Den 16. august præsenterer Bugatti en bil, der, taget i betragtning af hvor få, der nogensinde får lejlighed til at køre i den, er en af de længst ventede i mange år.
Der er såmænd tale om en åben version af den mest legendariske sportsvogn i nyere tid, Bugatti Veyron.
Bugatti benytter den klassiske biludstilling og auktion, "Pebble Beach Concourse d'Elegance" til at præsentere verdens første Veyron Grand Sport for offentligheden.
Og allerede dagen efter, den 17. august, bortauktioneres det allerførste - endnu ikke producerede - eksemplar af den endelige bil (altså ikke selve show-bilen).
De første biler, og altså ikke mindst den udloddede bil, ruller af samlebånden i løbet af foråret 2009.
Rent mekanisk er den åbne Veyron i øvrigt identisk med den lukkede version.
Motoren er den samme W16 med fire turboer og 1.001 hk med et makismalt moment på 1.250 Nm.
Præstationerne skulle være de samme for begge biler, dog er det usikkert, om topfarten vil lide under den nye tagkonstruktion.
