Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Ferrari univers.
Trods verdenskrise på finansmarkederne er markedet for klassiske biler på vej op. Angiveligt er en Ferrari 250 GTO i denne uge solgt på auktion for 150 millioner kr.
Er det sandt, er det ny rekord. Handelen er dog endnu ikke bekræftet, ligesom køberen, der er bosat i England, ønsker at være anonym.
I maj blev en Ferrari California Spyder 1961 solgt på auktion i USA for 55 millioner kr. til den engelske radiovært Chris Evans. Men det er småpenge i forhold til de 150 millioner kroner.
Ferrari 250 GTO regnes da også for den mest eftertragtede Ferrari-model overhovedet. Der blev kun produceret 36 styk fra 1962 til 64, hvor reglerne for den internationale GT-klasse foreskrev, at der skulle produceres mindst 100 eksemplarer for at en bil kunne homologeres til race. Heraf navnet GTO (Gran Turismo Omologato). Hvordan Ferrari slap afsted med kun at producere 36 biler er uvist.
GTO-modeller har jævnligt siden 1989 opnået auktionspriser i omegnen af 50 millioner kroner, men ved seneste salg er prisen altså tre gange så høj.
Læs kommentarer

Ferrari 250 GTO
