægt/last/påhæng 1.757/353/2.100 kg
Bagagerum 532 liter
Dæk 235/45R17W
Reservedelsprisindeks 112
Værditab/3 år ca. 315.000 kr. (46 pct.)
Pris 685.398 kr.
Vi synes…
Du kan sagtens nøjes med 160 hk i Passat CC, men der er noget fedt ved den store V6’er, der gør den det værd

Coupé eller sedan? En konkurrent til BMW 3-serie og Audi A4 er den uanset hvad
