9 hurtige til Tom K

Tom K gav en tur i en Audi R8 på Sjællandsringen ifb. dette interview. Han kører satme stærkt. Tom K gav en tur i en Audi R8 på Sjællandsringen ifb. dette interview. Han kører satme stærkt.
Skrevet 11. jun 2008 af Bilmagasinet.dk. Foto: bilmagasinet.dk

"...så hentede vi vandslangen, fyldte bilen med vand og gik til frokost."

Se mere om: r10, audi, peugeot, motor

Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Audi og Peugeot univers.

Audi Peugeot

Tom 'Mr. Le Mans' Kristensen, 40 år, har som den eneste vundet 24-timers løbet syv gange. I år skal være den ottende, selv om Peugeot kører rasende stærkt 

1. Er du klar?
Inden sæsonen havde vi lejet Jerez-banen i Sydspanien i tre dage. Vi testede vores DTM-bil hver dag fra kl. 9 til 20, ialt 1.620 kilometer. Det gik fint, jeg havde næsten ingen hovedpine, og jeg kunne godt holde til det.

Jeg er klar.

Det er ikke så meget det fysiske, der er problemet, det er at kunne holde koncentrationen. Hele tiden. At du er på hele tiden, 100 pct. på. Det er dét, der virkelig kræver noget, og det vil tage lang tid, før jeg kan blive lige så koncentreret som før ulykken sidste år. Men vi kørte 30 timer i træk på Paul Ricard-banen i vores R10'er sidste måned, og det gik fint.

2. Hvad sagde naboerne?
Ha-ha, det var jo ikke i Danmark, husk det... de sagde ikke noget. En dieselbil siger jo ingenting, den siger bare bobobobobobowoooosh og så er den væk. Og så larmer vores Audi endda en lille smule mere end ved premieren for tre år siden.

Uden at lufte nogle hemmeligheder kan jeg da sige, at den måske ikke har helt samme udstødningssystem som tidligere... Men den larmer utrolig lidt, også på Le Mans.

Hvis man kører op bag Lars Erik Hjulspinds Porsche kan man slet ikke høre motoren i Audien. Det eneste, du kan høre er BAAAAAAAA!, og så tænker man: Så brems dog, nå, det var dejligt, så slap vi for at høre på den. Porschen kører godt, men "man er jo på det samme sted lidt længere tid af gangen," som Lars Erik siger.

Når han bremser ned fra topfart og har bremset i måske to sekunder og ligger med 150 km/t, der kommer jeg forbi med over 330 km/t og er ikke begyndt at bremse endnu. Det er bremserne og standselængden, der er den store forskel på bilerne på Le Mans.

3. Hvad ved I om Peugeots bil?
Det... det ved jeg ikke... vi har jo ikke data på den, men mekanikerne taler sammen. Vi ved, at den har en bedre vægtfordeling end vores bil.

4. Hvorfor flytter I så ikke bare motoren frem?
Det kan vi da ikke, der sidder føreren! Nej, bilen er jo konstrueret, som den er, og det ville koste hundreder millioner kroner eller mere at udvikle en ny bil. Husk, at R10 kom frem for tre år siden, det er meget lang tid i motorsport. Det er samme koncept, motor, vægtfordeling som i 2005. Den har meget kraftige dimensioner, alt er kraftigt på grund af momentet.

Man kan eksperimentere med at lette delene, men holder det så? Peugeots motor sidder 22 cm længere fremme og de har lettere komponenter - men deres bil holder ikke lige så længe som vores...

5. Er det en fordel at køre åben bil på Le Mans?
Jeg kørte jo den lukkede Bentley i 2003, som vi vandt med, så jeg har prøvet begge dele. Jeg vil sige det sådan, at der er ulemper ved begge dele!

I regn er det bedre med en lukket bil, HVIS den ikke dugger. Hvis ruderne dugger, har du ikke en chance, det er det værste, der kan ske.

Det værste i en åben bil er ikke regnvejr, men at køre bag en langsom pacecar i kraftig regn. Så kører du jo rundt i et badekar med vandet skvulpende ud over rælingen. Man tænker jo også lige: Hvad så med al det elektronik i bilen, kortslutter det? På Paul Ricard-banen testede vi R10 her fornylig ved at fylde den op med vand fra en haveslange, mens vi spiste frokost.

6. Fyldte I den op med vand??
Ja, for vi tester ALLE mulige og umulige scenarier. Den startede fint, selv om den var fuld af vand. Efter testdagen 1. juni har vi lejet Bugatti-banen på Le Mans for at træne pitstop. Så giver vi mekanikerne alle mulige udfordringer.

7. Hvor mange mekanikere har I?
Vi har 30 procent flere end med benzinbilerne på grund af den avancerede dieselteknologi. Der er otte dedikerede mekanikere pr. bil, og så sidder der jo også folk i servicebilerne og analyserer data, nogle skaffer dele, bringer friske dæk og så videre. Vi er mange, og det er derfor, Audi helst ikke vil have for mange gæster ned i pitten under selve løbet.

8. Hvem vinder?
Det gør den, der holder en gennemsnitsfart på over 215 km/t og holder stille i maks. 35 minutter. Peugeot er favorit på grund af en hurtigere bil og målt i rå speed på topfart er de hurtigere end os. Men vi vil gøre alt for at vinde.

9. I Champions League i fodbold kan man opleve svinestreger, som dommeren ikke ser. Sker det også i dén her sport?
Nej, ikke på Le Mans. Man kæmper ikke om hvert eneste sving som i et sprintløb. Du bruger måske albuerne i et 100 meter-løb, men aldrig i en marathon. Le Mans er en motorsportsfestival, alle inden for motorsport er her, og alle glæder sig hele året og kan ikke vente, til vi kommer i gang. Det er et løb for gentlemen...

 

Tom Kristensens officielle hjemmeside 

Læs kommentarer

Mest læste


Abonnér på BIL MAGASINET nu! Se alle tilbud